Promising Young Woman
I en parafrase over Karl Marx mumler en vejrbidt Elisabeth Moss i tv-serien The Handmaid’s Tale at “ingen er frie før alle er frie“ og snupper så en sæson mere i den patriarkalske rædselsstat Gilead. Vi føler os i vores højstemte hjørne her til formiddag, så lad os da slå det an som tema for dagens tekst: Alles frihed. Hvabehar.
Torsdag åbnede landets biografer op, og en af de film, man kan lade sig hensynke i mørket til, er Promising Young Woman. Her møder vi den 30-årige Cassie, der har sat sig selv på noget af et hævn-/opdragelsesprojekt. Iført infantile outfits vil hun lære mænd, hvad det gør ved kvinder at blive voldtaget. Filmen sætter sig imellem så mange forskellige stole, at den faktisk er lidt svær at forholde sig til (er det en hævnfantasi, en komedie, en pastiche over en rom-com, eller, som den selv hævder, en thriller?). Noget vi til gengæld kan forholde os til er, at Promising Young Woman taler ind i en meget mærkelig, tidstypisk tendens til at fremstille seksuelle overgreb igennem en særlig linse. Og så er vi ved at være fremme ved dagens tema.
For hvad har Elisabeth Moss i The Handmaid’s Tale og Carey Mulligan i Promising Young Woman tilfælles? Ja, og hvad har de to eksempelvis tilfælles med Margot Robbie og Charlize Theron i Bombshell? De er populærkulturens forsøg på at formidle seksuelle overgreb og kvindeundertrykkelse til et marked, der efterspørger det produkt (nu hvor vi “alle er blevet feminister“, vil vi jo se det afspejlet i kulturen). Og alle er de smukke, tynde, hvide kvinder, der i en række hyperæstetiserede scener bliver forulempet i grovere eller mildere grad. Som seer efterlades man fuld af medlidenhed og en lille smule – tør vi sige det? – tændt.
Pop-pornografiske tableauer
Når volden seksualiseres og æstetiseres, altså når kvinderne forulempes i lange, smukke scener iført ophidsende kluns, så træder situationen ikke frem som en voldelig situation. Eller som Ida Marie Hede skriver om The Handmaid’s Tale i romanen Suget: “Visuelt drives den frem af at flashe lidende kvinder en masse og beskrive deres kropslige underkastelse i pop-pornografiske tableauer.“ Overgreb bliver til et spørgsmål om sex og seksualitet, mens spørgsmål om magt, køn og race camoufleres for seerens behag. Hvis man synes, det er en spidsvinkling, behøver man kun huske på, at en kritiker fra det hæderkronede Variety kritiserede valget af Carey Mulligan som voldtægtshævner i Promising Young Woman, fordi hun jo ikke ligefrem er den lækreste – totalt utroværdigt, man vil da hellere forgribe sig på Margot Robbie (som han nævner som en oplagt kandidat til rollen).
Kritikken afspejler fint, hvad alle disse kulturprodukter har for øje: Vi tror fortsat, at voldtægt handler om sex, og vi gider kun se lækre kvinder forsøgt forulempet. Lækre, hvide kvinder vel at mærke. For med tv-serien I May Destroy You fik vi faktisk et kvalificeret bud på en voldtægtsfortælling, som var både nuanceret, sjov og samtidig noget af de senere års bedste TV. Desværre har serien slet ikke fået den hype, den fortjener, ligesom den helt blev forbigået ved årets Golden Globes. Det er blevet spekuleret i, hvorvidt det skyldes, at seriens forfatter og cast overvejende er sorte mennesker. Noget tyder i hvert fald på, at vi i populærkultur har brug for den hvide kvinde for at kunne føle medlidenhed med voldtægtsofferet.
Kulturprodukter som Promising Young Woman og The Handmaid’s Tale holder kvinder og overgreb fast i et bestemt fortælling. Det ser vi, når værker som I May Destroy You forsøger at bryde med narrativet og bliver afvist, og det skaber en situation, som grundlæggende er ufri for alle – også selvom den hvide kvinde trods alt får lidt medlidenhed med på vejen. Som Frankfurterskolens Theodor Adorno og Max Horkheimer ville sige det, så har kulturindustrien det med at absorbere modstandens markører og bruge dem til at pacificere sine borgere med. Men der er ingen grund til at tage sig til takke med at iføre sig en “We should all be feminists“-trøje og tage ind og se Promising Young Woman. Som en flok vejrbidte Elisabeth Moss’er i en tiltagende elendig tv-serie, må man blive hængende og insistere på, at ingen er frie før alle er frie, ligesom ingen overgreb er mere medlidenhedsværdige end andre – i hvert fald ikke bedømt ud fra lækkerhed eller hudfarve. /Asta Kongsted