Den 26-årige journalist, som blev anholdt ved et Ryanair-flys uhørte nødlanding i Minsk. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Egentlig stod EU’s fortsatte forhold til Storbritannien og Rusland øverst på dagsordenen, men mandagens EU-topmøde i Bruxelles blev på dramatisk vis kapret af en anden og mere presserende debat: Den mystiske nødlanding af et Ryanair-fly i Minsk, der førte til anholdelsen af en 26-årig hviderussisk journalist.
Søndag var flyet på vej fra Athen til Litauens hovedstad, Vilnius, da det blev beordret af den hviderussiske luftfartskontrol til at nødlande i Minsk som følge af en bombetrussel. Bemærkelsesværdigt var det, at flyet var tæt på at forlade luftrummet over Hviderusland – eller Belarus, som det danske udenrigsministerium nu kalder landet – og som sådan var tættere på Vilnius end den hviderussiske hovedstad. Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at den 26-årige journalist Roman Protasevitj var ombord på flyet. Protasevitj er medstifter og tidligere redaktør på mediet Nexta, som spillede en vigtig rolle for den hviderussiske opposition under valget 2020 – det valg, som førte til historisk store demonstrationer i Hviderusland.
Kort fortalt er Roman Protasevitj ikke nogen populær skikkelse hos præsident Alexander Lukasjenko. Journalisten har af samme grund valgt at flygte til Litauen, hvorfra han har kunnet koordinere kritikken af Lukasjenko uden frygt for de sigtelser, som diktatoren har smidt efter ham. Men lige lidt hjalp det altså, da Ryanair-flyet pludselig landede i Minsk. Sammen med sin kæreste Sofia Sapega blev Protasevitj anholdt, inden flyet fik lov til at fortsætte til Minsk, eftersom der – til ingens større overraskelse – alligevel ikke var en bombe ombord.
Selv efter Lukasjenkos standarder virker indgrebet ualmindeligt skamløst. Embedsmænd fra det hviderussiske transportministerium har forsøgt sig med en halvbagt forklaring om, at bombetruslen kom i en email fra Hamas, hvilket i bedste fald lyder som ren ønsketænkning. Situationen kan dårligt tolkes anderledes, end at “Europas sidste diktator“ har ønsket at fange en dissident uden hensyntagen til international lov og ret. Hvilket forståeligt nok har fået de fleste op af sædet.
I et radiointerview udtaler Ryanair-direktør Michael O’Leary – der om nogen har behov for at undsige flyselskabets rolle i sagen – at der er tale om statsstøttet pirateri, ligesom direktøren også mener at vide, at der var hviderussiske KGB-agenter med ombord. Og blandt EU-politikerne har det heller ikke skortet på fordømmelserne. “Vi taler om et europæisk fly, fra et EU-flyselskab, som fløj mellem to hovedstader i den Europæiske Union […] Så det er en udøvelse af stats-pirateri, som ikke kan forblive ustraffet,“ fik den franske minister for EU-anliggender, Clément Baune, eksempelvis sagt forud for mandagens topmøde.
Da først unionens stats- og regeringschefer fik slået hovederne sammen, var der da heller ikke megen tvivl: Sagen må undersøges til bunds, og Hviderusland må underlægges nye sanktioner. Det blev bl.a. besluttet, at hviderussiske fly skal bandlyses fra EU’s luftrum, ligesom europæiske flyselskaber nu anbefales at flyve udenom Hviderusland – hvilket flere store selskaber som Lufthansa, Air France og SAS allerede har taget til efterretning.
Som Politico bemærker, er der tale om næsten uhørt hurtig handlekraft fra EU’s normalt så sløve arbejdsgange – og så alligevel. Ret beset mangler kravene fra topmødet endnu at blive bureaukratisk behandlet, hvilket kan blive føre til nye hovedpiner for unionen. Ikke nok med at EU reelt mangler autoritet til at kontrollere andre fly end dem, der lander og letter inden for blokken, vil det bureaukratiske efterspil nemt kunne stille EU’s mangelfulde linje i udenrigspolitikken i et uheldigt lys.
Når stats- og regeringscheferne i så utvetydige vendinger fordømmer Lukasjenkos handlinger, vil enhver nølen nu være lidt pinlig. Dertil kommer, at Lukasjenko generelt ikke synes at lade sig ryste af EU’s mange sanktioner. Siden efterårets fordømmelser af Lukasjenkos genvalg, har præsidenten fortsat med at slå hårdt ned på sine politiske modstandere. Og senest har Lukasjenko reageret på EU’s trusler med en række nye, drakoniske love. Sanktionerne har vist sig at være et meget lidt potent værktøj, hvilket sætter EU i en penibel situation: For hvordan viser man i så fald, at man ikke accepterer flere mystiske nødlandinger i Minsk? /David Dragsted