Carsten Jensen: Evighedskrigen slutter

Så slutter den omsider, evighedskrigen, som den er blevet kaldt, Amerikas, Danmarks og en lang række NATO-landes krig i Afghanistan, som snart har varet i 20 år. Vores endelige tilbagetrækning falder på en dato, der ikke kunne være mere symbolsk, den 11. september, 20 års dagen for terrorangrebet på Pentagon og New Yorks tvillingetårne.

Jeg var i Kandahar få uger efter, at den amerikanske invasion havde bragt det Taliban-styre til fald, der havde givet husly til Osama bin Laden og hans terrornetværk al-Qaeda. Kandahar havde været styrets hovedkvarter, og gaderne var under mit besøg fyldt med dystre, turbanklædte mænd, der stirrede frem for sig. “Ved du, hvad de laver?“ spurgte fixeren, der fra Pakistan havde ført mig ind i Talibans hjerteland. Jeg rystede benægtende på hovedet. “De venter på, at I skal begå en fejltagelse.“

Og fejltagelser begik USA, Danmark og de andre NATO-lande på stribe, en veritabel kædereaktion af dem. Vi troede, at Talibans fjender var Afghanistans venner og valgte som vores allierede den lokale udgave af Hells Angels, en flok magtsyge, lovløse krigsherrer, der satte sig tungt på den afghanske regering, der lige siden ikke har været andet end et netværk af magtfulde kriminelle.

Taliban strakte efter nederlaget hånden frem til forsoning. USA afviste dem. Det shiamuslimske Iran, der frygtede de sunnimuslimske talibaneres fanatisme, foreslog USA et samarbejde. De blev afvist. Pakistan lod talibanerne krydse frem og tilbage over grænsen, så de altid kunne trække sig, når de var trængt. USA var magtesløs.

Begrundelserne for krigen skiftede ustandselig. Det sandeste, der er blevet sagt om den, er en replik i femte sæson af serien Homeland, hvor udtrykket “krigen” i Afghanistan bliver korrigeret: “Der har ikke været en krig i Afghanistan. Der har været fjorten krige, for strategien skifter hver sjette måned.“

Snart ville vi bekæmpe terror, så opiumsdyrkning, så allierede vi os pludselig med narkobaronerne, så skabe en helt ny nation, hvor demokratiet herskede, så frigøre kvinderne, så uddanne børnene, så skabe et effektivt sundhedssystem, og til sidst var der kun en prioritet: sikkerhed. Vores sikkerhed. Ikke afghanernes. Meget lidt lykkedes. I Helmand, hvor danskerne var, slet intet.

For halvandet år siden offentliggjorde avisen Washington Post de såkaldte ‘Afghanistan Papers’, en læk fra amerikanske regeringskredse, der afslørede, at hverken politikere eller højtstående militærfolk troede på krigen eller havde nogen anelse om, hvad de foretog sig.

Præsident Barack Obama kaldte Afghanistan-krigen “den gode krig“, men det lykkedes ham aldrig at anskueliggøre, hvad han mente med udtrykket. Han var svag over for Pentagon, da han optrappede den amerikanske tilstedeværelse til 100.000 soldater. Strategien var den såkaldte “counterinsurgency”, en oprørsbekæmpelse, der ikke satsede på overlegenhed i våben, men skulle bevise, at regeringen var bedre til at styre landet end fjenden.

Med en korrupt regering uden troværdighed i befolkningen var strategien dømt til at mislykkes og blev så aflyst af den såkaldte “counterterrorism“, der i al sin forsimplede brutalitet gik ud på ved hjælp af droner og op til 6.000 årlige bombetogter at holde antallet af talibanere nede, ligesom man holder bestanden nede i et vildtreservat. Men Taliban var ingen terrorgruppe, men en modstandsbevægelse, der til trods for store tab fandt en uudtømmelig reserve af villige rekrutter i befolkningen.

I dag kontrollerer oprørsbevægelsen to tredjedele af landet og er konstant i offensiven over for den desillusionerede, nødtørftigt udrustede og dårligt trænede regeringshær.

I visse danske aviser kan man til trods herfor i nekrologen over krigen i Afghanistan stadig læse om alle vores successer. En demokratisk valgt regering, frigjorte kvinder, en dramatisk forhøjet forventet levealder, fra 44 til 60, de fleste børn i skole. Intet af det er sandt.

I det seneste præsidentvalg i 2019, hvis resultat først blev offentliggjort fem måneder efter valget, stemte 1,8 mio. i et land med en befolkning på anslået 35 mio. indbyggere.

Når unge kvinder flygter fra tvangsægteskab, ser det afghanske kvindeministerium det som sin fornemste opgave at tvinge de unge kvinder tilbage til deres ofte langt ældre, voldelige ægtemænd.

