Staten, det er Mette

Der var engang, hvor danskerne var kendte for at være kritiske over for selvhøjtidelige autoriteter. Tilbage fra Ludvig Holbergs komedier har magthavere været udstillet som latterlige og tragiske figurer, og selv i den officielle Danmarkskanon hedder det: “Det danske samfund er efter manges opfattelse præget af kort afstand mellem folket og magthaverne, mellem høj og lav, ligesom der er en uhøjtidelig og antiautoritær tilgang til magten.“

Helt sådan fungerer det danske folkestyre dog ikke længere. Det største mysterium under coronakrisen har således været, at et overvældende flertal af danskerne har udvist en påfaldende autoritetstro, hvor krav om statslig kontrol, vidtgående frihedsbegrænsninger og selvpålagt lydighed har domineret debatten. Ikke mindst på sociale medier, hvor stemningen har været præget af krav om alt fra udgangsforbud over udskamning til loyalitet over for statsminister Mette Frederiksen.

Tidligere tiders uhøjtidelige og antiautoritære tilgang til magten er pludselig blevet erstattet med en mere servil og underdanig attitude blandt flertallet af danske vælgere. Fremover bliver det svært at opretholde forestillingen om, at Danmark skulle være et særligt frækt og frisindet land, mens f.eks. vores naboland Sverige skulle være et såkaldt “Forbudsland“ med underkuede borgere. Rollerne er snarere blevet byttet rundt.

Flere af puslespilbrikkerne til at forstå tidens magtmysterium leveres i den nye bog Det første år, som journalisten Anne Sofie Kragh har skrevet om Mette Frederiksens første år i Statsministeriet. Varedeklarationen er ærlig og ligefrem. Forfatteren har fået eksklusiv adgang til magtens korridorer, mod til gengæld at give statsministerens rådgivere redigeringsret over fortællingen.

Som det kendes fra lignende kendis-biografier og i stigende grad også fra dokumentarfilm, er det først og fremmest hovedpersonens selvbillede, der skildres.  Som det hedder i forordet: “Jeg fik lov til at følge hende tæt, og hvis jeg blev lukket ind i det fortrolige rum, fik hun de afsnit, jeg skrev fra disse, til gennemlæsning. Det samme gjaldt citater, hvad enten de var direkte eller indirekte, gengivet som tale eller tanker.“

Det er derfor langt fra tilfældigt, at Mette Frederiksen skildres som en modig heltinde, som en anden ‘Wonder Woman’, der oprindeligt kommer fra jævne kår i provinsen, men i skæbnens stund træder i karakter og pludselig finder sine superkræfter frem. I det moderne eventyr om Mette Frederiksen redder hun mere eller mindre egenhændigt Danmark fra den sikre død.

Fortællingen i Det første år er udspændt mellem to vidt forskellige figurer, som rådgiverne i regeringstoppen gerne vil knytte til Mette Frederiksen – og ikke mindst få til at smelte sammen: I sit privatliv skal hun fremstå mere ordinær og gennemsnitlig, end nogen tidligere statsminister, og i sit offentlige virke skal hun til gengæld virke mere myndig end nogen af forgængerne.

Den første rolle er selve udgangspunktet, rollen som arbejderpigen fra Aalborg. Påfaldende mange gange i bogen betones det, at hun bedst kan lide bondsk smørrebrød, ikke alt for fancy retter. Man må forstå, at hun ikke snobber nedad, for hun elsker simpelthen bare det allermest almindelige. Selv højhælede stilletter er hendes krop ikke skabt til. Eller som John Mogensen synger i sin schlager: “La’ kun de andre se ‘dyre’ ud / med store hatte og ‘kalket hud’ / hun går alene i fred og ro / den lille pige i flade sko.“

Den anden rolle er noget mere spektakulær, rollen som situationens generalstabschef. Igen og igen skildres det, hvordan de tøvende og skeptiske embedsmænd slet ikke forstod alvoren, da Covid-19 pludselig begyndte at sprede sig over hele verden, og Mette Frederiksen – ikke mindst i bekymring for sin egen lungesyge far – derfor valgte at lukke Danmark prompte ned 11. marts 2020.

I en typisk scene – som rådgiverne dog må være særligt glade for – ringer Mette Frederiksen til Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, fordi rygtet går, at han kan skaffe ekstra Covid-19-testkits fra Kina: “Køb dem, så må jeg finde ud af, hvordan jeg får dig betalt,“ refereres Mette Frederiksen for at sige i telefonen. Og som forfatteren tilføjer: “De to kendte ikke hinanden, havde aldrig talt sammen før, og han blev noget overrasket over at have statsministeren i røret.“

Mette Frederiksens er en handlingens kvinde, må man forstå. Helt uden om det bøvlede bureaukrati sikrer hun, helt personligt, at testkapaciteten endelig kom op i omdrejninger. Og hun gider ikke at høre noget vrøvl. Heller ikke om de mange beslutninger, der er gået skævt. Bogens forfatter Anne Sofie Kragh har således accepteret, at minkskandalen slet ikke berøres.

Superhelte-fortællingen om Mette Frederiksen er renset for mislyde, fejltrin og fiaskoer. Men nok så væsentligt er det lykkedes for Mette Frederiksen at trænge igennem med budskabet om, at hun er mere almindelig end alle de andre folkevalgte og mere beslutsom – når det gælder – end alle andre toppolitikere. Og heri ligger hemmeligheden, der kan forklare, hvordan det i Danmark er lykkedes for S-regeringen at overkomme tidligere tiders almuetradition med en “uhøjtidelig og antiautoritær tilgang til magten“.

Som en moderne udgave af et klassisk kongemaleri, hvor regenten typisk skildres noget mere imposant, end de historiske kilder kan bekræfte, skaber Det første år også et indblik i det selvbillede, som statsminister Mette Frederiksen gerne vil have til at stå tilbage for eftertiden. Men den kaster samtidig også skygger over en fremtid, hvor vælgerne er blevet vænnet til, at magthaverne ikke modsiges.

En skønne dag vil selv Holberg måske kun blive husket som en norsk forfatter? Her i Danmark er den skælmske magtkritik i hvert fald ved at forvitre. /Lars Trier Mogensen