Mads Nissen/Ritzau Scanpix
I den glimrende franske serie Les Revenants – baseret på en film af samme navn – sker der noget uventet i en lille, undseelig bjergby. Mennesker, der for længst er døde og begravede, vender pludselig tilbage fra det hinsides. Der er dog et tvist: Mod alle forventninger er “les revenants“ ikke blevet til hjernedøde zombier, man bare kan blæse knoppen af. Nej, de er ved deres fulde fem, kan tale og tilmed huske hvor de bor. Med andre ord tvinges deres kære til at se fortiden i øjnene. Man troede, at man var kommet videre fra sorgen, men kastes nu hovedkuls ind i en ny, forvirrende virkelighed.
Nu er det ikke just en velformuleret fransk zombie, regeringen snart skal se i øjnene. Det er snarere en dum hær af døde, begravede mink. Effekten er dog noget nær den samme: Den kommende tids opgravning af mink truer med at blæse ildelugtende vinde indover regeringens arbejde; som en fordærvet madeleinekage, vil den tvinge tankerne tilbage på efterårets store skandalesag, som man – med undtagelse af Mogens Jensen (S) – ellers slap helskindet igennem.
For det kommer utvivlsomt til at rive i næsen, når der i Kr. Himmelfartsferien gennemføres en prøveopgravning af mink i Nørre Felding i Holstebro Kommune. Sammenlagt ligger godt fire mio. mink begravet her og i Kølvrå nær Viborg. Massegravene tjener som et ubehageligt minde om den forjagede stemning, der herskede under aflivningerne. Uden større tanke på grundloven blev dyrene sendt i døden, ligene hobede sig op og måtte skaffes af vejen i en fart. Men ak, nedgravningerne viste sig også at være til fare for miljøet. Derfor skal den forrådnede minkbunke nu køres til forbrænding, godt seks måneder efter skandalen.
Sammenlagt har 13 affaldsenergianlæg fordelt over hele landet budt ind på projektet. De døde mink vil blive fragtet på kryds og tværs af Danmark til Hjørring, Amager, Odense og Esbjerg – for nu bare at nævne nogle af destinationerne. Fra slut maj og flere uger ind i juni vil det aparte arbejde stå på. Og generalprøven i Nørre Felding er mere end afgørende. For som Jyllands-Posten så rammende skriver: “Opgravningen og afbrændingen af mink er ukendt terræn. Ingen har gjort det før. Og derfor er der mange ubekendte. Herunder minkens konsistens, lugt og evne til at brænde.“
Det bliver ikke en rar oplevelse for nogen, og da slet ikke for de lokale i Nørre Felding. Massegravene synes endog allerede at have sat sine spor. Selvom det på et digitalt borgermøde mandag blev slået fast, at drikkevandet ikke er blevet forurenet, fortalte flere, at vandet altså har smagt af mink. Tanken om de døde pelsdyr må være svær at slippe, når de ligger i ens egen baghave. Og det værste har indbyggerne stadig i vente: “Jeg vil ikke lægge skjul på, at det her kan blive hårde uger for jer, der bor i området,“ lød det fra Fødevarestyrelsens direktør, Nikolaj Veje, da han blev spurgt om lugtgener i forbindelse med opgravningen.
Allerværst kan det dog blive for statsminister Mette Frederiksen (S) og kompagni. Med sin meget tydelige, fysiske manifestation, vil minkhæren minde vælgerne om alle de intriger, der ellers er gået lidt i glemslen. Måske erindrer nogle endda, at en såkaldt “granskningskommission“ er ved at undersøge, om aflivningen af mink var ulovlig, og om regeringen vidste hvad den foretog sig.
Timingen er tilmed dum (ikke at der nogensinde er et decideret godt tidspunkt at grave fire mio. mink op på): Det fornyede fokus på minkskandalen kommer samtidig med, at uroen ulmer i det socialdemokratiske bagland. For første gang i næsten umindelige tider synes lokale medlemmer at turde gå imod partiledelsens hårdt strammede udlændingepolitik. Råddenskaben bobler lige under underfladen. Minkopgravningen kan meget vel blive billedet på, at statsministerens taktfaste styring nu truer med at slå sprækker. /David Dragsted