Mikael Bertelsen (tv.) nær ved Café Nick på den københavnske Dødsrute. Foto: Lærke Posselt/Tankegang/Kulturmødet Mors
At vandre hører til blandt menneskets mere banale fysiske sysler. Enhver, der har fodtøj og bevægeapparatet nogenlunde intakt, kan gøre det. Man behøver vel næsten ikke engang ben, så længe man, måske med andres hjælp, er i stand til at bevæge sig fra A til B. Vandring kan også være vejen til erkendelse, selv om det ikke skal kunne udelukkes, at denne aktivitet også kan indskrænke ens horisont, i fald man aldrig laver andet (og fx følger den samme rute hver gang).
I denne uge har Kulturmødet Mors arrangeret en række særlige vandreture kaldet Tankegang over hele landet. Ideen er simpel: Du tager en rute og et tema og tilsætter en kulturpersonlighed, som fører an og af og til stopper op og siger noget om temaet.
[Fuld åbenhed: Jeg, Oliver Stilling, har mod betaling hjulpet Kulturmødet Mors med at arrangere en håndfuld af vandreturene, så når jeg i det følgende skriver om en af dem, vil jeg formentlig skabe umådelig glæde blandt en lang række interessenter (herunder ministerier, fonde, styrelser og sekretariater). Enkeltpersoners ansættelse kan være afhængig af Tankegangs succes. Så er der klare linjer.]
Tankegang med Mikael Bertelsen: Dødsruten
Gruppen af tilmeldte danskere står troligt og venter foran Bo-Bi Bar i Klareboderne i København, da mediemanden og tv-vandreren Mikael Bertelsen, 53, dukker op på minuttet. Fra hals til ankler er han yderst velklædt; skjorte, slips, cottoncoat. På fødderne har han et sæt højkvalitetsvandrestøvler. Bertelsen har sin research om Dødsruten i orden, og han har nedfældet sine notater på papirer, som er klipset fast på et clipboard. Det første kvarter kommer gruppen ikke ud af stedet, fordi værten ønsker at give sine tilhørere en nuanceret 360 graders indføring i emnet.
Han fortæller forsamlingen, at der ikke findes én rigtig dødsrute. Fulde folk har gennem tiderne stavret rundt mellem byens værtshuse, og man har ikke nødvendigvis haft én særlig rækkefølge eller rute i fuldemandstankerne. Digteren Jens August Schade havde sine foretrukne vandhuller, ligesom Dirch Passer og Tom Kristensen havde deres; stoppene tæller eksisterende og længst svundne steder og institutioner som Byens Kro, Café Rex, Wessels Kro, Hinkestenen, Café Nick, Laurits Betjent, Drop Inn, Skindbuksen, Hviids Vinstue, Andys Bar (og senere) Palæ Bar, Café Dan Turèll og Café Victor.
Kan man være på vandretur uden at bevæge sig? En figur, der skal vise sig at gå igen i løbet af de næste to timer, er digteren F.P. Jac (1955-2008), der som ung sagde, at han ville drikke sig ihjel, inden han blev 30. Det var egentlig en vittighed sagt under et interview, men F.P. Jac drak nu usædvanligt tæt, selv om hans krop ikke kunne tåle det. Som han senere har sagt, kørte han et “hårdt kropsbudget“ i sine yngre dage.
Jac var gode venner med Mikael Bertelsens far, arkitekten Gunnar Bertelsen, der også bevægede sig mere end hjemmevant rundt i det københavnske værtshusmiljø, og den unge Bertelsen fortæller forsamlingen, at Jac engang var så fuld, at han havde forvildet sig hjem til Gunnar Bertelsen for at sove en kæmpebrandert ud, og da han vågner, er det halvt liggende i fodenden af Mikael Bertelsens seng. Da de får øjenkontakt, forsøger Jac at tage det akavede ud af situationen med replikken: “Skal vi spille matador?“
Så er flokken i bevægelse. Efter et kort stop ved Byens Kro går vi ad Sværtegade, hvor der i dag ligger en masse smarte butikker. Bertelsen stopper op ved Wessels Kro og fortæller en anekdote fra sit eget arbejdsliv i mediebranchen, og folk ler i forbløffelse over forholdene. Stemningen begynder at være intim. Det er det vandring gør ved folk. Bertelsen bestræber sig på at være i øjenhøjde med tilhørerne – dog uden på noget tidspunkt at sætte sin autoritet over styr.
En vandring er aldrig forudsigelig. Eller: både og. Hvis man går en tur i skoven, og der altid sker en masse uventede ting – forstuvninger, trusler fra velvoksne dyr, overfald, væltede træer, etc. – vil man hurtigt kaste sig over noget andet at lave. Men det er de små ting, vi taler om her. En vipstjært, der pludselig basker med vingerne, eller lyden af en gren, der knækker under ens fødder. Vandringen skærper opmærksomheden, hvis man lader sanserne få lidt spillerum.
Mikael Bertelsen viser sig hurtigt som en, der er god til at gribe øjeblikket. Jovist har han et manuskript med nogle stikord, men han reagerer på situationen og lader tilfældet råde. Han er selv opmærksom på det og citerer meta-agtigt noget, som digteren og dokumentaristen Jørgen Leth har sagt om tilfældet.
Da gruppen står på fortovet og kigger over på den anden side af gaden, hvor Café Victor ligger, kommer en ældre mand pludselig til syne. I hånden har han en halvanden liter Coca-Cola plasticflaske, som er tre syvendedele fyldt, men der er noget ved hans gang og måden, han taler på, der gør, at ingen forestiller sig, at det er cola. “Det er whisky!“ siger han selv og griber ud efter Bertelsen. “Jeg har set dig,“ siger han. Manden er styrtende beruset, og selv om han er relativt velklædt med en god, varm frakke, skaber han et øjeblik en smule utryghed i gruppen. Vil han blive hængende? Kan han finde på at blive voldelig?
Men Bertelsen har erfaring med alkoholikere og taler til manden, som Robert Redford taler til hestene i Hestehviskeren, og efter fem minutter fordufter han. Gruppen har fået syn for sagn: Dødsruten er for real – den er ikke bare et historisk artefakt. Det lille intermezzo var denne rutes vipstjært, og da turen slutter i Borgergade cirka 30 meter fra Andys Bars smukke facade, er der ikke nogen, som kan sige, at de ikke oplevede noget. Nogle blev måske endda klogere. Det er sådan, det skal være. /Oliver Stilling