Foto: Ritzau Scanpix
Hvad vil danskerne? Hvad synes de? Danskerne synes, at mennesker, der er flygtet fra den syriske borgerkrig, bare skal sendes hjem så hurtigt som muligt. Og hvis de dygtige folk i Udlændingestyrelsen vurderer, at Damaskus er et sikkert sted, så er det nok rigtigt. Hvad så med de danske børn, som frister en kummerlig tilværelse i syriske flygtningelejre, fordi deres mødre har truffet nogle ufatteligt dumme beslutninger? Tja, det er jo en ulykkelig situation, men også her er danskerne ubønhørlige: Det er bare ærgerligt for børnene. Der er ikke så meget, vi kan gøre.
På udlændingeområdet har Mette Frederiksens socialdemokratiske regering i hele sin levetid navigeret efter ikke bare, hvad den mente, befolkningen havde givet den mandat til efter folketingsvalget i 2019, men også efter, hvad den mente, befolkningen ønskede. Når meningsmålinger har vist, at et repræsentativt flertal af danskerne var imod, at de danske børn i fangelejrene al-Hoj og og al-Roj skulle reddes hjem, jamen, så har laveste fællesnævner også været regeringens holdning.
Men befolkningens vilje er jo ikke en statisk størrelse. Da det tidligere på året kom frem, at Udlændingestyrelsen – mod anbefalinger fra FN – var begyndt at inddrage syriske flygtninges opholdstilladelse i Danmark med henblik på at sende dem hjem til en uvis skæbne i Syrien, blev det alligevel for meget for mange. De syriske flygtninge har været her i en årrække, de har lært dansk, gået i skole og uddannet sig og er blevet en del af lokallivet, som det udfolder sig rundt omkring i landets byer.
At vende ryggen til en forbrydelse
Avisen Nordjyske bragte i sidste uge en artikel om den 17-årige Abdullah Al Salloum, som kom til Danmark med sin storesøster og mor i 2015. I 2016 fik de at vide, at drengens far, der var blevet i Syrien for at kæmpe mod præsident al-Assads styre, angiveligt var død af hjertestop. Som Nordjyske gengiver historien, var der efter farens død ikke længere noget, der bandt den lille familie til Syrien, så Abdullah, hans søster og mor knyttede sig mere og mere til Vendsyssel, hvor skæbnen havde sendt dem hen.
“Jeg fik med det samme nogle gode venner, som hjalp mig med at komme i gang med at være i Danmark. De gjorde mange ting for mig. De hjalp mig med alt – og specielt har min træner Kasper Bang gjort rigtigt, rigtigt meget for mig. Han var nærmest som en far for mig,“ udtaler Abdullah. Han var nemlig begyndt at spille fodbold i Tornby IF som en del af et ambitiøst integrationsprojekt. Tidligere i maj fik familien pludselig besked fra udlændingemyndighederne om, at de skulle forlade Danmark inden for 30 dage. “Jeg havde slet ikke troet, at det ville ske,“ siger Abdullah.
Det troede hans træner heller ikke. Kasper Bang har nu taget fri fra sit arbejde for at kæmpe for den syriske familie: “Jeg føler mig jo ramt af det her. Også fordi jeg selv har en søn, der er lige så gammel som Abdullah. Så det at han måske skal sendes i krig, det rammer mig dybt.“
I Fyns Amts Avis kunne man forleden læse et debatindlæg af en Pernille Laier Larsen fra Svendborg. Hun skrev, at hun aldrig havde deltaget i en demonstration, men altid “foretrukket at sympatisere fra afstand“, fordi hun tænkte, at “virkeligheden er for kompleks til korte slogans“. Men det er den ikke længere. “Efter at have sat mig ind i forholdene for hjemvendte syriske flygtninge er jeg ikke i tvivl. Jeg føler, at jeg vender ryggen til en forbrydelse, hvis ikke jeg reagerer nu.“
“Vender ryggen til en forbrydelse“; “reagerer nu“. Det er nemlig rigtigt. Her er en rimelig almindelig dansker med et rimeligt almindeligt job i uddannelsessektoren, som har sat sig lidt ind i tingene, og som hun også påpeger, er myndighedernes inddragelse af de syriske flygtninges opholdstilladelse “i modstrid med FN’s, EU’s og NGO’ers anbefalinger“.
I jagten på magten har den socialdemokratiske regering med statsminister Mette Frederiksen ved roret sat barren for moral og almindelige menneskelig solidaritet meget, meget lavt. Tirsdag aften nåede regeringen godt nok frem til, at den er villig til at hente 14 af de 19 danske børn i syriske fangelejre hjem sammen med deres mødre. De sidste fem vil de tage hjem, men uden mødrene. Det er da en start, men regeringen kunne have gjort det for flere år siden. Og det sker først efter en meget overbevisende journalistisk kampagne fra Ekstra Bladets side.
Egentlig burde hele regeringen sendes på genopdragelse, men det går ikke. I dag er der demonstrationer i hele Danmark til fordel for de syriske flygtninge. Fremmødet bliver massivt. Det er danskerne, der taler.
Som Pernille Laier Larsen fra Svendborg også skrev i sit læserbrev: “I demokratiet kommer magten fra borgerne, og med den indflydelse følger et særligt ansvar. Et ansvar for at være oplyste og kritiske over for magthavere og myndigheder. De regerer jo for os. Derfor er det vores pligt at vise dem, når de ikke gør det ordentligt.“ /Oliver Stilling