Europæisk superliga er mere end en advarsel

Som journalist Asker Hedegaard Boye så glimrende opridser i Spillets forvandling, har fodbolden set en voldsom kommercialisering de seneste godt 30 år. Stadionerne er blevet højteknologiske og hypermoderne (og får besøgende fra hele verden), billetterne, spillerne og tv-rettighederne er blevet dyrere og klubberne har fået flere penge at gøre godt med (særligt dem, der nu har en russisk oligark eller arabisk oliemilliardær som mæcen). Fodbold er kort fortalt blevet et produkt: Spontanitet viger pladsen for velovervejede interviews; de største stjerner er blevet velsmurte maskiner på banen og professionelle knudemænd uden for. Og et sted midt i virvaret blev den gamle sportsånd glemt.

Bevares, selve spillet på banen har måske aldrig været flottere. De ekstra penge hjælper selvsagt på kvaliteten. Træningen er blevet mere fintunet, boldomgangen mere kalkuleret. Som Hedegaard Boye også skriver, efterlader det dog blot fodboldelskeren i et spindelvæv af paradokser: “Fodbolden har det med at befri sig selv for de værste onder, mens den vikler sig ind i nye ulykker, som kræver, at betragteren er i stand til at spalte sin personlighed. Næsegrus beundring over Manchester Citys positionsspil efterfulgt at uforsonlig kritik af klubbens ejere fra Dubai. Det ene er ikke mere virkeligt end det andet.“

Søndag aften blev det så bekræftet, at fodbolden har viklet sig ind i en historisk ulykke. Nogle af de største klubber i verden – A.C. Milan, Arsenal, Atlético Madrid, Chelsea, Barcelona, Inter, Juventus, Liverpool, Manchester United, Real Madrid, Tottenham og ovennævnte Manchester City – ønsker at stifte en ny europæisk superliga, der i praksis vil trække gulvtæppet væk under verdens største sport. Midt under pandemien har klubberne barslet med en turnering (faktisk to – der vil også være en tilsvarende kvindeliga), som vil gøre de rige endnu rigere og indføre tydelige klasseskel klubberne imellem.

Tanken er, at superligaen skal have en franchise-lignende struktur – som man bl.a. kender fra amerikansk sport – hvor de stiftende klubber ikke vil kunne rykke ned. I praksis betyder det, at de små hold bliver ladt i stikken, mens topklubberne forsøger at skabe et lukrativt produkt, som tv-udbyderne vil savle over – og som vil give en fast indtægt, uanset de sportslige præstationer. Samtidig vil ligaen være i direkte konkurrence med de eksisterende nationale ligaer og Champions League – og dermed true med at undergrave hele fodboldens nuværende status quo.

”Ren grådighed”

Nyheden om de 12 klubbers udbryderforsøg har af samme grund skabt usigeligt røre i andedammen. Både det europæiske og det internationale fodboldforbund – hhv. UEFA og FIFA – har fordømt idéen i arrige pressemeddelelser, ligesom flere nationale ligaer har fulgt trop. Trusler om, at klubberne og deres spillere vil blive bandlyst fra alle turneringer fyger afsted. Selv Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har meldt ud, at de synes den europæiske superliga er en gennemført dårlig idé. For slet ikke at tale om klubbernes fangrupper, som føler sig fuldkommen forrådt.

Den øjeblikkelige harme blev måske bedst indkapslet af den tidligere Manchester United-spiller Gary Neville, som i et interview på britiske Sky Sports kaldte superliga-idéen “ren grådighed“, og kaldte projektet “en kriminel handling mod fodboldfans i det her land“. I en kommentar hos The Guardian istemmer sportsskribenten Jonathan Liew med bemærkninger om, at det bliver nødvendigt at reflektere over, hvordan “verdens mest populære sport formåede at overgive så megen magt og så meget indflydelse til folk, som foragter den“. Det gennemgående budskab synes at være, at penge har martret fodboldens sjæl – og at udbryderligaen er det definitive bevis, hvis man nu stadig skulle være i tvivl, efter Qatar vandt VM-værtsskabet.

I pressemeddelelsen fra de 12 klubber udtaler Manchester United-ejer Joel Glazer bl.a., at den nye liga vil indvarsle et “nyt kapitel for europæisk fodbold“. Det er utvivlsomt rigtigt. Uanset om ligaen bliver til noget eller ej, har udmeldingen kickstartet et fundamentalt opgør om sportens videre færd. Meget afslørende får Glazer dog også sagt, at projektet vil “øge den finansielle støtte til den bredere fodbold-pyramide“. Hvis man skulle være i tvivl om, hvilke ideologiske kampe der også er på spil, leverer Glazer en rygende pistol i form af en “trickle-down“-agtig logik. Klubbernes grådighed bliver forsøgt forsvaret som noget, der også vil komme de mindre hold til gode. Men hvis trickle-down ikke fungerer i den almindelige økonomi, fungerer den næppe heller i sportens verden. Alt tyder på, at en europæisk superliga kun vil gøre fodbolden fattigere. /David Dragsted