Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021
Let’s face it: Danmark er et lille land, og der er dage, hvor man kan føle, at der ikke rigtig “sker noget“ herhjemme. Det er sådan set en god ting, som ikke bør give anledning til frustration. Gedden yngler jo stadig i de danske åer, storken indfinder sig i Ribe, som den plejer, og Labans hit “Hvor skal vi sove i nat“ bliver ved med swinge.
Men desperat og rådvild kan man nu godt føle sig alligevel, når der ikke rigtig er noget at skrive hjem om, og man fx er skifteholdsarbejder i nyhedsbranchen og for nemheds skyld oplever verden igennem et nuanceløst sort-hvidt filter. Så på vegne af alle nyhedshunde siger vi bare: halleluja for en dansk nyhedsweekend! Der har virkelig været knald på.
En branche, man skal være temmelig naiv for at have 100 pct. tillid til, men som alligevel bliver ved med at overraske, er banksektoren. Mandag morgen meddelte Danske Bank i en fondsbørsmeddelelse, at hollænderen Chris Vogelzang, der har været bankens administrerende direktør siden juni 2019, fratræder stillingen med øjeblikkelig virkning, fordi de hollandske myndigheder har ham på listen over mistænkte i en hvidvasksag i banken ABN AMRO, hvor han var ansat fra 2010-17. Fordi Vogelzang står i spidsen for en kæmpe omstilling af etisk oprejsningsindsats i Danske Bank, har han angiveligt selv vurderet, at det ikke duede med en direktør, der havde en mistanke om urent trav hængende over hovedet.
Og det har han da helt ret i. Det værste er, at man sidder med en følelse af, at hvis ikke Danske Bank selv havde været omdrejningspunkt for en gigantisk hvidvaskskandale (og andre lurvede sager), så ville direktøren snildt have kunnet blive siddende. Hvordan pokker er vi nået til et punkt, hvor banker ikke er i stand til at hverve topchefer, som tilsyneladende ikke er fedtet ind i noget snavs. Som forfatteren Kaspar Colling Nielsen skriver på Instagram: “Det minder om brugen af doping i cykelsporten i 90’erne. Kulturen i bankverdenen er så rådden, at de slet ikke forstår, at de har gjort noget galt.“
Og nu hvor vi taler om råddenskab: Hvor har det været trist og pinagtigt at se Danmark figurere på forsiden af hæderkronede internationale medier, fordi vi som det eneste land i Europa mener, at Damaskusområdet i det borgerkrigshærgede Syrien nu er så trygt og sikkert, at vi med sindsro kan sende ca. 500 syriske flygtninge med midlertidig opholdstilladelse i Danmark ‘hjem’ igen. Danmark har været turen rundt – The New York Times, The Guardian, Wall Street Journal (betalingsmur) – ingen forstår det. Kan statsminister Mette Frederiksen på få år have gjort det kære gamle Socialdemokrati til det mest højreorienterede socialdemokratiske parti i Europa? Der kan man da tale om at gøre ubodelig skade.
Beskidt bestillingsarbejde
Hvis man så tror, at hjemsendelsen af de syriske flygtninge sker på et redeligt grundlag, fordi beslutningen er baseret på Udlændingestyrelsens vurdering, så tager man fejl. Udlændingestyrelsen er ikke en uvildig instans, den er politisk styret, og mange ansatte er unge og uerfarne folk, som ikke nødvendigvis er jurister, men som først og fremmest udfører beskidt bestillingsarbejde for regeringen med en bemærkelsesværdig beredvillighed. Det kan jo lyde lidt paranoidt, når man slynger sådan noget ud. Men som bl.a. BT kunne fortælle i weekenden, så tager centrale kilder i den rapport, som ligger til grund for Udlændingestyrelsens sikkerhedsvurdering af Damaskusområdet, afstand fra den efter at have læst den. “Jeg kunne på ingen måde forestille mig, at man på baggrund af den information, jeg gav, kunne komme til en konklusion om, at det er sikkert at vende tilbage til Damaskus,“ udtaler Sara Kayyali, der er researcher for Human Rights Watch. “Der er en betydelig risiko for, at flygtninge, der vender tilbage, bliver udsat for forfølgelse.“ Kayyali medvirkede som kilde i styrelsens rapport om Damaskus fra 2019.
Ammar Hamou, der er redaktør for det syriske medie Syria Direct, bliver også brugt som kilde af Udlændingestyrelsen. Også han siger, at det billede, der tegnes, er dybt misvisende. “Jeg understregede, og understreger også nu, at hverken Damaskus eller landdistrikterne er sikre at vende tilbage til. Hvis de var, ville jeg – som er opvokset der – være den første til at vende tilbage i stedet for at sidde i Jordan,“ siger han.
Samtidig har Ekstra Bladet afsløret, at justitsminister Nick Hækkerup (S) forud for et samråd i 2019 var blevet orienteret om, at det er Politiets Efterretningstjenestes vurdering, at jo længere tid danske børn sidder i syriske fangelejre, desto større er sandsynligheden for, at de bliver radikaliserede. Og af alle partier er det Dansk Folkeparti, som nu kalder Hækkerup i samråd. Det er pinligt. Danmark er et pinligt land. /Oliver Stilling