Friends: The Reunion
Kan man gå igennem livet uden på et tidspunkt at ende til en genforeningsfest? De synes uundgåelige, selvom der er påfaldende få mennesker, der virker oprigtigt begejstrede for konceptet. Tag klassereunionen. Den kan næsten ikke føre til andet end erkendelsen af, at selvom du har brugt de sidste 20 år på at rejse dig fra din outsiderposition i folkeskolen, så er det stadig outsiderpositionen, Peter fra parallelklassen (der i mellemtiden er blevet daglig leder i Fakta) sætter dig i, når I sidder om bordet i et lokale med underlig belysning og Christina Aguileras Beautiful skrantende ud af højtalerne. Det er næsten en naturlov, at alle på et tidspunkt i deres liv får lyst til at give sig selv og andre den ret unødvendige oplevelse – måske i håbet om, at lige netop denne genforeningsfest bliver anderledes.
Den samme naturlov hersker i underholdningsindustrien. Har et tv-show været tilpas populært blandt en tilpas stor mængde mennesker, vil der komme et tidspunkt, hvor tanken om penge, et sidste skud opmærksomhed og måske endda lyst driver skuespillere og deres producenter til at indvilge i en genforening. Den naturlov kan nostalgiske fans af tv-showet Friends – og indrømmet, det gælder også os – takke for, at Friends: The Reunion nu findes på HBO. I en spillefilmslang walk down memory lane kan man få lov at søbe rundt i søde tv-minder fra 90’erne. Er man ikke sentimentalt anlagt, kan man se med for at blive mindet om, at botox kan få dit ansigt til at se virkelig underligt ud (vi kigger på dig, Matthew Perry).
Det er lidt hyggeligt at se på, men det virker også bedaget. Ganske som ved en folkeskolereunion er det svært ikke at komme til at sidde med en følelse af, at man måske nok engang havde noget særligt sammen, men at det for længst er forduftet. Det, der synes at være forduftet her, er kærligheden til den Hollywoodmonokultur, som Friends er et kroneksempel på.
Vennernes ornament
Forestiller man sig en håndfuld cancan-dansere, der står på en række og smelter sammen til en enkelt bevægelse, så har man billedet på det, Sigfried Kracauer i et essay fra 1927 kalder “Massens ornament”. Her er individet reduceret til et led i en kæde, som underholder med et enkelt og utvetydigt budskab. Forestiller man sig skuespillerne fra Friends stående på den række, så er det et godt (omend lidt sært) billede på 90’ernes tv-monokultur. Uge efter uge solgte serien det samme budskab, nemlig at der findes et tidspunkt i dit liv, hvor din (homogene) vennegruppe er din familie, og hvor livet er flydende. Men at denne tid skal have en ende, når du slår dig ned med din (heteroseksuelle) partner.
I mellemtiden er epoken, hvor alle sad og så de samme udsendelser og fik det samme budskab sprøjtet i hovedet på samme måde, så småt forbi. Ikke fordi industrien har ændret sig, men fordi platformene er blevet flere, og fordi mainstreamunderholdning nu bærer præg af, at der ikke længere er så mange penge i at sælge en illusion om, at vi er i samme båd. Derfor kan Friends: The Reunion virke som et overflødigt tv-indslag.
Og dog.
For et år med corona, trængte fællesskaber og tv-transmitteret fællessang har trods alt vist, at vi stadig er nostalgiske efter de store, utvetydige fællesskaber. Derfor giver tanken om at se de seks venner samlet igen også et lille, ufrivilligt sug i tårekanalen. Taget ud af deres synkrone cancan-opførsel, træder de dog frem som solariebrune, botoxfyldte versioner af det, vi allesammen af og til er: Alene og nostalgiske efter en tid, der kun findes på tv. Den sentimentalitet kan få folk til at gøre de skøreste ting. Såsom at deltage i unødvendige (folkeskole)reunions for at holde illusionen i live. /Asta Kongsted