Nyhedsanalyse

Kina har skabt deres egen overvågningsvaluta

Verdens første nationale cybervaluta har set dagens lys. Med den vil Kina overvåge sine borgere og spille med sine internationale handelsmuskler.

Florence Lo/Reuters/Ritzau Scanpix

De sidste par måneder har der været en masse snak om digitale valutaer, kryptovaluta, NFT’er og alt muligt andet internethejs. Vi vil være helt ærlige og fortælle dig, at det, du skal til at læse, er mere af det. Verdens første nationale cybervaluta har nemlig set dagens lys.

Det forholder sig sådan, at Kina siden 2014 har arbejdet på at lave en CBDC – en central bank digital currency. En CBDC er kort og godt en digital valuta, der er styret af en nationalbank – og så er det endnu et skridt i retningen af et digitaliseret samfund.

CBCD’en er en måde at versionere kontanter til kode og tage national styring med pengetransaktioner, der ellers i stor stil er ved at overgå til private virksomheder som Apple (der har Apple Pay) og Alibaba (der har Alipay, som er en af de mest benyttede betalingsmuligheder i Kina). Det er også en måde at skabe nationale, digitale alternativer til kryptovalutaer som bitcoin og Ethereum, der fungerer separat fra nationale valutaer.

Siden april 2020 har Kina kørt små forsøg med implementering af den nye valuta, cyber yuan, og de er nu klar til at blive det første land i verden, der officielt får sin egen cybervaluta. Med cyber yuan bliver alle mellemmænd i pengetransaktionerne skåret ud, og tilbage står blot den kinesiske køber og Kinas nationalbank… og Folkerepublikken Kina, som ejer banken og har fuld kontrol med den.

Omvendt kryptovaluta

Det er her, cyber yuanen for alvor adskiller sig fra kryptovalutaerne. Hvor kryptovaluta bygger på idealer om decentralisering, anonymitet og at give magten tilbage til “folket“, så gør cyber yuanen det komplet modsatte. Med den nye cybervaluta vil nationalbanken nemt kunne se, hvem der køber hvad, hvornår – og dele den information med staten. Som The Wall Street Journal skriver, vil en sporbar valuta kunne tilføje endnu et magtfuldt redskab til Kinas allerede heftige arsenal af overvågningsteknikker.

Som ekstra krymmel på Kinas kontrolkage forlyder det, at man i Beijing undersøger mulighederne for at indsætte flydende udløbsdatoer på e-valutaen. Hvis myndighederne fx vurderer, at der i lavkonjunkturstider er brug for at losse lidt til forbruget, kan de sætte en udløbsdato på pengene og dermed skabe incitament for, at pengene bliver brugt, inden de mister værdi.

Navnlig USA er begyndt at få en lille smule sved på panden over cyber yuan. Det er dog ikke tanken om Kinas øgede kontrol med egne borgere, der er skyld i bekymringerne. På trods af at e-valutaen i første omgang vil blive implementeret i Kina, er det nemlig planen, at den skal introduceres på det globale marked. Og selvom Kina på den ene side har meldt ud, at de ikke har intentioner om at udfordre dollaren som verdens reservevaluta, så har Mu Changchun, der leder valutaprojektet for Kinas Folkebank, udtalt, at man ønsker at skabe en “finansiel suverænitet“ – altså en uafhængighed af dollaren.

Det er umiddelbart svært at forestille sig, at cyber yuan skulle vokse sig så magtfuld. Hvorfor skulle noget land gøre brug af en valuta, som med sikkerhed bliver overvåget af den kinesiske regering? Når man tænker på Kinas store infrastrukturprogram, Belt and Road Initiative, deres massive investeringer i lande i Afrika, og deres nylige vaccinediplomatiske fremstød, der har gjort dem til den største producent og distributør af coronavacciner, ser billedet dog lidt anderledes ud. Flere og flere lande er blevet afhængige af handel med Kina, og for dem kan det blive en no-brainer – eller en no-choicer – at gøre brug af cyber yuanen. Så sved I bare videre, USA. /Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12