Nyhedsanalysen
Derfor flopper Alternativet uden for Kjøffenhavn
Ambitionerne fejler ikke noget: Alternativet vil være et bredtfavnende parti i hele landet. Men kommunalvalget på tirsdag tegner til at blive en showstopper. Her er en opdateret version af en klassisk føljeton, hvor museumsinspektør på Sønderborg Slot René Rasmussen forklarer, hvorfor Alternativet har svært ved at få vælgerne i tale uden for universitetsbyerne.
Alternativet har ambitioner om at vokse sig lige så store i provinsen, som de i dag er i København og Aarhus. Liste Å har en såkaldt ‘Svaneke-målsætning’ om at få 9,9% af stemmerne i hele landet. Men kønsneutral snak om politiske laboratorier og rytmer fra kaospiloterne er endnu ikke helt ‘stuerene’ i alle dele af Danmark. Det bliver svært for Alternativet ved kommunalvalget på tirsdag. Nogle af forklaringerne er den lavere valgdeltagelse ved kommunalvalg, en højere ‘spærregrænse’ til byråd end til Folketinget og svag lokal partiorganisation. Men modstanden er også kulturel.
Ved folketingsvalget i 2015 fik liste Å kun 2,2 procent af stemmerne i Sønderborg – mod f.eks. 17,9 procent på Nørrebro i København. Særligt folk i Sydjyllands Storkreds, hvor Dansk Folkeparti samlet set fik 28,4 procent af stemmerne, virker mere end almindeligt skeptiske over for det nye parti. Ikke desto mindre er det her, Alternativet skal vinde hjerter og sjæle, hvis partiet skal opnå den såkaldte ‘Svaneke’-målsætning, og samtidig rykke folkestemningen i retning af nye løsninger.
Først pisser de på os
Efter sidste folketingsvalg i 2015 formåede én mand at forklare den politiske psykologi i Sønderjylland med en klarhed, som fik mange fra storbyerne til at fatte, hvorfor så mange havde stemt på Dansk Folkeparti: Museumsinspektør på Sønderborg Slot René Rasmussen skrev en forbilledlig analyse med titlen ‘Først pisser de på os, bagefter siger de, at vi lugter’, hvor forklaringen enkelt lød: ”Når mange så står tilbage som arbejdsløse eller lavtuddannede, bliver der peget fingre af dem fra København.”
René Rasmussen sluttede sit indlæg med at undre sig over, hvorfor folk i universitetsbyerne stemte på bl.a. Alternativet, som folk i Sønderjylland dengang opfattede ”som et parti, der vil løse en finanskrise ved at foreslå en omgang kluddermor”.
Stemningen er ikke vendt. René Rasmussen tror hverken på Enhedslistens eller Alternativets muligheder for at vinde fodfæste på egnen. Han understreger, at han ikke har lavet systematiske undersøgelser, men alene baserer det på de holdninger og udtalelser, han har mødt i sin omgangskreds og almindeligt kendskab til de mennesker, der bor i netop hans hjørne af fædrelandet.
Her følger René Rasmussens fem forklaringer på, hvorfor særligt Alternativet har det svært et sted som Sønderjylland – og dernæst svarer Alternativets Rasmus Nordvist på hver af de fem pointer.
Retten til et rat
For museumsinspektør René Rasmussen starter og slutter Alternativets muligheder allerede i carporten: ”For en almindelig sønderjyde er partiets forhold til privatbilisme tilstrækkeligt til at vælge det fra. Uden for de store byer er almindelige mennesker dybt afhængige af at eje én eller to biler for at kunne passe deres arbejde, foretage deres indkøb, transportere sig selv og deres børn til fritidsaktiviteter. At antaste retten til egen bil er et direkte angreb på folks personlige frihed. Al tale om, hvordan man kan erstatte det med kollektiv trafik, vidner for den almindelige sønderjyde om afgrundsdyb ukendskab til den måde, man lever sit liv på i Syd- og Sønderjylland.”
Rasmus Nordqvist svarer: ”Jeg er fuldstændig enig. Vi mener ikke, at alt skal være kollektivt, fordi der er nemlig steder i landet, hvor man er afhængig af sin bil, og det er derfor, vi har snakket om roadpricing i hele landet – for at gøre det billigt, der hvor man skal bruge både en og to biler, som man skal i nogle familier, og så gøre det dyrere der, hvor der absolut ikke er behov for det, i de store byer. Så vi har slet ikke noget principielt imod privatbilisme. Vi ser måske gerne, privatbilismen bliver ændret til el-biler. Men i København er der ikke behov for privatbilisme, det er der, når man bor på landet.”
Naturen skal bruges
Byboer har i sagens natur et mere distanceret forhold til de landområder, hvor resten af befolkningen bor til daglig. Ifølge René Rasmussen skaber det i sig selv en kløft mellem et parti som Alternativet og folk i Sønderjylland: ”Forholdet til miljøet og det grønne i det hele taget vil volde visse vanskeligheder. Syd- og sønderjyder holder ikke mindre af naturen end så mange andre, men de har måske ikke et helt så romantisk forhold til naturen som Alternativet. Man vil gerne kunne fiske eller gå på jagt, og man har også behov for de turistindtægter, som f.eks. feriecentre i kystnære områder kan generere. Så når planloven forhindrer mange initiativer, der kan føre til økonomisk vækst, så ønsker mange syd- og sønderjyder en lempelse.”
