Pølsevognsprismet

Jeg havde næsten glemt, at der bor en pølsemand 300 meter fra mit køkkenvindue, men hver formiddag omkring kl. 10 trækker han sin vogn efter sig op ad Ravnsborggade. Det ved jeg, fordi vi i mange år havde kl. 10 som et fælles foretrukket mødetidspunkt, og det glemte jeg, fordi jeg siden er blevet tvunget tidligere ud af døren. Takket være hjemmekontoret, er han igen en del af min bevidsthed. Som en daglig påmindelse om, at klokken bliver 10, og at pølsevognene findes.

Pølsevognen virker på en og samme tid som et i stigende grad irrelevant indslag i bybilledet og som emblemet på mange af dets største stridspunkter: gentrificering, kulturmøder og den sovs af holdninger og følelser, som politikere i årevis har forsøgt at udnytte optimalt (det vender vi tilbage til). Her på 100-året for pølsevognens levetid, er den med kun omkring 100 aktive vogne mere truet end nogensinde før. Afhængig af hvem man spørger, skal årsagen til den kedelige udvikling findes forskellige steder: Konkurrencen er for hård, de unge vil ikke spise hotdogs, eller de er for usunde og for dyre. Alt sammen virker det plausibelt, men med millennial-generationens nærmest kitschede hang til nostalgi, skulle man omvendt tro, at pølsevognene ville have kronede dage. Som millennial og hotdog-connaisseur virkede det som en oplagt løsning at smage sig frem til svaret på de to ældgamle spørgsmål: Hvorfor uddør pølsevognene, og hvordan slipper man afsted med at spise hotdogs på firmaets regning?

Politisk pølsesnak

At stå ved en pølsevogn kan efterhånden føles lidt som at træde ind i et nationalkonservativt glansbillede – eller som at flage med Dannebrog. Det er traditionsrigt, og det er hyggeligt. Samtidig bliver man let taget til gidsel i en politisk konflikt. Som om man pludselig står der og med ketchup løbende ned ad håndleddet tilslutter sig et standpunkt. Under valgkampen i 2019 blev en pølsevogn på Brønshøj Torv centrum for en debat om danskhed, og både Mattias Tesfaye, Inger Støjberg, Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard stillede op til pølsesnak og lod sig fotografere i og omkring pølsevognen. Hvis ikke den før havde været det, blev pølsevognen her et politisk våben i en værdidebat om danskhed – uagtet at den ikke har sine rødder i Danmark. Jeg var heldigvis parat til at tage rollen som politisk marionet på mig, for jeg var sulten.

Det skulle vise sig at være den rette indstilling, for da jeg to timer senere stod ved en kundeforladt pølsevogn på Rådhuspladsen, blev jeg mødt med et beskt “Det er shawarmabarerne” til spørgsmålet om, hvorfor pølsevognene uddør. Det virkede i bedste fald kun som den halve forklaring, for den ristede med det hele, jeg havde bestilt, så noget bleg ud. Idet jeg satte tænderne i den, kunne jeg konstatere, at brødet ikke havde opnået den ønskede sprøde hinde om det hvide brød, ligesom pølsen, efter min smag, ikke var tilstrækkeligt ristet. Løgene, der gerne skulle trække lidt tårer, var adskillige timers friskhed fra at være i stand til det, ligesom de syltede agurker virkede demonstrativt præfabrikerede. Men at kunderne udeblev, måtte man forstå, var konkurrenternes skyld.

Opsat på at finde en mere opbyggelig vinkel – og ikke helt mæt efter en enkelt hotdog – fortsatte jeg min færd. Den førte til Lones pølser på Frederiksberg Allé. Lone, der har stået i sin vogn i 25 år, kunne ikke genkende, at forretningen skulle være dårlig. Her var et rend af stamkunder, og hun havde tilmed styr på ristning af både brød og pølse, selvom kondimenterne var ligeså indkøbte som på Rådhuspladsen. Lone fortalte stolt, hvordan hun havde udkonkurreret den McDonald’s, der plejede at ligge lige ved siden af, og at hun flere gange havde afvist at rykke sin vogn tættere på Rådhuspladsen for at blive, hvor hendes faste kunder var. Hotdoggen hos Lone var helt ærligt ikke meget bedre end den på Rådhuspladsen, men stemningen var anderledes god og føltes ikke ladet af hverken den ene eller den anden agenda.

At stå ved en dansk pølsevogn er ikke en gastronomisk oplevelse. Hos de sælgere, der nægter at nærme sig den frysetørrede havtorn og den hjemmerørte fars, er det ikke kun maden, det handler om. Det skal man være klar til at tage med, når man besøger dem, ligesom man skal kunne stå herligt befriet fra sine holdninger. At stille sig ved en pølsevogn skal være som at stille sig ved et agastronomisk, apolitisk helle. Derfor er det nok folk som Lone, der kommer til at sikre artens overlevelse. Men det ville da ikke skade, hvis de gode vogne tilmed – som man fx gør det hos Verdensmesteren i Hvidovre – begynder at sylte sine egne agurker. Så kan det være, de nostalgiske millennials snart begynder at flokkes om byens bevaringsværdige vogne. /Asta Kongsted