Tilfældige møder og trafikuheld nær vand

1. Carsten Jensen, Marstal

I den gamle søfartsby Marstal på Ærø er vandreturen med forfatteren og debattøren Carsten Jensen (f.1952) sådan set slut. Han har allerede modtaget klapsalver fra sine tilhørere, en gruppe på cirka 30 danskere, hvoraf i hvert fald halvdelen synes at være kommet med Rudkøbing-Marstal-færgen for at følge ham på hans tur rundt i byen. Han har fortalt indgående om Marstal og ladet fortællingen væve ind i og ud af sin barndom på stedet og Vi, de druknede, hans historiske succesroman fra 2006, som flere af tilhørerne synes at have et decideret personligt forhold til. På turen har nogle spurgt ind til scener og personer i bogen, og Jensen har taget sig tid til at besvare spørgsmålene med rundhåndethed. Som på flere af de her vandreture med personer fra dansk kulturliv har man kunnet mærke sulten. En sult hos den almindelige dansker efter at komme ud at suge noget kultur til sig; en sult hos kunstneren (eller kunstudøveren) efter at møde sit publikum. Mødet er ovenud lykkeligt.

Så efter ovationerne, som i sagens natur har været stående, kommer Carsten Jensen pludselig i tanker om en anekdote mere. “Nej, jeg har lige en historie til. Vil I høre den?“ Jotak, det vil folk gerne. Jensen peger hen ad gaden og siger, at det var her, på denne stort set trafikløse strækning, han som fireårig var ude for en trafikulykke, der nær havde kostet ham livet. De var en flok drenge, som krydsede den smalle gade i løb – bagerst astmatikeren Carsten. Føreren ser ham for sent, og i sin befippelse træder han på speederen og ikke bremsen. Carsten Jensen får åbent kraniebrud og ligger tillige fastklemt under bilen. En chokeret, men tilpas fattet kvindelig lastbilchauffør iler til, og da adrenalinen sætter ind, er det, som om hun får umenneskelige kræfter, og med sine egne næver løfter hun bilen op, så drengen kan komme fri. En læge tilser lille Carsten Jensen og må overbringe den frygtelige nyhed til hans mor: Din søn vil med stor sandsynlighed dø, og vi må næsten håbe det for ham, for hvis han overlever, bliver han nok til en grøntsag. Hospitalsopholdet varer en måned, og Carsten Jensen oplever sit livs første forelskelse – i en af sygeplejerskerne.

2. Mads Nygaard, Hirtshals

Forfatteren Mads Nygaard (f.1969) ser overrasket ud, da han kommer gående hen imod sit barndomshjem i Norgesgade i udkanten af den (relativt) unge fiskerby Hirtshals i Vendsyssel. Foran nummer 1 i det undseelige parcelhuskvarter står en flok på cirka 30 personer og venter. “Der har ikke stået så mange mennesker på det sted siden trafikuheldet,“ siger han. Det er folk, der vil vandre med ham og høre ham fortælle om byen, sine forældre og om sine romaner. Præcis kl. 16.30 indleder Nygaard sin fortælling. Om et kvarter fører han forsamlingen gennem kirkegården, hvor hans forældre ligger begravet, og som han skød genvej igennem, da han var barn og skulle i skole. Historien om hans barndom er, at faren var en meget entreprenant mand, indtil bagmandspolitiet en dag dukkede op, og lille Mads tænkte: “Det ligner da ikke fars kammerater.“ Så kom konkursen, og et liv i sus og dus blev udskiftet med en tilværelse, hvor moren måtte vende hver en krone for at få hverdagen til at hænge sammen. Mads Nygaard taler højt og har hele kroppen i bevægelse, mens han gør det. Hver gang han er færdig med en scene i sin fortælling, sætter han i fart og fortsætter i sit raske, ranke trav til næste stop på vej ned mod sin yndlings-spot i Hirtshals Havn. Forsamlingens mest gangbesværede må kæmpe lidt for at følge med, men brokker sig ikke. I gågaden møder flokken en ældre kvinde med en hund, som Mads Nygaard identificerer som sin faster. Han siger til hende, at han har fortalt om sin barndom, og hun svarer, at hun i så fald er overrasket over, at han har kunnet holde tidsplanen.

Og trafikuheldet oppe på Norgesgade 1? Mads Nygaard glemmer det aldrig, og nu gør den vandrende forsamling det heller ikke. Lille Mads stod og spillede kantsten uden for sit hus, da han hørte en brummen fra en motor. I det samme drejede en bil om hjørnet, men den ramte kanten af fortovet på den anden side af vejen og kom ud af kurs – stik mod Mads. “Jeg kan ikke huske, om jeg kaster mig til højre eller til venstre, men kaster mig gør jeg, og bilen smadrer lige ind i muren her.“ Føreren var hønefuld, viste det sig. Mads Nygaard peger på den gule mur bag sig, og blandt tilhørerne breder der sig en uudtalt erkendelse af, at hvis det var gået bare en smule værre dengang, så havde ingen af dem stået på Norgesvej i dag. /Oliver Stilling