Kære læser

Hvad ville Salomon gøre?

Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix

”Falskheds brød kan smage dejligt, men bagefter fyldes munden med grus” (Ordsprogenes Bog 20:17)

Savner man et godt stykke totalteater, behøver man blot se mod det britiske kongehus. Royalisterne forstår virkelig at hive drama ud af alting. Eksempelvis hvad den rette beklædning er til en begravelse.

Lørdag skal afdøde prins Philip lægges i graven, hvilket har skabt bekymrede miner i Buckingham Palace over den rette konduite. Normalt ville mændene optræde i deres militæruniformer, men vurderingen lyder nu, at det er en dårlig idé. Selvom prins Harry har været udstationeret af to omgange i Afghanistan, må han som det eneste mandlige kongehusmedlem ikke komme i fulde krigsgevandter. Den ret fraskrev han sig, da han trak sig fra sine royale pligter. Og hvor ydmygende vil det ikke lige være, hvis Harry som den eneste må troppe op i jakkesæt?

I en salomonisk dom har kongehuset derfor besluttet, at alle mændene skal være i civil. På den måde slipper man også for at tage stilling til, hvilken uniform den skandaleramte prins Andrew skal have på. Han skulle egentlig være blevet forfremmet til admiral, men hæderen blev droppet i kølvandet på afsløringerne af Andrews kammerateri med seksualforbryderen Jeffrey Epstein. Og set i det lys er det nok meget smart at droppe medaljerne og give Andrew et uanseeligt jakkesæt, så han ligesom kan glide i ét med tapetet.

 

”Den, der graver et hul, kan falde i det” (Prædikerens Bog 10:8)

Salomonisk er også, hvad den franske præsident Emmanuel Macron forsøger at være. Men det går ikke altid lige godt.

Mens Frankrig rundede en dyster milepæl med 100.000 dødsfald fra Covid-19, var Macron ude og bese genopbygningen af Notre-Dame de Paris. Her var præsident hurtig til at påpege, at katedralen “er en metafor for, hvad mange mennesker føler, og hvad vi gennemlever“ i forbindelse coronakrisen. For når det er muligt at redde Notre-Dame, er det vel også muligt at forene nationen.

Vi ved ikke helt, om vi køber den. Notre-Dame er et ikonisk bygningsværk, men det virker nu også lidt heftigt at gøre katedralen til den symbolske nøgle for nationens Covid-bekæmpelse. Hvad nu hvis man slet ikke kan genkende sit følelsesliv i gotisk arkitektur fra 1100-tallet? Ellers hvis Notre-Dame pludselig brænder igen? For slet ikke at tale om, at sådanne byggeprojekter altid bliver forsinkede. Hvis vi var franskmænd, ville vi blive noget urolige over præsidentens lommefilosofi.

 

”Finder du honning, så spis ikke mere, end hvad du trænger til, for at du ikke skal få for meget af den og kaste op” (Ordsprogenes Bog 25:16)

Købe er til gengæld, hvad amerikanerne har haft godt gang i, når det kommer til coronavaccinerne. Ifølge en ny rapport fra Duke Global Health Innovation Center kan USA have op mod 300 mio. vaccinedoser i overskud inden udgangen af juli. Det sker, alt imens mange fattige lande ser ud til at skulle vente flere år på at kunne vaccinere størstedelen af deres befolkninger. Frygten for, at USA hamstrer vacciner med vilje er så småt begyndt at sprede sig.

Godt nok har landets præsident, Joe Biden, tidligere lovet, at eventuelle vaccineoverskud vil bleve delt med resten af verden. Men det mangler ligesom at blive specificeret, hvordan uddelingerne i så fald vil foregå. Samtidig undrer flere og flere sig over, hvorfor intellektuelle ejendomsrettigheder stadig er en ting med coronavaccinerne. Senest har NGO’en Oxfam udgivet et åbent brev underskrevet af flere end 170 tidligere nobelprismodtagere og statsledere, hvori Biden opfordres til at suspendere lovgivningen, så vaccineproduktionen kan blive opskaleret. Det lyder unægteligt som en klog løsning. Kong Salomon ville være stolt. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12