Den politiske bombe: Tik-tik-tik – DONG

Når den store aktiepost i Dong om få uger er solgt på de internationale børser, bør de danske politikere gå sammen og kræve en forklaring.

Hvis der er lov og ret i dette land, bør sagen få et retsligt efterspil for tidligere finansminister Bjarne Corydon og embedsværket i Finansministeriet. Ifølge de officielle beregninger, som netop nu er præsenteret for offentligheden, har Dong i dag en værdi på mellem 83 og 106 milliarder kroner. Den schweiziske bank UBS vurderer Dong til at være intet mindre end 130 milliarder værd.

De nye Dong-vurderinger står i et opsigtsvækkende misforhold til de oplysninger, Bjarne Corydon gav Folketinget forrige år, da en femtedel af Dong blev solgt til Goldman Sachs. Dong er 31,5 milliarder værd, lød det skråsikkert fra den daværende finansminister, som også hævdede, at den danske stats energiselskab var ”nødlidende”. Nu viser det sig, at regeringen skød mellem 50 og 80 milliarder kroner forkert, hvilket er en bedrift, som nærmest overstiger menneskelig fatteevne. Det var mildt sagt en fejlkalkyle og et titanisk beløb. Der kan både bygges nye storebæltsbroer og indkøbes armadaer af kampfly for et beløb i den størrelsesorden.

Nødlidende

Ifølge ordbogen betyder “nødlidende”, at Dong var truet på livet og ikke besad ”de grundlæggende fornødenheder for at overleve”. Bjarne Corydon meddelte altså Folketinget, at politikerne kunne forvente Dong’s snarlige død, hvis de sagde nej til at handle med amerikanerne.

Men Dong var ikke nødlidende. Det var en løgn — altså en påstand fremsat mod bedre vidende — som finansministeren brugte over for Folketinget, og som S-SF-R-regeringen af uforklarlige årsager ville ofre sit liv på at presse igennem i Folketinget.

Jeg anvender det voldsomme ord løgn, fordi det er en korrekt beskrivelse af situationen. Fordi Bjarne Corydon og hans folk godt vidste det, for det fremgår af grundtallene i deres regneark, hvor en almindelig fremskrivning af tallene fører til samme resultat. Men de afviste alt og nægtede at skifte kurs, da kloge folk i januar 2014 sagde fra og sirenerne begyndte at hyle. Dong havde dengang et kortvarigt kapitalbehov, som forlængst er passé, og selskabet skovler i dag penge ind som aldrig set før. Selskabet laver en milliard kroner i overskud om måneden.

Når Goldmann Sachs overhovedet var interesseret i at købe sig ind i Dong, var det, fordi de vidste, at koncernen var et guldæg. Ikke på grund af olie og gas i Nordsøen, ikke på grund af de danske elværker eller et ønske om at eje dansk infrastruktur.

Den egentlige interesse og formue lå i selskabets afdeling for vindmøller, hvor Dong er i verdensklasse teknisk, strategisk og kommercielt. Og hvor Dong netop var ved at åbne døren for et boomende, globalt marked for grøn energi. Goldman Sachs ville have Dongs vindmøller, og dét fik de. Spørgsmålet er, hvordan det skete, og hvorfor Dong blev solgt til spotpris.

Hammershøi på et loppemarked

Jeg udgav sidste år bogen Det bedste bud om sagen, hvor jeg efter bedste evne forsøgte at beskrive, hvad der var sket. Men vanskeligt er det, for tingene hænger vitterligt ikke sammen. Det gjorde blandt andre den amerikanske professor i økonomi William H. Melody klart i en opsigtsvækkende henvendelse, som han i januar 2014 sendte til Folketingets medlemmer, da diskussionen om salg stod på sit højeste.

Professor Melody er ekspert i kapitalfonde og infrastruktur og fulgte sagen tæt, fordi han bor i Danmark og er dansk gift.

”Der er kun ét vigtigt spørgsmål i Dong-debatten. Dongs pris er groft undervurderet,” skrev den amerikanske specialist til de danske politikere. Han henviste blandt andet til et speciale fra CBS, der i 2008 vurderede Dong til at have en værdi på 87-92 milliarder kroner.

”Siden da er nettoaktiverne vokset med ca. 50 mia. kr. (en stigning på 50 pct.), og gælden er vokset med ca. 15 mia. kr. Selskabet er blevet førende inden for vindenergi i Europa, og udsigterne for den planlagte betydelige udvidelse er fremragende. Et konservativt bud på DONGs værdi om fire år er i området 110-150 mia. kr.”

Professoren ramte rigtigt, og han sammenlignede dengang Goldman Sachs investering i Danmark med at købe et Hammershøi-maleri på et loppemarked. Han noterede også en række forhold, der ville have umuliggjort, at en tilsvarende privatisering af offentlig ejendom kunne være sket i USA.