Af Afghanistans rundt regnet 12 mio. børn i den skolepligtige alder, anslår John Sopfko, leder af den amerikanske regerings egen kontrolorganisation, Sigar, at kun godt fireenhalv millioner går i skole. Mange børn er indskrevet uden nogen sinde at vise sig i skolen, ligesom mange lærere er ansat uden nogen sinde at dukke op. Antallet af piger er forudseeligt forsvindende lille.

I et land med et utilstrækkeligt sundhedsvæsen, hvor halvdelen af alle børn under fem er underernærede, og krig og kaos er hverdag, anser ædruelige demografer det for vildt usandsynligt, at den gennemsnitlige forventede levetid over en kort årrække skulle være steget fra 44 år til 60, som det hævdes fra NATO’s side.

Sådan kan man blive ved. Efter to årtier med en bistandshjælp, der løber op i trecifrede milliardtal, hører Afghanistan stadig til blandt verdens ti fattigste lande. I de tyve år, krigen har stået på, har jeg været på fire reportagerejser rundt om i landet. Det eneste, der gav mig anledning til håb, var mødet med unge, idealistiske mænd og kvinder, men de følte sig alle forrådte af en grådig klasse af politikere og krigsherrer, der aldrig skænkede hverken de unge eller landets fremtid en tanke, men kun tænkte på deres egen berigelse.

Joe Bidens beslutning om at trække USA ud af en krig, der ikke blot har været den længste i landets historie, men også den mest upopulære, er både modig og rigtig. Pentagon er imod, for selv om Sisyfos-krigen var uden udsigt til sejr, har Sisyfos, der i den græske mytologi i al evighed skubber en sten op ad et bjerg kun for at se den rulle ned igen, i det mindste fast arbejde. I en krig som den i Afghanistan havde det amerikanske militær opfundet sin egen evighedsmaskine. Men Bidens beslutning er også et vidnesbyrd om en resigneret kynisme. Afghanistan er simpelthen ikke længere af nogen strategisk interesse for USA, og derfor kan det hærgede land overlades til sig selv.

Så længe USA var til stede, satsede nabolandene på at holde Afghanistan i en tilstand af permanent destabilisering. Nu vil de måske satse på en stabilitet, hvor Taliban ikke får lov at udarte i en alt for grel fanatisme, og det kan være Afghanistans svage chance. Men man skal ikke gøre sig illusioner om, at hverken Pakistan, Indien, Iran, Rusland eller Kina vil støtte de i forvejen svage demokratiske kræfter. Nederlag er et bittert ord, men det er den eneste sande betegnelse for USA’s tilbagetrækning.

Demokratiet i Afghanistan er definitivt dødt, hvis det da nogen sinde havde en overlevelsesmulighed. Demokratiet i USA er blevet styrket med Bidens beslutning. Det lyder som et paradoks, og det er et paradoks. Læren er, at Vesten ikke kan vinde verden for demokratiet, i hvert fald ikke med våben, for som Napoleon sagde: Man kan bruge bajonetter til meget, men ikke til at sidde på. Konsekvensen af de sidste tyve års interventioner i Irak, Afghanistan og Libyen har hver gang været katastrofer, der ikke har styrket demokratiet, men bragt det i miskredit.

En åben diskussion af krigen har ofte været blokeret af demagogiske politikere, der påstod, at enhver kritik udtrykte disrespekt for soldaterne og deres pårørende, skønt kritikken aldrig rettede sig mod soldaterne, men altid mod de politikere, der i en uskøn blanding af ansvarsløshed, følgagtighed og uvidenhed sendte dem i krig. Nu er et stort flertal i den højreorienterede amerikanske veteran-organisation Concerned Veterans for America kommet med en sensationel støtteerklæring til Bidens beslutning. Og andre veteran-organisationer siger det samme. Vedblivende at sende soldater til en meningsløs krig er den sande mangel på respekt.

Evighedskrigen er forbi. Men kun for os. For afghanerne fortsætter den på 42. år, nu minus os som aktør, men altid med den samme vold og den samme undergravning af enhver mulighed for et normalt, opbyggeligt liv.

Hvad der nu skal ske, ved ingen. Sandsynligvis intensiveres den krig, der under vores destabiliserende tilstedeværelse med et forsigtigt skøn har kostet 150.000 mennesker livet, men med et mere realistisk skøn mindst det dobbelte. Blodigt bliver det under alle omstændigheder, når Taliban højst sandsynligt går efter magten.

Man kan også håbe på, at den forhandlingsvilje og pragmatisme, der bragte afghanerne fredeligt gennem det meste af det 20. århundrede, hvor Europa sønderrev sig selv i to verdenskrige, ender med at sejre. Det er den optimistiske udgang. Den realistiske er, at flygtningestrømmen fra det martrede land igen vokser sammen med volden.

Og når afghanerne banker på vores dør, skal vi så vende dem ryggen?

Afghanistan er, var og forbliver en tragedie, og vi bærer en del af ansvaret. /Carsten Jensen

(ja, dén Carsten Jensen)