Rasmus Nordqvist svarer: ”Vi ønsker ikke at liberalisere planloven, men vi vil meget gerne se på den. Vi har sagt, at der er behov for at oprette eksperimentalzoner. Vi skal sørge for, at der kan være fiskeri og jagt. Det handler om naturen, det er ikke specielt romantisk. Den her idé, regeringen har plantet i hovedet på befolkningen, om at planloven har stået i vejen for projekter ved nogle af kysterne, det er simpelthen forkert. Det handler om, hvordan man bygger, hvad man har bygget.”
Pølserne er hellige
Alternativet har slået sig op på forslaget om kødfrie dage. Og dét er en seriøs show-stopper i Sønderjylland. Museumsinspektør på Sønderborg Slot, René Rasmussen, tvivler på, at veganere og vegetarer vil kunne forføre ret mange folk på egnen: ”De fleste af de DF’ere, jeg kender, er store dyrevenner og går meget op i dyrevelfærd. Så her er en fællesmængde. Men de fleste DF’ere er dog ikke så store dyrevenner, at de vil opgive at spise dem! Og her er til gengæld et punkt, hvor de vil have svært ved at mødes. Syd- og sønderjyder spiser kød. Sønderjyder er direkte stolte af deres slagte- og pølsetraditioner, og jeg har svært ved at forestille mig, at militante påbud om kødløse dage vil vinde ret mange stemmer på disse kanter.”
Rasmus Nordqvist svarer: ”Selvfølgelig skal alle kunne spise, hvad de har lyst til, men samtidig er vi nødt til at forbruge mindre kød, for miljøbelastningen er simpelthen for stor. Og det er ikke noget med, at man skal afholde sig helt fra at spise den gode sønderjyske spegepølse og blive vegetar. Men vi er nødt til at tænke over vores kødforbrug, fordi det er sådan en stor miljøbelastning. Vi skal spise mindre kød – og kød af bedre kvalitet.”
Grænsekontrol er bedre
Hjemmeværnet er blevet mobiliseret ved grænsen, og selv om Dansk Folkeparti ikke har fået trumfet sit ønske om en permanent grænsekontrol igennem – endnu – har folkevandringen op gennem Europa fået mange vælgere til at bakke op om idéen om skrappere grænsekontrol. René Rasmussen ser også her et fundamentalt problem for Alternativet: ”Syd- og sønderjyderne har selv i denne tid mange flygtningecentre, og der er jo både gode og dårlige oplevelser forbundet med det. Og uanset om du er hardcore DF-vælger eller hører til dem, der stemte på dem for første gang i 2015, så spiller udlændingepolitikken en rolle. Og der står Å temmelig langt fra at kunne fiske stemmer hos tidligere DF-vælgere. Grænsebevogtningen er gennemgående (stadig) populær i Sønderjylland – i hvert fald i den brede befolkning.”
Rasmus Nordqvist svarer: ”Vi er uenige, vi mener ikke grænsebevogtningen løser noget. Det, jeg har set i Sønderjylland, når jeg har besøgt vores lokalforeninger, er et ekstremt stort engagement i lokalsamfundet i at tage godt imod de her nye mennesker, der kommer til. Jeg tror, vi kunne gøre en kæmpe forskel politisk netop ved at sætte fokus på, hvordan vi kan engagere hele civilsamfundet i at håndtere det. Hvis vi bakkede op i stedet for at stå i vejen for deres initiativer, som de oplever lige nu, når de vil integrere og arbejde for flygtninge, tror jeg, vi kunne komme langt. Men jeg kommer ikke til at sige, at vi går ind for grænsebevogtning, fordi der er mange sønderjyder, der gør det. Det løser ikke noget.”
Jordbunden kultur
”Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet”. Sådan hævdes fremskridtsmanden Kristen Poulsgaard engang at have udtalt. Sønderjysk virker i hvert fald til fortsat til at være for lille et sprogområde til gøgl og performanceteater. René Rasmussen mener, at Alternativets storbyagtige projektmager-image skræmmer de sidste vælgere væk: ”Syd- og sønderjyder er generelt mennesker med en protestantisk arbejdsmoral og en stærk vilje til at svare enhver sit. Der skal være orden i økonomien! Det er heller ikke sådan, at syd- og sønderjyder er imod kulturstøtte. De vil bare gerne selv være med til at bestemme, hvad der skal støttes – og det skal ikke være i form af én eller anden københavner-totalteatertrup med lysegrønt strutskørt, der futter rundt i sommerlandet formedelst et milliontilskud, spiller en omgang uforståelig teater (eller værre endnu: overpædagogisk med den store moralske pegepind) og er væk igen dagen efter.”
Rasmus Nordqvist svarer: ”Vi tager økonomien alvorligt, men vi gør det ud fra nogle andre syn på, hvordan økonomi fungerer. Vi kan gøre en masse i forhold til kultur, men ikke kun ved at have en stærk kulturstøtte fra statens side. Jeg har selv boet i Kolding, som ganske vist er blevet til en universitetsby nu, men når man ser det lokale kulturliv, der er der, så er det superstærkt. Mungo Park Kolding, som laver eksperimenterende teater, er noget af det mest populære i byen. Det handler om, at kultur skal foregå på flere niveauer, og vi skal selvfølgelig have meget mere kultur ud i landet, for hvis det foregår mere lokalt, hvis vi har gode arbejdsvilkår for kunstnere helt ude i alle samfund, så har vi også en meget bedre kontakt med kunsten og kulturen, og så vil det ikke bare blive set som eksperimentalteater i grønt tylskørt.”