Nyhedsanalyse

Kryptomarkedets store ædegilde

Ét ord i én Twitter-tråd fik mandag værdien af kryptovalutaen Bitcoin til at nå sit laveste punkt i tre måneder. Der er næsten kun én person, man kunne forestille sig have den slags indflydelse, og det var da også elbilmogul og kommende Marskolonialist, Elon Musk, der satte markedet på den anden ende. Han har selvfølgelig gødet jorden i ugevis. Med en række tvetydige udsagn om Bitcoin, som Tesla ellers har investeret en god del i, havde han destabiliseret kryptovalutamarkedet i en grad, hvor hans mindste bjæf på Twitter kunne aflæses direkte i kurserne. Når Musk tweetede, at Bitcoin med sit elektricitetsforbrug udgjorde et miljømæssigt problem (et spændende standpunkt for en elbilsforhandler), fik det direkte indflydelse på værdien af Bitcoin. Det samme gjorde det, da han tweetede, at Tesla ikke længere ville acceptere betaling i Bitcoin.

Sideløbende begyndte Musk at skabe ståhej omkring Dogecoin, en anden kryptovaluta, der blev oprettet i 2014 som – hold nu fast – en parodi på Bitcoin. Valutaen, der siden den så dagens lys, har ligget på en stabilt lav kursvurdering, har siden januar fået en reel værdi, bl.a. fordi Musk (på Twitter selvfølgelig) har været med til at skabe interesse omkring Dogecoin, der har et billede af en Shiba Inu-hund som sit logo i en reference til 2013’s mest populære hunde-meme. Efter aktivt at have hypet Dogecoin, valgte Musk dog i spøg at kalde valutaen for en “hustle“, da han for snart to uger siden gæstede det legendariske satireshow Saturday Night Live, hvilket igen fik værdien til at dale.

Det er den indflydelse Musk, som en enmands-internettroldehær, har fået opbygget omkring sin person. Og det er den indflydelse som gør, at han mandag med et enkelt ord kunne få værdien af Bitcoin til at falde 8 pct. “Indeed“ svarede han på en Twitter-bruger ved navn CryptoWhales spekulation om, at Tesla næste kvartal ville sælge sin Bitcoin-beholdning, og så styrtdykkede kursen ellers. Imens sad ivrige Reddit-brugere i forskellige internetfora og forsøgte at presse prisen på Dogecoin op til 0,69 dollars pr. enhed – som reference til en sexstilling/meme.

Spis, min gris

I kultfilmen La Grande Bouffe fra 1973 tager fire mænd ud i en stor villa for at æde sig ihjel. Huset fylder de med alt, hvad de er blevet opdraget til at begære: Perverse mængder af dyr mad og vin og kvinder, man kan have sex med for penge. Det er to timer og femten minutters hedonistisk kritik af forbrugersamfundet uden anden konklusion, end at mændene til sidst er så fyldt af det, de opponerer imod, at det slår dem ihjel. På samme måde tyder det på, meme-økonomien har sat ind på et ædegilde, der kan ende ud i selv-kannibalisme.

En af hovedtankerne med kryptovaluta var at skabe decentraliserede, anti-autoritative betalingssystemer, som kunne holdes uafhængige af bankerne og det indspiste finansmarked. Da det blev født af internettet, blev det præsenteret som en ironisk afvisning af mainstream og med en selvrefererende humor, som er karakteristisk for den kultur. Hvis man ville benytte teknologien, måtte man acceptere, at den kom med en sidevogn udgjort af dårlige sex-jokes, valutaer, der parodierer andre valutaer og billeder af små, dumme hunde. Til gengæld rummede (og rummer) kryptovalutaer og Blockchain-teknologi et oprigtigt potentiale for at udfordre finansmarkedet, som man kender det.

Den radikale decentralisering ser dog ud til at have skabt et magtvakuum, som folk som Elon Musk kun er alt for glade for at kunne udfylde. Musk er lykkedes så godt med at brande sig selv som skæv og væsentligt mindre finanskapitalistisk koldblodet end fx Jeff Bezos, at han formår at fjerne fokus fra den kendsgerning, at han er verdens næstrigeste mand. Derfor er han, lige meget hvordan man vender og drejer det, ikke en del af oppositionen, ligesom han ikke spiller på hold med dem, der sidder på Reddit og køber aktier i overensstemmelse med hans seneste kryptiske udmelding. Internetkulturen har meme’et kryptovalutaen over i den del af finanssektoren, de prøvede at undgå. Her står Elon Musk og venter. Han fik i øvrigt kursen på Bitcoin til at stige igen dagen efter ved at tweete, at Tesla ikke havde solgt ud af sin beholdning. For nu. /Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12