Dirch Passer er reinkarnationen af profeten Muhammed, Satan er blevet god og hedder nu Ardor, Gud vil gerne være overdommer i Vild med Dans og er i øvrigt glad for at bruge semikolon. Nej, vi har hverken fået en hjerneblødning eller fundet en ukendt programoversigt fra Casper og Mandrilaftalen – det var den skinbarlige sandhed for to kvinder i P1-podcasten Satans syndsforladelse, udgivet på P1 og produceret af Filt Cph. I serien følger journalist Emil Rothstein-Christensen mediet Hanne Leffler og hendes medhjælper Kirsten Pedersen, der er sat i verden for at hjælpe Satan og alle hans faldne engle med at få tilgivelse, hvilket vil gøre jorden til et paradis. Det sker om 50-60 år, så der er da noget at se frem til.
Hanne er universets gudinde, en titel hun dog ikke selv er vild med, og fordi hun er så god, har hun været plejemor for reinkarnationen af Hitler og hans topnazister. På sin vis er det rart at tænke på, at hvis Hitler er reinkarneret i Høje Gladsaxe, så har han ikke gjort mere væsen af sig. Kirsten, som tager referat af Hannes samtaler med de overjordiske, har genfødt Platon, Aristoteles, Sokrates og Selma Lagerlöf. Der er noget at leve op til. Selvom de i al beskedenhed er “de vigtigste mennesker på jorden“, så er de ikke mere fanatiske end, at et brev fra Gud kan vente til, de har spist jordbærtærte, og gamle operette-film kan distrahere fra det vigtige arbejde.
Det lyder helt Triersk, som et afsnit af Riget på speed, men selvom det er nemt at ryste på hovedet af fru Drusse 2.0, så giver podcasten en mening med galskaben. De to kvinder prøver at gøre noget godt i en verden fuld af elendighed, og vejen frem er tilgivelse. Man kan tænke sit om deres metoder, men deres daglige kamp for det gode er ret imponerende. For at give de faldne engle syndsforladelse taler de flere gange om ugen med Assad, Putin (udtales Putjin), Erdogan og Trump (udtales Tråmf) om natten, hvor kroppen sover, men sjælene kan tale. I et afsnit har de kontakt med Assad og Putin, der synger en helvedessang på melodien til “Den danske sang er en ung blond pige“. De to præsidenter benægter, at der er problemer, men de bliver lidt mere lydhøre for hver natlige seance, der slutter med en formaning om, at de skal holde op med at bombe. Tak!
Faldne diktator-engle
Vi håber, at Assad og Putin har lyttet godt efter, for Hanne er død nu og kan ikke give dem en opsang længere. Det tyder dog ikke på det – de er stadig langt fra at være Guds bedste børn. Tag nu Putin, der lader til snart at blive en modstander mindre, for den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj er døende, det skriver hans talskvinde Kira Jarmisj. Hun var også med på det fly, hvor Navalnyj blev forgiftet med nervegift, og han er nu fængslet, fordi han ikke mødte op til en retssag, fordi han var, ja indlagt med forgiftning. Han er gået i sultestrejke (som nu er afsluttet) i protest mod, at han ikke kan tilses af en civil læge, og det har ført til en nyrefunktion, der er så svag, at det kan give nyresvigt og hjertestop. Hans syn er angiveligt også svækket. At det er nået dertil er som at se en forudsigelig film, og alligevel tænker man, sker det virkelig? Putin må være helt klar over, hvordan det ser ud, men han er tilsyneladende mere bekymret for at have en opposition end sit omdømme og repressalier, som næppe holder ham søvnløs.
Det er ikke let at være oppositionspolitiker i Rusland, og nu skal de også bekymre sig om identitetstyveri. Politikere fra Storbritannien, Letland, Estland og Litauen er blevet narret til at holde falske møder med russiske oppositionspolitikere, der er blevet imiteret ved hjælp af deep fake-teknologi. Det er den samme gruppe, der snød Det Udenrigspolitiske Nævn, der anklages for at stå bag. At skifte ham gennem deep fake er vel det tætteste man kommer på reinkarnation, men vi foretrækker nu, når harmløse gamle damer taler om deres mange liv og identiteter.
Hvis Navalnyj dør er det et alvorligt signal til de mange russiske demonstranter, men folkets vilje skal man ifølge George Orwell ikke underkende. Han skrev i essayet “Freedom of the Park“: “Regeringer kan lave love, men hvorvidt de bliver ført ud i livet – og hvordan politiet opfører sig – afhænger af landets grundlæggende temperament […] Hvis et stort antal mennesker er interesseret i ytringsfrihed, så vil der eksistere ytringsfrihed, også selv om loven forbyder det; hvis den offentlige mening er træg, vil uønskede minoriteter blive forfulgt, selv om der eksisterer love for at beskytte dem.“ Hvis bare det er så enkelt, for så får Putin kamp til sit hår, hvis han vil knægte de mange demonstranters ytringsfrihed.
Når fanden bliver gammel, går han i kloster. Vi håber, det samme snart er tilfældet for de faldne diktator-engle. Listen af gerninger, der skal tilgives, før vi får et jordisk paradis, bliver længere og længere. /Lise Benthin Præstgaard