Yonatan Sindel/AFP/Ritzau Scanpix
“Den som er vældig stærk, bør også være vældig rar” – Astrid Lindgren.
Nå, så gik den tilsyneladende ikke længere for Benjamin Netanyahu, Israels mangeårige premierminister. Bibi, der altid har brystet sig af at være både bomstærk og benhård (og altså ikke har læst sin Astrid Lindgren), står endelig til at blive vippet af pinden. Efter hele fire parlamentsvalg på blot to år, har et flertal uden om Netayanhus parti Likud måske løst landets gordiske regeringsknude.
Onsdag aften meddelte oppositionsleder Yair Lapid til præsident Reuven Rivlin, at han er i stand til at danne regering. Og Lapids model ligner en reel landvinding i israelsk politik. Eller, som mediet Axios udtrykker det, “en seismisk begivenhed”. Ved at samle hele otte partier, der spænder fra venstre til det ydre højre, i en ny, uhørt koalition, vil oppositionslederen gennemtvinge et magtskifte. Først får den kontroversielle højrefløjsskikkelse Naftali Bennett titlen som premierminister i to år, hvorefter Yair Lapid selv vil overtage stafetten. Men om den nye regering nogensinde når så langt, er et ret åbent spørgsmål.
I første omgang skal en konkret forhindring fejes af banen: Den foreslåede regering skal godkendes i det israelske parlament, Knesset. Det burde egentlig være en formsag, nu hvor Lapid allerede har sikret sig et flertal. Men intet er helt ligetil i israelsk politik. Koalitionens flertal er spinkelt, og Benjamin Netanyahu ventes at gøre, hvad han kan for at sabotere regeringssamarbejdet, inden det kommer i gang. Får han overbevist nogle af de vaklende mandater på det yderste højre, kan det snildt blive regeringens dødsstød. Bibi vil desuden være stærkt motiveret i sin politiske dødskamp: Eftersom han stadig har en korruptionssag hængende over hovedet, har han brug for mandaterne til at sikre sig fortsat immunitet.
Et umage samarbejde
Tid kan derfor hurtigt vise sig at blive den afgørende faktor. Yair Lapid ønsker at få koalitionen til afstemning hurtigst muligt, så folk ikke når at få kolde fødder. Men formanden for Knesset, Netyanyahu-støtten Yariv Levin, vil reelt kunne forhale afstemningen – der dog senest skal finde sted inden for 12 dage. Sikkert er det, at der vil være spænding til sidste øjeblik.
Lige så spændende bliver det, hvis den nye regering rent faktisk godkendes i Knesset. Ikke nok med, at Bennett – der ofte betegnes som en næsten mere ekstrem udgave af Netanyahu – vil komme til magten, så bliver et arabisk parti, Ra’am, for første gang en del af regeringskoalitionen. Derudover vil projektet tælle så forskellige typer som centriske Benny Gantz og den forhenværende, stærkt nationalistiske forsvarsminister Avigdor Lieberman. Under devisen “min fjendes fjende er min ven”, har Yair Lapid samlet en politisk humlebi, som vel nærmest kun kan flyve på baggrund af en fælles aversion mod Netanyahu.
Netop det forhold vil dog nok også tage brodden af Bennetts embedsperiode. Selvom premierminister Bennett virker som Bibi på nye flasker, vil hans manøvrerum være stærkt begrænset af den kludetæppeagtige koalition. Det lader da også til, at Naftali Bennett og Yair Lapid har indgået en gentlemansaftale om, at der primært vil være teknokratiske spørgsmål på den nye regerings menu – og at betændte emner som konflikten med Hamas af samme grund vil træde i baggrunden. Koalitionspartnerne må i hvert fald gøre, hvad de kan for at holde sig gode venner med hinanden. Men hvad gør man da heller ikke for at hænge Benjamin Netanyahu til tørre. /David Dragsted