Tirsdag var en rigtig god dag for grænsedragningsnørder, kontinelsokkelentusiaster og havretsfreaks landet over. Festlighederne kunne begynde ved 17.36-tiden, da Udenrigsministeriet udsendte en pressemeddelelse om, at ”Kongeriget” – dvs. Det Danske Rigsfællesskab – nu kunne udvides med 27.000 kvadratkilometer, svarende til lidt under Jyllands areal (hvis man altså regner de omkringliggende øer med).
Inden vi kommer nærmere ind på, hvor de mange rare, nu danske kvadratkilometer er blevet fundet, skal vi en tur tilbage i tiden. Vi skal kigge på Kontinentalsokkelprojektet. I 2003 nåede Folketinget frem til, at det var på tide, at Danmark formelt tilsluttede sig FN’s Havretskonvention af 1982, og da Færøernes Lagting og Grønlands Landsting kort efter gjorde det samme, kunne det samlede kongerige ratificere Havretskonventionen d. 16. november 2004. Nogle vil måske beskylde Danmark for at nøle med ratificeringen, men problemet er, at en kyststat ifølge konventionen har 10 år fra underskrivelsen til at fremsætte krav om ”udvidelse af retten til havbunden ud over 200 sømil”.
10 år lyder af meget. Det er lidt kortere tid, end det tager at bygge Femern-forbindelsen; det er længe nok til at se sit otteårige barn få overskæg og stemmeret. Men på de ti år skal de involverede parter – Danmark, Færøerne og Grønland – sætte eksperter i gang med at dokumentere kravet om retten til nye havbundsområder. Mellem 2009 og 2014 er der blevet sendt fem såkaldte delsubmissioner afsted til Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS) vedrørende områder i havene rundt om Færøerne og Grønland, der samlet løber op i 1,6 mio. kvadratkilometer.
1,6 mio. alligevel. Så nogle vil måske anføre, at de 27.000 kvadratkilometer nord for Færøerne, der er tale om, ikke er alverden, snarere en dråbe i havet. Men arbejdet, mand! Arbejdet med indsamle batymetriske og seismiske data, som bagefter skal bearbejdes og tolkes, er enormt. Og det har det også været for Island og Norge, der har været i samme situation. Norge sendte sin submission til Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser i 2006 og fik en indstilling retur fra CLCS i 2009. Danmark, Færøerne og Island indleverede deres submission i 2009 og fik en indstilling tilbage i henholdsvis 2014, 2014 og 2016. Den endelige aftale om grænsedragningen mellem parterne blev underskrevet d. 30. oktober 2019. Det er den aftale, som Folketinget tirsdag gav sin fulde støtte til.
Alt det her lyder som en relativt kompleks og møjsommelig sagsbehandling, og det er det sikkert også. Men FN’s Havsretskonvention og Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser er der jo for det samme. Det kan næsten ikke gå galt. Man kan ikke engang kalde det diplomati.
Længe leve det danske diplomati
Her kommer udenrigsminister Jeppe Kofod (S) så ind i billedet. I Udenrigsministeriets pressemeddelelse om grænsedragningsaftalen optræder han nemlig med en håndfuld udtalelser, og her bliver det lidt kikset. Først siger han, at aftalen er ”et skoleeksempel på internationalt samarbejde” idet Danmark sammen med Færøerne, Island, Norge og Danmark ”på fredelig vis” har ”forhandlet os frem til den maritime grænse mellem de tre stater”.
”På fredelig vis” er en formulering, man normalt kun bruger, hvis det modsatte var en mulighed. Men Jeppe Kofod kan ikke stoppe her. Som man kan se på hans Twitter-profil, har han tilsyneladende brug for hver eneste lille sejr, han kan få, så han tilføjer: ”I en tid med stigende stormagtsinteresser kan vi godt være stolte over, at de nordiske lande og Rigsfællesskabet her går forrest og viser at diplomati er vejen frem, også når det gælder vanskelige spørgsmål som grænsedragninger.”
Det særlige Jeppe Kofod-diplomati må kunne bruges til noget større. Hvad med fred i Mellemøsten? Eller den gordiske knude i Det Sydkinesiske Hav?
I pressemeddelelsen står der, at man kan kontakte specialkonsulent Henning Dobson Fugleberg Knudsen for yderligere oplysninger. Når man googler hans navn, viser der sig som noget af det første en besked, han skrev i den åbne facebookgruppe Det Kolde Gys d. 28. oktober, 2012: ”Kære alle,
er der fuldmånebadning og saunagus i aften?” Dét er en sag for Jeppe Kofod. /Oliver Stilling