”Den danske stats proces med privatiseringen af DONG og salget til Goldman Sachs lever ikke op til amerikansk lovgivnings krav om åbenhed, gennemskuelighed og lige konkurrence i finansielle transaktioner eller de regler, der gælder for de internationale agenturer, som finansierer privatisering i udviklingslandene.”

Nu kan enhver jo sige hvad som helst, og bagklog kan alle være. Men Melody havde altså ret i sine tilsyneladende absurde, dommedagsagtige forudsigelser for bare to år siden. Nok så pikant er det, at hans advarsel til Folketinget blev formidlet af de to socialdemokratiske kæmper, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og tidligere finansminister Mogens Lykketoft, der i 2014 sad som Folketingets formand.

Ingen kan beskylde Nyrup og Lykketoft for ikke at kunne regne den ud eller mangle evner til at forstå komplicerede sammenhænge. De kunne begge gennemskue perspektiverne i Dong-salget og røg derfor på konfrontationskurs med deres eget partiapparat, der nu blev styret af Bjarne Corydon og Helle Thorning Schmidt.

Hvor Nyrup meldte sig offentligt i medierne og kaldte det kommende salg for en katastrofe — hvilket medførte lussinger fra Socialdemokraternes interne tæskehold, der kæmper for disciplin på de indre linjer — holdt Lykketoft masken, mens han på Christiansborg sørgede for at overbringe Melodys advarsel til samtlige folketingsmedlemmer.

Dette blot for at sige, at modstanden til Corydons Dong-projekt ikke var forbeholdt hippier, romantikere og de umage yderparter Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Eksperter, økonomer, forretningsfolk og fagforeninger gav også lyd, mens meningsmålinger i januar 2014 viste, at en kompakt majoritet af befolkningen var imod det salg, der endte med at sprænge S-SF-R-regeringen.

Men hvordan kunne det ske? Også her havde Bill Melody en forklaring:

”Ved at gennemføre en lynhurtig, uigennemskuelig proces, omgærdet af hemmelighed, med et markant underskud af information – så hurtigt, at ofrene ikke når at opdage, at deres lommer bliver tømt . De russiske oligarker blev rigtig dygtige til at gennemføre den slags ved privatiseringen af Ruslands naturressourcer.”

Dong-salget omfattede alt dette. Hurtighed, røgslør og hemmeligholdelse. Ikke engang toppolitikerne måtte få adgang til aftalens originale indhold — og da det endelig lykkedes Finansudvalgets medlemmer, fik de fire timer til at bladre i den flere hundrede sider lange aftale, skrevet på engelsk erhvervsjura. Politikerne måtte ikke tage notater og læste under opsyn af vagter i Finansministeriet.

Men ingen fik at vide, at Dong ikke var blevet vurderet af uvildige banker. Ingen fik orientering om, at en dansk pensionkasse havde givet en langt højere vurdering end Goldman Sachs. Ingen fik oplyst, at ATP var kommet med et bedre bud, og at alle konkurrenter til Goldman Sachs var blevet fejet af banen af Bjarne Corydons folk.

Det forblev også hemmeligt, at salget af Dong-aktier ikke var annonceret offentligt i henhold til EU-reglerne, før Goldman Sachs pludselig stod som køber. Og at kammeradvokaten havde noteret dette forhold i en skrivelse til regeringen.

Tragikomisk

Det er ironisk grænsende til det tragikomiske, at frasalget af Dong blev gennemført af et Socialdemokrati, der for få år siden bekæmpede idéen med alle kræfter. For det er i virkeligheden en plan udtænkt af partiet Venstre, der i 2001 gik til valg på at privatisere både postvæsenet og landets energiforsyning. Venstre og Konservative vandt valget, og Anders Fogh Rasmussen blev statsminister. De indsatte rigmanden Fritz Schur som arbejdende bestyrelsesformand for både Post Danmark og Dong med det formål at fjerne statens ejerskab over begge disse statsselskaber.

Ingen borger kan klage over, hvad der er sket, og ingen myndighed kan blande sig i dette fatale arbejde i Finansministeriet, som Folketinget godkendte ved en afstemning 31. januar 2014. Den eneste instans, der kan foretage sig ét eller andet, er Rigsrevisionen, og det kun hvis den pålægges opgaven af Folketingets statsrevisorer. Statsrevisorerne er udpeget af partierne og hævdes at være folkestyrets økonomiske vagthunde, som er hævet over partipolitik. Dette ‘uafhængige’ vagtkorps består i øjeblikket af den tidligere konservative minister Lars Barfoed, tidligere Venstre-minister Søren Gade, medlem af Folketinget Klaus Frandsen (radikal), medlem af Folketinget Lennart Damsbo-Andersen (S). Formand er Peder Larsen fra SF og Henrik Thorup fra Dansk Folkeparti.

Indtil videre har vagthundene ikke løftet et øjenbryn, og spørgsmålet er, hvor mange milliarder kroner et finansministerium kan regne galt, før det sker?