Hvad kom der ud af Bidens klimatopmøde?

USA’s præsident, Joe Biden, har gjort klimaet til hjørnestenen i sin udenrigspolitik, og det kastede i sidste uge et spritnyt klimatopmøde af sig. I historiens nok mest højprofilerede Zoom-opkald mødtes 40 verdensledere – herunder statsminister Mette Frederiksen (S) – henover to dage til debat i anledning af Earth Day. Alle de vigtige pinger var virtuelt tilstede, banen var kridtet op til de helt store skåltaler. Men hvad kom der egentlig ud af mødet?

De store overskrifter løb Biden selv med – helt efter planen. Præsidenten annoncerede, at USA vil skære 50 pct. i sine CO2-udledninger inden 2030. Dermed lægger amerikanerne sig nogenlunde på linje med EU, der kollektivt vil skære 55 pct. i udledningerne i samme tidsperiode. Udmeldingen fra Biden er med andre ord ambitiøs, men ikke overambitiøs. Efter Donald Trump satte klimabarren exceptionelt lavt, skal Joe Biden først og fremmest forsøge at (gen)opbygge USA som et troværdigt forgangsland. Håbet var derfor, at man med løftet om en CO2-halvering inden årtiets udgang kunne få andre store spillere med på vognen. Det lykkedes til dels.

Japan opjusterede sine klimaambitioner med lovning om, at man i 2030 vil have reduceret sine udledninger med 46 pct. Canada gik i samme grøft med løfter om en neddrosling på 40-45 pct. Og Sydkorea fik sagt, man vil begrænse finansieringerne af kulkraftværker (hvilket vel også tæller). Til gengæld var den store elefant i rummet forholdsvis tavs: Kina kom kun med vage løfter om, at man da ville forsøge at gøre det bedre på klimafronten her og nu – men understregede samtidig, at den overordnede målsætning fortsat er, at man først i 2060 skal være CO2-neutral. Heller ikke andre vigtige spillere som Indien, Australien eller Rusland fik Biden overbevist med sine store armbevægelser.

Brændende teater

Måske havde de gennemskuet, at præsidenten til dels pynter sig med lånte fjer. Selvom Joe Bidens løfte om en CO2-halvering er blevet mødt med begejstring, er den stadig langt fra en fait accompli. De nødvendige tiltag skal stadig godkendes i Kongressen, og på de hjemlige linjer rasler republikanerne med sablerne. For hvorfor – siger de – skal USA dog betale for klimagildet, når andre lande som Kina ikke gider gøre deres del? Selv med sine mange henvisninger til, at klimakampen er både et moralsk og økonomisk imperativ, får Biden formodentlig svært ved at indfri sine løfter i praksis. Dertil kommer, at det republikanske argument går igen på internationalt niveau. Flere lande finder det urimeligt, at de selv skal gøre en indsats, når andre stadig triller tommelfingre.

I et sådant politisk miljø har verden om noget brug for forgangslande, der tør tage de afgørende klimaskridt. Det land kunne eksempelvis være Danmark, der blandt topmødets 40 deltagende nationer er en af de helt store dukse med løftet om at reducere CO2-udledningerne med 70 pct. inden 2030. Men også her halter indsatsen på de indre linjer. Som Information kunne fortælle (betalingsmur) mandag, viser en ny rapport fra Energistyrelsen, at Danmark blot vil have reduceret udledningerne med 55 pct. ved årtiets udgang, som det ser ud med den nuværende politik. Selv ikke klassens højdespringer kan altså i praksis levere på klimaambitionerne.

Tilbage står klimaet med endnu en omgang en tomme løfter, omend løfterne for hvert topmøde bliver mere imposante. Situationen vækker til dels minder om Søren Kierkegaards gamle metafor: En bajads stormer ind på en teaterscene og siger, at det brænder. Publikum klapper, da de tror det er del af stykket. Og da bajadsen gentager sin advarsel, klapper folk blot endnu højere. “Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tror, at det er en Vits,“ som filosoffen klogeligt skriver. Det er nemt at klappe ad nye reduktionsmål. Men når målene ikke har nogen realpolitisk forankring, får vi næppe slukket ilden. Men i det mindste kan verdenslederne stadig nå at hive brandslukkeren frem inden COP26 i Glasgow til november. /David Dragsted