Kære læser

Råddenskab på Slotsholmen

Bax Lindhardt/Scanpix

Læren af Tamilsagen har været lige præcis nul, dut, ingenting – nada, zero, zilch, zip. Her 26 år efter den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen blev idømt en fængselsstraf for at have brudt ministeransvarlighedsloven, må det konstateres, at effekten er udeblevet. Straffen har på ingen måde virket forebyggende eller blot afskrækkende for efterfølgerne. Tværtimod.

Eller, jo, jo, på papiret er der sket en retorisk opstramning. Udadtil er stemningen blevet mere alvorsfuld. Som et modstykke til de syv dødssynder er der sågar blevet formuleret et såkaldt “Kodex VII“, som også er udgivet som en lille pamflet med titlen: Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen. Den første pligt er ikke overraskende ‘lovlighed’:

“Det er grundlæggende i en retsstat, at alle – herunder naturligvis også ministre og embedsmænd – holder sig inden for loven. Al rådgivning og bistand til ministre skal derfor ske inden for rammerne af gældende ret,“ hedder det i beskrivelsen af det mest basale princip om lovlighed. Og så burde sagen jo være sat på plads: I en retsstat overholder ministre og embedsmænd gældende love. Naturligvis.

Men pamfletten lader desværre ikke til at være blevet læst af de embedsmænd, der har gjort karriere siden dommen i Tamilsagen i 1995. Inde på kontorerne på Slotsholmen – Danmarks mindste beboede ø – er det i hvert fald ikke længere formalistisk lovliglydighed, der præger arbejdsgangene. Her hersker opportunismen: Hvad ministeren befaler, er den nye lov. Politisk fingerspidsfornemmelse er blevet vigtigere end lovens lange arm.

Chokbølgerne burde ellers bævre gennem dansk politik, efter Instrukskommissionen mandag offentliggjorde sin endelige beretning: Fem højtstående embedsmænd har svigtet i deres allervigtigste opgave, nemlig at sikre at lovgivningen altid overholdes, uanset hvad skiftende ministre måtte finde på at kræve af mulige eller umulige politiske markeringer. Men det modsatte er sket.

Daværende udlændingeminister Inger Støjberg blev på ingen måde bremset, men tværtimod hjulpet behændigt på vejen til at begå de lovbrud, som hun nu står anklaget for i rigsretssagen. Selv om de centrale embedsmænd udmærket var klar over, at grundlæggende borgerrettigheder – som i det konkrete tilfælde retten til individuel sagsbehandling – ikke kunne suspenderes af partipolitiske hensyn, fortsatte de ufortrødent.

Instrukskommissionens kritik er særligt nådesløs over den hjemsendte afdelingschef i Udlændingeministeriet Line Skytte Mørk Hansen. Det var hende, der tilbage i februar 2016 stod for at udsende den famøse pressemeddelelse, der senere blev kendt som den “ulovlige instruks“. Hun udpeges som medsammensvoren i ulovlighederne: “Hun har handlet i strid med de pligter, der gælder for embedsværket,“ konkluderer landsdommer Peter Mørk Thomsen i kommissionsrapporten, og videre: “der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar“.

Den tidligere afdelingschef er bestemt ikke alene. Også den tidligere chefjurist i Udlændingeministeriet Lykke Sørensen, samt bl.a. kontorchef Jesper Gori risikerer nu disciplinærsager. Og det skyldes faktisk kun, at de fortsat arbejder for staten. Instrukskommissionen har været nødt til at se bort fra flere af hovedpersonerne, simpelthen fordi de ikke længere er statsligt ansatte. Det gælder bl.a. daværende departementschef Uffe Toudal Pedersen og Inger Støjbergs tidligere særlige rådgiver Mark Thorsen.

Mønsteret er ikke til at tage fejl af: Embedsapparatet har ikke så meget som antydningsvist formået at sige fra over for en utålmodig minister, der ikke lod sig begrænse af lovens bogstaver. Fra tidligere at have fungeret som garanter for retsstaten er det øverste lag af embedsmænd i dag blevet forvandlet til en kuet flok af behændige håndlangere for ministerens partipolitiske ind- og udfald.

Tragedien er dobbelt. Først og fremmest er det fortvivlende, at Tamilsagen ikke har haft større effekt. Erik Ninn-Hansens ulovligheder var slet ikke enestående. Han blev bare opdaget – og sidenhen er knægtelsen af basale borgerrettigheder tilsyneladende blevet sat i yderligere system. Retsløsheden er blevet hverdag.

Instrukskommissionens kulegravning har afdækket en udbredt råddenskab på Slotsholmen, og hvad værre er: En mulig fængselsdom til Inger Støjberg vil næppe gøre hverken fra eller til, ligesom det heller ikke gjorde med Erik Ninn-Hansen. Ganske enkelt fordi topembedsmændene allerede står klar til at udføre ordre fra den næste minister, uanset lovligheden.

Som det også er blevet kortlagt i Folketingets uafhængige udredning af minkskandalen, er statsminister Mette Frederiksen (S) i dag omgivet af en stab af apparatniks, der til enhver tid prioriterer partipolitisk loyalitet over noget så kedeligt som legalitet. Forløbet omkring minkskandalen – som da heldigvis også står over for at skulle granskes i en ny kommission – har udstillet, at lovlighed ikke længere er en stor bekymring på Slotsholmen.

Smid Støjberg i fængsel, disciplinér Line Skytte Mørk Hansen. Ingen af delene vil gøre nogen mærkbar forskel, så længe embedsmændene altid prioriterer ministerens flygtige ordre over retsstatens langmodige dyder. I et parlamentarisk system som det danske, hvor regeringen som udgangspunkt altid har rygdækning fra et flertal i Folketinget, udgør embedsapparatet nemlig den eneste checks-and-balances-mekanisme mod ministres magtmisbrug.

I praksis er der intet, der undervejs kan stoppe en egenmægtig minister her i Danmark, hvis ikke de relevante embedsmænd evner, tør og formår at værne om de mest basale retsstatslige principper. Men systemet svigtede i Støjberg-sagen. Sikkerhedsventilerne fungerede ikke. Og foreløbigt tyder alt på, at situationen kun er blevet værre under statsminister Mette Frederiksen. Loven gælder kun for taberne. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12