Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Man står sjældent med en vindersag, når man bliver nødt til at understrege, at man ikke er diktator. Ikke desto mindre var det situationen, udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) stod i torsdag aften. Tesfaye var taget til borgermøde på Langeland for at drøfte regeringens planer om et nyt udrejsecenter på øen. Tanken er, at Udrejsecenter Holmegaard skal huse godt 130 udvisningsdømte kriminelle udlændinge samt udlændinge på tålt indhold. Men det skal langelænderne virkelig ikke bede om. Ifølge politiets skøn var omkring 2.000 mennesker troppet op til mødet for at demonstrere. Protestgrupper på Facebook fik nye medlemmer i rekordfart, flagene stod på halvt, slagordene “Langeland siger nej!“ gav genklang henover hele øen – og blev endda fløjet rundt i luften af et privatfly.
“Jeg er simpelthen pisse hamrende bange,“ lød det fra en kvinde, Fyns Amts Avis havde talt med. Andre fortalte om tabt nattesøvn. “Nu er jeg hverken fremmedhadsk eller racist, men…,“ begyndte en sætning, da DR stak mikrofonen frem. Borgmester Tonni Hansen (SF) rasede over, at regeringen havde handlet egenrådigt ved slet ikke at inddrage kommunalbestyrelsen i beslutningen. Og kunstnerparret Per Buk og Ann-Kerstine Nielsen fra landsbyen Kædeby var ikke i tvivl om, at udrejsecenteret ville blive Langelands undergang: ”Langeland er den spinkle dreng i klassen, der er faldet og har slået sit knæ, og som lige er på vej op. Der er kommet gang i bosætning og kultur- og naturturismen. Med et udrejsecenter får vi prædikat som øen for kriminelle udlændinge. Man skævvrider en i forvejen fattig kommune.“
Til selve borgermødet var stemningen tilsvarende elektrisk. “Det er det mindst dårlige sted. Der findes kun elendige placeringer. Det er vi total med på,“ argumenterede Tesfaye. Og til sidst måtte ministeren altså smide jeg-er-ikke-diktator-kortet:
“Jeg er minister, ikke diktator.“
“Jo, du er.“
“Nej, det er jeg ikke […] Hvis et flertal i Folketinget siger, det er en elendig idé, så kommer vi ikke til at tromle henover Folketinget,“ lød en udveksling i salen.
Den bold var oppositionen ikke sen til at gribe. Sammen med SF – der jo altså sidder på borgmesterposten på Langeland – har et flertal samlet sig for at sige nej til Udrejsecenter Holmegaard. Og pludselig er Tesfaye blevet tvunget til at indkalde partierne til et møde om udrejsecenteret. Det ligner en tabersag for regeringen. En tabersag, der ironisk synes skabt af den benhårde strammerlinje, som Socialdemokratiet er blevet bannerfører for.
Hvis man konsekvent behandler og omtaler menneskene på landets udrejsecentre som spedalske, er der vel ikke meget at sige til, at langelænderne bliver bange. Regeringen synes fanget i deres eget spin: Når centrene gøres til noget farligt og fordækt, kan spørgsmålet om deres placering heller ikke blive andet end politisk sprængfarlig. For slet ikke at tale om den selvforstærkende, forrående effekt. Forslaget om at oprette et udrejsecenter på øen Lindholm bliver velsagtens vand i forhold til, hvad partierne nu finder på. Se bare på Dansk Folkeparti, der ønsker at placere udrejsecenteret på en ø uden for Grønland.
I sin filosofiske udredning af, hvad der gør os mennesker til mennesker, indser Hannah Arendt, at handling spiller en altafgørende rolle. Handlinger er – groft sagt – det, som bringer spontanitet ind i tilværelsen. De finder sted i det offentlige rum, og dermed også mellem mennesker. De er uforudsigelige og kan heller ikke gøres om. Dermed kommer tilgivelse også til at spille en vigtig rolle. Vi mennesker skal altid holde for øje, hvad vi gør ved hinanden. Men vi skal også kunne tilgive, når en handling er udført. Problemet er jo netop, at vi slet ikke ville være mennesker, hvis ikke vi kunne handle – og dermed komme for skade at gøre noget forkert.
Vi vil ikke til at forfægte, at menneskene i udrejsecentrene fortjener at være, hvor de er – vi har i hvert fald ikke indsigt nok i de finere detaljer til, at vi vil kunne fælde en anden dom. Men det må vel være muligt omtale centrene som mere og andet end en slags helvedes forgård, der trækker alt omkring sig ind i et sort hul. For hvis man går ned ad den vej, vil der ikke være meget andet tilbage end ilter symbolpolitik og en fortsat umenneskeliggørelse. Hvis Langeland skal bruges som eksempel, bliver det politiske handlingsrum i hvert fald svært at få øje på. /David Dragsted