Norm Hall/AFP/Ritzau Scanpix
Krisen er total i amerikansk baseball: Folk kan ikke længere ramme bolden. De bedste pitchers – altså dem, der står for at kaste bolden mod spilleren med et bat – er simpelthen blevet for gode. De såkaldte strikeouts – hvor batteren bliver slået ud efter at have svunget forbi tre gange – er blevet så udbredte, at de nu truer sportens eksistens. Selv for de mest inkarnerede fans er baseball nemlig blevet dødsygt at se på.
Alle synes bekymrede over situationen; trænere, spillere og repræsentanter fra ligaen MLB. Baseball har i forvejen fået ry for at være en tør omgang, da kampene varer en evighed, og der ikke rigtigt sker så meget. Men med de mange strikeouts har kedsomheden nået nye højder. Én efter én går batterne frem blot for at blive straffet af den nådesløse pitcher. Spillerne når ikke engang til baserne, så der kommer aldrig rigtigt gang i spillet.
Fadæsen nåede nye rekordhøjder i april, hvor tilskuere kunne opleve hele 1.092 flere strikeouts end hits, altså spilsituationer, hvor spilleren rent faktisk når første base. “Det er ydmygende‚“ fortæller den forhenværende spiller Reggie Jackson til sportsmediet ESPN. Og Jackson ved, hvad han taler om. Han er den spiller i historien, der har været udsat for flest strikeouts. Baseballtræneren for Princeton University, Scott Bradley, indrømmer, at han nogle gange undlader at se baseball, “fordi det er lidt kedeligt“. Selv Nolan Ryan, pitcheren med flest strikeouts gennem tiden, finder udviklingen bekymrende. Faktisk har de mange strikeouts gjort ham “uinteresseret i spillet“.
Jøsses, hvad er der sket? En kombination af ny boldteknologi og fordelagtige træningsmetoder, lyder ESPN’s bedste bud. Udviklingen hos pitcherne går så hurtigt, at batterne slet ikke kan følge med. De største stjerner kan snildt kaste en bold op mod 160 km/t, hvilket gør det til en næsten livsfarlig mission at stå klar med baseballbattet. Hvis du ikke har haft en baseball mellem hænderne, kan vi røbe, at den føles som en jernkugle forklædt i læder. Og så forstår man jo godt, at mange battere “bare står der og prøver på at overleve“, som den pensionerede spiller Mark Teixeira udtaler.
Ren Flanderization
I tv-seriernes verden arbejder man sommetider med begrebet Flanderization, opkaldt efter naboen Ned Flanders i The Simpsons. I de første sæsoner af The Simpsons optræder Flanders som en forholdsvis normal, kristen familiefar, der har styr på sagerne i modsætning til den brovtende og klodsede Homer Simpson. Efterhånden som serien får nogle år på bagen, sker der dog noget lidt mærkeligt med Flanders. Han bliver mere og mere religiøs og unuanceret, indtil han virker som en gennemført parodi på en fundamentalistisk kristen amerikaner. En Flanderization har fundet sted: Karakterens basale kendetegn er blevet forstærket så meget over tid, at det til sidst bliver en karikatur.
Det er vel egentlig det, der er gået galt med baseball. Sporten var i forvejen kedelig, nu er den blevet helt og aldeles søvndyssende. Pitcherne var i forvejen gode, men nu er de så suveræne, at det bliver helt komisk.
Noget lignende kan i øvrigt siges om regeringens udlændingepolitik. Den er blevet så flandariseret, ja, så komisk stram, at den truer med at undergrave sig selv.
Fredag kunne man læse (betalingsmur) i Berlingske, at embedsmænd i Udlændinge- og Integrationsministeriet forfattede et notat tilbage i januar, hvori der advares mod planerne om at overføre behandlingen af asylansøgere til et tredjeland såsom Rwanda. For i værste fald vil sådanne planer medføre, at Danmark bliver ekskluderet fra EU’s såkaldte Dublin-forordning. Det bliver hurtigt lidt teknisk, men humlen er denne: Uden Dublin-forordningen kan Danmark risikere, at man ikke længere må sende asylansøgere tilbage til det EU-land, hvor de i første omgang blev registreret. Med andre ord vil en asylansøger, der er blevet afvist i fx Spanien eller Sverige, kunne tage videre til Danmark, som da vil være forpligtet til at lave en ny asylbehandling.
Nu er vi ikke tankelæsere, men at få flere afviste asylansøgere til Danmark lyder ikke just som noget, regeringen er interesseret i. Ikke desto mindre står det lovforslag, som skal muliggøre et modtagecenter uden for EU, stadig til at blive tredjebehandlet i Folketinget den 3. juni. Meget tyder endda på, at loven vil blive vedtaget af et flertal bestående af regeringen, SF, Venstre, De Konservative og DF.
I sin ufortrødne jagt på den mest symbolske af alle strammerlinjer, er regeringen simpelthen ved at sejre sig selv ihjel. På papiret lyder det perfekt morbidt at sende asylansøgerne til Rwanda (i hvert fald hvis man er en vælgerhungrende socialdemokrat), men i praksis kan selvsamme gestus komme til at optrappe asyldilemmaet. Og det vil næppe falde i god jord hos den indvandrerkritiske vælgerskare. Elastikken bliver så stram, at den truer med at sprænge. Selv regeringens egne jurister har sagt fra. Alligevel fortsætter udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ufortrødent, da det ifølge ham er en “hypotetisk diskussion“, at Danmark skulle kunne blive smidt ud af Dublin-forordningen. Man skulle næsten tro, at regeringen forsøger at lave en strikeout på sig selv. /David Dragsted