Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix
Til ingens større overraskelse lykkedes det alligevel ikke Donald Trump og svigersønnike Jared Kushner at løse Israel-Palæstina-konflikten og skabe fred i Mellemøsten. Den fik ellers ikke for lidt, da Trump sidste år fremlagde forståelsespapiret “Abraham Accords“, der officielt skulle skabe diplomatiske forbindelser mellem Israel, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. Tanken var vist at normalisere et større samarbejde mellem Israel og den arabiske verden, førend man tacklede den helt store elefant i rummet: den israelske besættelse af Vestbredden. Bahrain og emiraterne skulle ligesom have ét ben i hver lejr, så de bedre kunne mægle mellem de stridende parter. Ja, og så var der også noget med Iran, men det skal vi ikke ind på nu. For tænk engang: Trumps taktiske træk har vist sig at være en fuser. Volden fortsætter, og de menneskelige tragedier hober sig op. Abraham havde alligevel ikke svaret på den fastlåste situation. Det hjalp nok heller ikke, at Trump har været team Netanyahu hele vejen igennem. Meget kan man sige om MAGA-manden, men nogen upartisk fredsstifter var han ikke.
Det er bedre at lide uret end at begå den, skulle Sokrates engang have sagt. Desværre er vi mennesker bare ret dygtige til at begå uret. Sommetider får man næsten det indtryk, at vi ikke kan dy os for at styre mod afgrunden, selvom vi godt kan se det problematiske i foretagendet. Som lader vi dødsdriften tage styringen, helt uden hensyn til tid og sted. Hvis man spørger en ny rapport bestilt af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), var det i hvert fald noget i den stil, der gik galt med coronapandemien. Katastrofen kunne reelt være undgået, hvis blot de forskellige verdensledere havde handlet mere resolut. Men sikkerhedsmekanismerne manglede, folk var dårligt forberedte og WHO alt for amputeret. Alle led i kæden var for svage, alt imens “globalt politisk lederskab var fraværende“. Tilbage står en komplet uretfærdig tragedie.
Et lidt lignende leitmotiv kan findes i Tyskland. Her afgjorde landets højesteret for nylig, at den tyske klimalov fra 2019 er delvist forfatningsstridig, da den rummer en regulær ansvarsforskydning. Snarere end at tage hånd om de helt tunge CO2-reduktioner nu, forventes den næste generation at finde en god løsning i morgen. Som Politico skriver i en analyse, stiller det Angela Merkel i et lidt uheldigt lys. Mens kansleren har haft travlt med at profilere sig som klimaforgænger på den internationale scene, har hendes indenrigspolitik ikke fulgt med. Der har været for megen nølen og hensynstagen til bil- og kulindustrien, hvilket har påvirket klimaindsatsen. Og så har det tilmed givet politisk plads til De Grønne, som nu truer med at udmanøvrere Merkels CDU ved det kommende valg. Kansleren og de kristenkonservative havde stået en hel del bedre, hvis bare de havde handlet på klimaløfterne i første omgang. For slet ikke at tale om den fortsatte tyske klimaindsats.
Grønne problemer er der i øvrigt også rigeligt af herhjemme. Senest er det kommet frem, at de såkaldte plugin-hybrider får en gennemsnitlig skatterabat på 108.700 kr. per bil, hvilket ifølge Information svarer (betalingsmur) til, at staten har brugt mere end 1,1 mia. skattekroner på kombinerede el- og benzinbiler de første fire måneder af året. Som udgangspunkt lyder det jo som en (relativt) god klimahistorie, hvis ellers ikke det var fordi, at plugin-hybrider ifølge eksperter slet ikke er så klimavenlige, som de bliver gjort til. Eksempelvis har Klimarådet advaret mod hybriderne, da de vurderes til at være lige så skadelige som almindelige dieselbiler. Heller ikke EU-kommissionen synes videre imponeret af teknologien. Kommissionen har i hvert fald besluttet, at plugin-hybrider fra 2026 ikke længere må betegnes som grønne. Med andre ord har vi kastet et milliardbeløb efter en “grøn“ investering, der står til at blive forældet om få år. Det er åbenbart sådan, vi har valgt at styre mod klimakatastrofen: i en flåde af ubrugelige hybridbiler. /David Dragsted