Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix
Onsdag landede en decideret klima-bombShell, da en hollandsk domstol afgjorde, at oliegiganten Royal Dutch Shell skal reducere sine CO2-udledninger med 45 pct. i 2030, sammenlignet med virksomhedens udledninger i 2019. Begrundelsen lyder i grove træk, at Shell bærer et individuelt ansvar for sin medvirken i den globale opvarmning, og at virksomheden ikke har gjort nok for at begrænse sine udledninger – og dermed har krænket europæiske menneskerettigheder såsom retten til liv. Eller sagt med lidt andre ord: Shell kan ikke længere gemme sig fra Paris-aftalen, hvilket bør få de fleste store olieselskaber til at ryste i bukserne.
Sagen mod Shell begyndte i 2018, da en sammenslutning af forskellige miljø- og menneskeretsorganisationer – anført af Friends of the Earth – valgte at trække olieselskabet i retten for ikke at leve op til sine klimaforpligtelser. Sådanne søgsmål er efterhånden blevet et vigtigt våben i klimaaktivisternes arsenal, men normalt retter de sig mod de enkelte landes regeringer. At et multinationalt selskab som Shell skulle kunne stilles til ansvar, virkede derfor som ønsketækning. Særligt efter Shell havde fremsat en plan om at reducere sine CO2-udledninger med 20 pct. i 2030, og at blive helt klimaneutral i 2050; det burde ligesom give dem lidt rygdækning. Men på trods af Shells højhellige klimaløfter, valgte domstolen altså at tage klimaaktivisternes parti. Det skete med henvisning til, at planerne er for ukonkrete.
Ikke nok med, at Shell nu er blevet pålagt at finde frem til nye markante reduktioner af sine CO2-udledninger, så skal selskabet også stå til ansvar for sine utallige datterselskaber og underleverandører. Taget i betragtning, at olieselskabet producerede 1,38 mia. tons CO2 i 2020, er det ikke nogen ubetydelig opgave. Og selvom Shell agter at anke dommen, fremgår det af selvsamme, at en anke ikke har en “opsættende“ virkning på reduktionskravene. Det grønne opgør kan altså ikke bare udsættes med en langtrukken juridisk tovtrækning.
Spørger man Friends of the Earths advokat i Holland, Roger Cox, er sejren ikke til at tage fejl af: “Dette er et vendepunkt i historien. Den her sag er unik, da det er første gang at en dommer har beordret et stort, forurenende selskab til at leve op til Paris-aftalen. Den her dom kan også få omfattende konsekvenser for andre store forurenere.“ Journalist og forfatter Naomi Klein giver Cox ret: “[H]ele fossilindustriens forretningsmodel bygger på en antagelse om, at klimaløfter er tandløse og at de ikke er til at håndhæve. Det er hvad virksomheder sagde til deres aktionærer efter Paris-aftalen blev underskrevet. Det her ændrer spillets regler,“ skriver hun på Twitter.
Med dommen i Holland kan hvedebrødsdagene for de multinationale olieselskaber snart se ud til at være en saga blot. Selv hvis Shell vinder ankesagen, vil virksomheder verden over nok værge sig ved at få lignende søgsmål på nakken. Nogle vil måske endda rette ind på forhånd og lancere mere ambitiøse klimamålsætninger, så man ikke får et uventet juridisk rap over nallerne. Mens politikerne klimanøler på livet løs, bliver klimakampen simpelthen vundet ved domstolene. Pludselig er det ikke længere nok at komme med reduktionsløfter baseret på varm luft. Med Shell som potentielt skrækeksempel må virksomhederne nu sikre sig, at de grønne ambitioner faktisk også holder i retten. /David Dragsted