Derridas kat og dokumentarfilmens blik

Da filosoffen Jacques Derrida en dag stod nøgen over for sin kat, fik han en åbenbaring. Han skammede sig over sin nøgenhed, men også over sin skam. For hvorfor skulle det nu være pinligt at stå blottet over for et dyr, der ikke selv har noget begreb om nøgenhed – og som i øvrigt altid selv er nøgent? Som Derrida beskriver i bogen L’Animal que donc je suis, gav hændelsen anledning til en hel del filosoferen over et klassisk motiv: hvem er jeg? Eller som franskmanden også bemærker: “[I]ntet vil nogensinde have gjort mere for at få mig til at tænke på naboens absolutte andethed, end disse øjeblikke hvor jeg ser mig selv nøgen under en kats blik.“

Når Derridas kat står der og kigger, gør den det som et specifikt væsen og ikke som en af de abstraktioner, filosofferne normalt elsker at arbejde med. Katten er ikke et “dyr“, men en beskuer, der er til stede her og nu – og en beskuer, der tilmed gør Derrida opmærksom på sig selv. Pludselig synes det mærkeligt, at mennesket har patent på at fortolke dyrenes gøren og laden. Kan det ikke også forholde sig omvendt?

Jo, i hvert fald hvis man spørger Elizabeth Los debutfilm Stray. Filmen åbner ganske vist ikke på Derrida, men på Diogenes, der dog siger noget tilsvarende: Vi mennesker kunne lære en hel del af hunden.

Gennem flere år har Lo fulgt gadekrydset Zeytins færden i Istanbul og har filmet fra den herreløse hunds eget perspektiv. Resultatet er forbløffende meditativt. Den endeløse byvandring på fire poter blotlægger alt det liv, der normalt tages for givet. At filmen har et decideret narrativ er måske så meget sagt, for fortællingen foregår på Zeytins præmisser. Men langsomt opbygges et dyre- og persongalleri af hjemløse (og limsniffende) teenagere, omstrejfende hundehvalpe og andre glemte eksistenser. Hvordan kameraet kan forblive en flue på væggen gennem hele processen er uforståeligt. Gensidige afhængighedsforhold titter frem, mens gadelivet fremstår råt for usødet. Og så alligevel: der er særegen poesi over vinklingen. Set gennem en hunds øjne er verden en anden og mere ligefrem størrelse.

Manden med kameraet

Ligesom Derrida fandt sin voyeuristiske kat lidt ubehagelig, forbinder psykoanalytikeren Jacques Lacan blikket – eller rettere, visheden om, at man kan blive beskuet – med en form for angst. Når først man forstår, at man kan gøres til et objekt for andre, føler man et tab af autonomi. Ironisk nok er det dog også refleksionen i den anden, der skaber jeget. Denne dobbelthed formår instruktør Guido Hendrikx om noget at lege med i sin grænseoverskridende A Man and a Camera – velsagtens tænkt som en slags drilsk, spirituel efterfølger til Dziga Vertovs banebrydende Man with a Movie Camera fra 1929.

En tavs, navnløs mand stemmer dørklokker i de søvnige hollandske forstæder, udrustet med sit velproportionerede kamera. Når folk spørger, hvad der foregår, svarer han ikke. Han lader bare filmen rulle og afventer, hvordan de nu reagerer. I begyndelsen synes de fleste mere begejstrede end bange. For betyder det her mon, at de kommer i fjernsynet? Efterhånden melder forvirringen og angsten dog sin ankomst. Når kameramanden forbliver tavs, er det pludselig ikke så sjovt. Nogle udfylder tomrummet med forsigtige monologer, som forsøger de at tilbagevinde noget af den tabte kontrol. Andre inviterer kameramanden indenfor, måske for at afvæbne den akavede situation. Og de utålmodige smækker bare døren i – eller truer med tæsk.

A Man and a Camera er både tåkrummende og kompromisløs i sit greb. Kameraets vedholdende, tavse blik skaber et rum for refleksion, som de stakkels, forvirrede mennesker selv må udfylde. Det er sjovt, men også lidt skamfuldt af være vidne til. Man kan ikke undgå at føle sig som en kratlusker, der beglor hverdagens banaliteter. Pludselig står en åbenbaring på spring: Er det mon mig, der er Derridas kat? /David Dragsted