Philip Davali/Ritzau Scanpix
Så er den gal med Vanddragen i Aarhus igen. Byens vel nok mest berømte skulptur bliver ved med at spøge i kulissen, selv efter den er blevet fjernet fra sin prominente placering på Store Torv lige ved domkirken. Ja, værket til 4,5 mio. kr., skabt af kunstner Elisabeth Toubro, er på mange måder gaven, der bliver ved med at give.
Sidste år lykkedes det langt om længe rådmand Bünyamin Simsek (V) at finde et flertal for at fjerne dragen, efter hans to forgængere måtte se sig slået af det imposante metalbæst. I 17 år havde ‘Torvenes Brøndsløjfe’ – som værket officielt hedder – prydet bybilledet og skabt næsten endeløs debat blandt aarhusianerne. Ikke nok med, at mange fandt skulpturens æstetik lidt haltende, så hobede de praktiske problemstillinger sig op. Vanddragen skulle – som det folkelige navn antyder – skabe forundring som vandinstallation, men teknikken slog fejl, og ofte blev udtrykket derfor en tør omgang. Til gengæld virkede dens formgivning ret vandladende på nattelivets fulde folk, der ofte brugte skulpturen som pissoir – hvilket igen skabte en lidt uheldig kontrast til, at børn brugte Vanddragen som klatrestativ i dagtimerne.
Nu er Vandragen væk, men også dens bortskaffelse har skabt problemer. Planen var egentlig, at den skulle på depot og siden finde et nyt hjem i byen. Det viser sig imidlertid, at skulpturen har opholdt sig på en tilgroet blind vej i udkanten af kommunen. Og det undrer politikerne, der trods alt havde håbet, at det forhadte (og kostelige) kunstværk var blevet behandlet med lidt større respekt. “Jeg troede egentlig, den var kørt på depot, men den er blevet placeret der med henblik på at blive kørt på depot senere. Det har jeg sagt skal være nu,“ lyder meldingen fra rådmand Simsek, der samtidig kalder den improviserede opmagasinering en “dårlig løsning og et dårlig valg“. Heller ikke byrådsmedlem Ango Winther (K) forstår helt, hvad der foregår: “Jeg synes ikke, det er fair, at man har stillet den nærmest frit tilgængeligt. Når jeg har spurgt, har jeg fået det svar, at den var i depot. Jeg havde ikke forventet, at det betød en nedlagt vej.“
Udskudte planer
Forhåbentligt er opbevaringsplanerne for coronavaccinen fra medicinalvirksomheden Johnson & Johnson mere solide, end hvad man har kunnet mønstre for Vanddragen. Tirsdag meddelte Sundhedsstyrelsen, at den amerikanske vaccine skrottes fra vaccineplanerne som følge af en sjælden bivirkning, der kan give sygdomsforløb med blodpropper – ligesom man skrinlagde AstraZeneca-pendanten af samme grund. I praksis betyder det, at 25-39-årige vil blive færdigvaccinerede fire uger senere, end man hidtil har regnet med. Johnson & Johnson er uheldigvis den coronavaccine, Danmark har indkøbt flest af – rundt regnet 8 mio. doser.
Vaccinen er (heldigvis) ingen vanddrage, men der var unægteligt noget uhøjtideligt over den dyre udmelding. Noget pressemøde kunne det ikke blive til, da man, ifølge Sundhedsstyrelsens pressechef Tina Guldmann Gustavsen, havde haft travlt med “[m]øder, møder og flere møder“. Men i det mindste betyder det vel, at bureaukraterne har snakket tingene godt og grundigt igennem. Gudskelov.
Og ja, det er da træls, at vaccineplanen atter skrider. Til gengæld er sundhedsmyndighederne er konsekvente i deres forsigtighedsprincip. Har man sagt a for AstraZeneca, må man vel også sige b for.. øhm, Johnson & Johnson – helt upåagtet, hvad Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) ellers siger. Desuden kan man glæde sig over, at et politisk flertal nu agter at gøre de skrottede vacciner tilgængelige for dem, der tør tage den (ekstremt minimale og EMA-godkendte) chance. Alle overskydende doser derudover kunne man jo passende sende mod Indien, der om noget har brug for lidt medvind. Og send da Vanddragen med, når nu man er i gang. Den gør alligevel ingen nytte på et aarhusiansk “depot“, hvor ingen sætter pris på kultur. /David Dragsted