Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix
“Mit hoved blødte, og de gned det med ketchup og mayonnaise, og jeg havde en chokoladebar, som de også gned i sårene. Jeg tror, de forsøgte at stoppe blødningerne ved at putte ting ovenpå dem.“ Vi havde egentlig ikke tænkt os at dykke ned i de enkelte udsagn fra de 286 migrant- og flygtningevidnesbyrd, der er en del af Border Violence Monitoring Networks (BVMN) nye rapport om tortur i forbindelse med pushbacks fra de eksterne EU-grænser i bl.a. Kroatien og Grækenland. For mange eksplicitte skildringer af død og ulykke har tit vist sig at have en modsat effekt; man bliver apatisk af at læse om det. Alligevel er der noget i fortællingen om en mand, der efter at være blevet banket af kroatisk grænsepoliti får smurt kondimenter i sine sår, som var de en sandwich, der skriger på at blive fortalt. Det er nemlig et godt billede på et system, som har sluppet sit greb om virkeligheden.
Systemet, der kommer til syne i rapporten, er et, hvor europæiske grænsevagter i stigende grad udøver vold og overgreb mod migranter og flygtninge, der når til EU’s ydre grænser og som skubbes tilbage ved såkaldte pushbacks. Pushback’et er en ulovlig praksis, hvor folk trænges tilbage over EU’s grænser uden at få mulighed for at søge asyl – en ret, der ellers er sikret i flygtningekonventionen fra 1951 – og det er en praksis, man både indenfor BVMN og i offentligheden har været bekendt med i en række år. Overraskende er til gengæld den mængde af vold, der tilsyneladende er involveret.
BVMN, der er et netværk af 13 ngo’er, har i 2020 samlet 124 beretninger om ulovlige pushbacks af i alt 1827 mennesker. I op mod 90 pct. af tilfældene er der meldt om vold på et niveau, som kategoriseres som enten tortur eller “umenneskelig behandling“. Udover at blive deporteret uden retmæssig behandling af deres asylsager har ni ud af ti oplevet ydmygelser, tyveri, at få tæsk eller at blive overgrebet i afskeden med de europæiske landes grænsevagter.
Ketchup på hænderne
Det lyder umiddelbart som en sag for EU, og det er det også. De eksterne europæiske grænser bevogtes ikke bare af nationale myndigheder, men også af Frontex, som er EU’s agentur for kyst- og grænsebevogtning. Konfronteret med anklagerne om vold og tortur begået af europæiske grænsevagter, var udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes (S) skriftlige svar til Politiken da også, at regeringen støtter, “at Frontex får mere materiel og personale“. Problem solved, fristes man til at sige. For det ville være belejligt at skabe et indtryk af, at de dysfunktionelle grænsesystemer varetaget af pressede EU-lande er separat og væsensforskelligt fra det store Frontex-aggregat, der med sine ressourcer og sit EU-mandat er hævet over den slags ulovligheder og menneskelig nederdrægtighed. Men djævlen ligger som bekendt i detaljen, og det ved Tesfaye, hvorfor han da også fik tilføjet: “Jeg er selvfølgelig også opmærksom på anklagerne mod Frontex. Dem tager jeg meget alvorligt.“
Det er betryggende, for der er ikke meget, der tyder på, at Frontex skulle være nogen grænselands-messias. For få uger siden kunne The Guardian rapportere, hvordan EU-lande siden pandemiens begyndelse har foretaget op imod 40.000 ulovlige pushbacks i Middelhavet, hvilket menes at have kostet 2.000 mennesker livet. EU-landenes grænsekontrol i Middelhavet understøttes af Frontex, og agenturet er under anklage for ikke bare at støtte de ulovlige pushbacks, men også for at tage del i chikanering af migranter. Dets indblanding undersøges lige nu af det europæiske kontor for bekæmpelse af svig (OLAF).
Nu har vi ikke meget erfaring med at smide penge efter problemer (det er en dyr løsning, og journalister tjener slet ikke så godt længere). Derfor skal vi passe på med at komme for godt i gang over for folk som Mattias Tesfaye, der med planer om at udlicitere dele af det danske asylsystem til Rwanda er mere end velbevandret i dén disciplin. Men vi forestiller os, at hvis man endelig skal betale sig ud af sine kvaler, så kan det være en god idé at overveje nøje, hvem man betaler. I den forbindelse må det være værd at undersøge, om også Frontex har ketchup og mayonnaise på hænderne, inden de får lov at rydde op i den humanitære falliterklæring, som er det europæiske grænseland. /Asta Kongsted