Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Nicola Sturgeon er ikke i tvivl: Det er på tide, at sækkepiben får en anden lyd. Efter lørdagens offentliggørelse af de skotske valgresultater, var førsteministeren hurtigt ude med vendinger som “historisk“ og “ekstraordinært“. Sejren blev godt nok ikke helt så overbevisende, som Sturgeon kunne have håbet på, men så måtte retorikken jo bare køre den det sidste stykke hjem. Sikkert er det, at hendes Scottish National Party (SNP) endnu engang kan danne regering, og at parlamentet viser et flertal for skotsk uafhængighed. Og så må man vel leve med, at SNP blot var ét mandat fra at kunne danne sin egen flertalsregering.
Det skotske valg var på forhånd blevet omtalt som en lakmustest for, om skotterne ønsker (betalingsmur) uafhængighed fra den britiske union. Hvis SNP og formand Nicola Sturgeon kunne mønstre et overbevisende flertal, ville premierminister Boris Johnson formodentlig få svært ved at afvise Sturgeons krav om en ny folkeafstemning. Ganske vist skal man blot tilbage til 2014, førend et flertal af skotterne sidst nedstemte idéen om Skotlands uafhængighed. Men Brexit har forvandlet det politiske spil og tilsyneladende øget den separatistiske appetit. Hele 62 pct. af skotterne stemte “remain“ i 2016, og sidenhen har drømmen om Skotlands udtræden af Storbritannien (men indtræden i EU) vokset sig stor og stærk. En ny SNP-valgsejr var derfor tænkt som gnisten, der for alvor skulle genantænde folkeafstemnings-debatten.
I praksis lander valget dog hverken til Sturgeons eller Boris Johnson ubetingede fordel. Sturgeon kan med rette henvise til, at der er et politisk flertal for en folkeafstemning. Omvendt kan BoJo fastholde, at SNP ikke har flertallet selv, og at han i øvrigt ikke er forpligtet til at imødekomme ønsket om en folkeafstemning – og at Skotland rent juridisk har brug for premierministerens accept. Dermed ikke sagt, at nogen af parterne nødvendigvis begræder situationen. Så længe Boris Johnson kan gå hårdt imod Sturgeons krav, vil han vinde opbakning blandt sine mest trofaste, Brexit-fanatiske støtter, der ønsker et mægtigt, samlet Storbritannien. Og så længe Sturgeon får et nej til folkeafstemningen, kan hun vinde point hos sin vælgerbase ved at påstå, at Westminster er bange for at høre skotternes mening. Begge parter vinder, hvis bare de kan blive ved med at antagonisere hinanden.
Tilbage står briterne med endnu et betændt politisk spørgsmål, der kan fortsætte mange år endnu. Særligt eftersom Nicola Sturgeon tidligere har lovet, at en eventuel folkeafstemning først vil komme på tale, når Skotland har fået styr på coronasituationen. Og hvem kan sige, hvornår det præcis er? SNP’s valgsejr er et nødvendigt skridt på vejen, hvis Skotland ønsker at opnå uafhængighed. Men sejren er heller ikke det historiske gennembrud, som Sturgeon så gerne vil gøre den til. /David Dragsted