Et venskabeligt måltid på Sortehavet

De siger, at Europas længst siddende hersker er en presset mand. Det er han også; set i bagklogskabens lys skulle Aleksandr Lukasjenko nok ikke have “vundet“ Hvideruslands præsidentvalg i august sidste år med 80 pct. af stemmerne. Siden har hviderusserne demonstreret massivt imod ham, og de har ikke ladet sig afskrække af, at både politi og militær har forsøgt at standse gemytterne med knipler og vandkanoner og det, der er meget værre.

Efter at Lukasjenko for nylig lod et Ryanair-fly med en kritisk hviderussisk journalist om bord hijacke, har EU lagt ekstra pres på Lukasjenko ved at tilbyde Hviderusland støtte og lån for tre mia. euro, hvis landet ændrer kurs i retning af et ægte demokrati. Lukasjenkos eneste ven er Ruslands præsident, Vladimir Putin. Og sikke en ven. Et venskab, hvor den ene ven bestemmer over den anden vens skæbne, er et dårligt venskab.

Lørdag rejste Lukasjenko til den russiske kurby Sotji for at høre, om Putin stadig har hans ryg. Det har han. De var ude at sejle på Sortehavet i Putins store båd, og der blev taget et officielt foto. Og sikke et billede.

Det første, man bemærker, er, hvor stort bordet er, og hvor langt Lukasjenko og Putin sidder fra hinanden. Nu opdager man så drengen i midten. Det er Lukasjenkos 16-årige søn Nikolai, der spøjst nok sidder i en træningstrøje af mærket Under Armour og kigger direkte på kameraet med et blik, som vel kan placeres et sted mellem tomt og beklemt. Kameraet er det eneste sted, Nikolai kan se hen, for hans far og Putin blikke er låst fast på hinanden.

Både Lukasjenko og Putin synes at have beholdt overtøjet på, men der er noget ved Putins åbentstående hvide sejlerjakke, der i højere grad end Lukasjenkos vamsede blå lynlåsjakke signalerer, at han kun lige har et par minutter til at høre, hvad hans ven har at sige. Putins ene sko kan anes under bordets dug. Det er en sejlersko. Lukasjenko er ankommet på et tidspunkt, der er en smule ubelejligt, siger sejlerskoen. Lukasjenkos gummisko er lige så velvalgte. Hvis skoene havde været for fine, havde han lignet en gæst med et alt for vigtigt ærinde. Hvis skoene havde været sejlersko, ville det have set ud, som om han forsøgte at emulere Putins stil – som om han vedstod sig, at Putin er forholdets dominerende part. Der er noget ved Lukasjenkos fodstilling, som antyder, at situationen ikke er helt bekvem for ham.

Måltidet, der skal indtages ved bordet, synes at være i den lettere ende, ikke hvad man normalt byder venner. Der er skåle med frugt, bær og grøntsager. Fadet med grøntsager på Putins side er dækket af cellofan – som om Putin ikke er typen, der spiser grøntsager, men dog ikke afskyer rødløg, radiser og tomater (der ret beset er en frugt) så meget, at han ikke anerkender deres relevans som prydgenstande. Som den eneste person ved bordet har Putin en sprayflaske stående foran sig. Indholdet kan meget vel være antibakterielt. Putin har fået sin coronavaccine, men man ved jo ikke, hvad der er af skadedyr derude. Putin synes altid at være i kontrol, og dette er tydeligvis ikke en lejlighed for alkoholindtagelse. De tre glas, man kan se på bordet, indeholder en substans, som ved første øjekast ligner vin, men farven er for lyst, og vin er ikke kendt for at danne lyserødt skum på toppen. Hvad er det? Er det saftevand? Intet under, at alle tre glas lader til at være urørt. Om lidt hæver Putin sikkert sit glas, og så er det bare om for Lukasjenko og sønnen at drikke så lidt som muligt.

Putin er 68 år, og Lukasjenko er 66. Det er et interessant powergame, billedet bevidner. Lukasjenko ser afventende på Putin, og det er, som om han må lukke øjnene lidt i for at se Putin klart på den anden side af bordet. Hvis han havde skullet bruge briller, ville han have vist svaghed. Det havde været en pr-mæssig katastrofe. Måden, Putin returnerer Lukasjenkos blik, signalerer en smule overbærenhed og måske også en kende irritation. Han ser faktisk på sin ven med et faderligt blik.

Præcis midt på bordet ses en hvid skål med en buket blomster. Buketten er forholdet mellem Putin og Lukasjenko. På den ene side er der næsten ingen grænser for dens overdådighed. Det er på mange måder en smuk buket. Men der er også noget stramt og ufrit over den. Lilla roser? Buketten ligner en genstand, som vel at mærke er skabt af menneskehænder, men som samtidig har efterladt sig et spor af ødelæggelse. Som et godt venskab ser den ikke ud til at visne foreløbig. Gad vide, hvad den er sprøjtet med? /Oliver Stilling