I “Gittes monolog om Socialdemokratiet“ fra begyndelsen af 1980’erne lader digteren Per Højholt Gittes mand Preben tage til kongres med Socialdemokratiet. Man fornemmer lidt, at Prebens forhold til partiet ikke er dybt rodfæstet, men at han muligvis er draget af en eller anden fællesskabsfølelse, og det er jo meget menneskeligt. Susanne er til gengæld ikke særlig vild med tanken; hun frygter, at Socialdemokratiet vil kunne kile sig ned i deres forhold som et fremmedelement, der kan forstyrre status quo.
I monologen er der et “før“, et “under“ og et “efter“, og til at begynde med fortæller Gitte sin veninde Susanne, at hun udtrykkeligt har bedt Preben om ikke at tage ordet på kongressen, heller ikke under “evt.“. For sidst han gjorde det i en socialdemokratiske sammenhæng, “kom han hjem som suppleant“. Gitte beklager sig desuden over den mundering, Preben vælger at iklæde sig, inden han tager af sted: habit med højhalset sweater. Hvis han nu kommer i fjernsynet, er det da bedre med slips, synes hun. Men “rullekrave er mere demokratisk“, svarer han.
Da kongressen er overstået, og Preben kommer hjem igen, er han “helt udkørt“ og “våd under armene“, siger Gitte til Susanne. Det værste er, at han samtidig virker helt høj og utrolig snakkesalig. Men Gitte føler, at Preben taler med en anden stemme. “Det er lissom om det slet ikke er mig, du snakker til,“ siger hun til ham, og han medgiver, at det nok er på grund af “det kongres“. Gitte spørger, hvor lang tid det tager at lære at tale sådan, og Preben svarer, at “det er ikke så svært, som det faktisk lyder“.
Det er en stille ubevidst ensretning (eller fortryllelse), der er sket med Preben i løbet af den kongres. Det ligger i Per Højholts satiriske tekst, at det at være socialdemokrat med den tilhørende dyrkelse af et socialdemokratisk fællesskab er en temmelig stærk identitet – og sådan har det vel egentlig altid forholdt sig.
Men hvad vil det så sige at være socialdemokrat i dag? Det er nok lidt mere en rodebutik end for 40 år siden, og det er særligt udlændingeområdet, der skaber nogle demarkationslinjer. I en analyse hos Altinget skriver vores kære kollega Lars Trier Mogensen, at Socialdemokratiet ”“under den stramt styrede og velkoreograferede overflade“ groft sagt kan dels op i tre grupperinger: “De benhårde strammere“, “de taktiske opportunister“ og “de tavse humanister“, der har holdt lav profil, mens partiet er strøget frem i meningsmålingerne.
Her på Føljeton har vi af og til efterlyst bare nogle små pip fra den sidste gruppe, som vi har følt på en eller anden måde udgjorde de ‘rigtige’ socialdemokrater. Et sådant pip er nu kommet: 24 medlemmer fra forskellige partikredse har sendt et brev til partiets top, hvori de efterspørger en åben og ærlig debat om den værdipolitiske linje på udlændingeområdet.
“Selvom vi anerkender, at et flertal i partiets folketingsgruppe støtter store dele af den førte politik, mærker vi samtidig en voldsom ulmen under overfladen lokalt i partiforeningerne. Flere af vores venner og aktive (nu tidligere) partifæller har valgt at sige farvel til partiet. Nogle efter mange aktive år i partiet,“ skriver de og fortsætter: “Det er dem, der nu har fået nok. Det er dem, der har følt sig negligeret og frosset ude alt for længe af en alt for lukket debatkultur.“
Brevet falder nogenlunde sammen med, at Politiken forleden kunne berette, at statsminister Mette Frederiksen på den socialdemokratiske folketingsgruppes første gruppemøde forrige tirsdag havde krævet, at folk skulle klappe taktfast ad partiets to udlændingepolitiske frontlinjekrigere, udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye og udlændingeordfører Rasmus Stoklund. Det lyder helt forfærdeligt.
Bange for det multietniske
Så hvad er en rigtig socialdemokrat? Fra sidst i 1990’erne og op gennem 00’erne fik Dansk Folkeparti Socialdemokratiet til at gå op i syningen ved at kapre de mest bange/bekymrede socialdemokrater. I dagbladet Information kunne man i 1998 læse et interview med en nyligt frafalden socialdemokrat, en Kell Jensen, der var 59 år og produktionsplanlægger i elektronikfirmaet Brüel & Kjær. Han havde været medlem af Socialdemokratiet i 45 år, men nu var det slut: “Jeg vil ikke leve i et multietnisk samfund. Jeg er bange for muslimerne,“ udtalte han. Han havde ikke noget imod muslimer som mennesker, men han havde et problem med islam. “Den levner ikke plads til os andre,“ mente han at vide.
Hvad der set i tilbageblik måske er mere interessant, så følte Kell Jensen, at det ikke var ham, der havde flyttet sig fra Socialdemokratiet, men Socialdemokratiet, der havde flyttet sig fra ham, hvorfor et brud var uafvendeligt: “Efter at Anker Jørgensen forsvandt, er der ikke flere arbejdere i toppen af Socialdemokratiet. De er allesammen akademikere.“
Tilførslen af akademikere i Socialdemokratiets top er kun blevet yderligere forstærket i de mellemliggende år. Af falanksen af socialdemokratiske ministre er det vel kun Mattias Tesfaye, der har en arbejderbaggrund (som murersvend). Når Socialdemokratiet så de seneste år med held har fisket vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti, hvem er det så? Vel ikke Kell Jensen’erne? Og da slet ikke Preben’erne? For spiller det store dejlige socialdemokratiske fællesskab stadig en rolle? Ja, for nogle. Da den tidligere minister Manu Sareen, der både har stillet op for Radikale og Alternativet for nyligt fortalte, at han stiller op for Socialdemokratiet på Frederiksberg, var det med følgende forklaring: “Jeg havde brug for igen at være en del af et fællesskab.“ /Oliver Stilling
P.S. Føljeton udkommer ikke Kristi himmelfartsdag og fredag – men vi er på banen igen på lørdag.