Lys, kamera, disco!

Vi har vist aldrig anmeldt et computerspil her i Føljeton. Bøger, musik, udstillinger, forestillinger, film og tv-serier kan vi klare, men åbenbart ikke underholdningsindustriens store guldfugl. Og det på trods af, at flere redaktionsmedlemmer ellers ikke er bange for at hive controlleren frem i det private. Måske har vi følt, at et kulturkritisk blik på gaming krævede en særlig form for kvalifikation; en indledning som denne, der forsvarede mediet med fortærskede floskler om, at “spil faktisk godt kan være kunst“. Det har nok virket lidt omstændigt. Ja, og vel egentlig også bizart, eftersom vi reelt ikke køber, at der er behov for en sådan kvalifikation. Vi har været ofre for det, den slovenske filosof Slavoj Žižek ville kalde en ‘oplyst falsk bevidsthed’: Selvom vi godt ved, at det er gammeldags at tænke på computerspil som et underlødigt kulturprodukt, har vi alligevel handlet, som var tankegangen rigtig. Men nu skal det være nok!

Disco Elysium: The Final Cut er et computerspil, og det er kort og godt det bedste og mest gribende stykke kultur, som undertegnede hidtil har oplevet i 2021. Spillet er et kalejdoskopisk virvar af ekspressionistisk kunst, underspillet indiemusik, nihilistisk humor og politiske mordgåder. Det er et old-school rollespil forklædt som detektivhistorie, spædet godt til med dybsindige indre monologer. Og vigtigst af alt: Det er tilmed virkelig velskrevet.

Selve historien skal nødigt spoiles, men vi kan forsøge med et kort resumé: Sammen med din umådeligt overbærende politimakker Kim Kitsuragi skal du opklare et mord i slumkvarteret Martinaise i bystaten Revachol, der har været plaget af indædte kampe mellem revolutionære kommunister, fascister og skruppelløse kapitalister. Ingen er videre begejstret for din tilstedeværelse, for Martinaise styres de facto af en magtfuld fagforening bestående af havnearbejdere, der ser stort på ordensmagten. Desuden er timingen uheldig: Fagforeningen ligger i øjeblikket i en langtrukken forhandlingskrig med organisationen Wild Pines, og man er ikke meget for at diskutere de beskidte detaljer. Imens skal du finde ud af, hvem du selv er og møde dine indre dæmoner – foruden dit overraskende snakkesalige slips.

Spilbar moppedreng

På papiret burde Disco Elysium egentlig ikke være så vellykket. Spillet trækker på et hav af tematikker, der er set utallige gange før. Din protagonist har hukommelsestab og er desuden en alkoholiseret antihelt. Sagen, du skal opklare, synes simpel ved første øjekast, men stikker meget dybere end som så. Alt skriger ubehjælpelig pastiche – og alligevel formår Disco Elysium hele tiden at overraske med originale, outrerede indslag. Det skyldes ikke mindst spillets opbygning. Din karakter er ingen superhelt, men en splittet personlighed, som du kan præge efter smag og behag. Når du stiger i level (som det sig hør og bør i rollespil) skal du investere i evner, der knytter sig til karaktertræk såsom empati, autoritet og manglende impulskontrol. Disse træk har en altafgørende betydning for, hvordan du møder dine omgivelser – og hvordan din spilkarakter forstår sig selv.

Det lyder måske mere komplekst, end det egentlig er. I praksis styres spillet med simple museklik i stil med gamle, såkaldte point-and-click adventures. Her kræves ingen hurtige reflekser, men læselyst er et must. Størstedelen af spillet udfolder sig i lange dialoger med et broget persongalleri, hvor du hele tiden har flere valgmuligheder for dine svar. Og lad os bare sige, at du virkelig kan tage samtalen i mange forskellige (og ekstremt underholdende) retninger. Ifølge Disco Elysiums udviklere rummer spillets manuskript mere end én mio. ord, svarende i omfang til et par moppedrenge fra Leo Tolstoj. Du glemmer hurtigt, at du reelt spiller et computerspil og ikke er i gang med at læse en interaktiv roman. Ja, eller måske skulle man snarere sige interaktiv lydbog: Hele molevitten er – imponerende nok – blevet indtalt. Og stemmeskuespillet er perfekt teatralsk.

Disco Elysium: The Final Cut er en oplevelse udover det sædvanlige. Desuden tjener det som den perfekte illustration af, hvad computerspilsmediet kan. Musik, artwork, universopbygning, gameplay og plot: Alt synes at gå op i en højere enhed i en sådan grad, at man ikke tøver med at kalde det kunst. /David Dragsted