Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I dag er det Grundlovens fødselsdag, hurra hurra hurra. Det plejer at blive fejret med skåltaler, men for to år siden var øllen lidt mere rystet og lunken af svedige håndflader, da det også var valgdag. Lars Løkke Rasmussen mente ikke, at 5. juni havde nok i at være Grundlovsdag og Fars dag, han smed – undskyld flosklen – demokratiets festdag oven i hatten. Han udskrev valg, mens Mette Frederiksen var indlagt med maveonde og ikke engang kunne klemme en romkugle ned, hvilket vi måtte forstå, sagde en del om situationens alvor. Men romkuglen rullede og akkumulerede et flertal så stort, at vi i dag på jævnlig basis bliver fodret med Mette Frederiksens spisevaner. Valget er old news, men tillad mig at tage en tur op, ikke i helikopteren, men i vandflyveren og se tilbage med bagklogskabens ulideligt klare lys.
Personligt startede min valgdag i Horsens Statsfængsel, hvor jeg i kraft af mit arbejde som tekstforfatter på Den Korte Radioavis på Radio24syv var med til den grundlovstale Kirsten Birgit holdte. Fængslet blev bygget fire år efter danskerne fik deres første grundlov, det vil sige 15 pct. af danskerne, for de fem f’er måtte stadig ikke stemme: Forbrydere, fattige, fruentimmere, folkehold og fjolser. Justitsminister Alberti endte i den første kategori, da han kom bag tremmer for at have svindlet for hvad der i dag svarer til 987,6 mio. kr. – Britta Nielsen, go home.
Efter talen tog vi en vandflyver til København for at nå at dække hele valgaftenen på Christiansborg, hvor min opgave bestod i at lokke politikere til at blive interviewet af Kirsten Birgit. Lokke er det mest passende ord, for så snart jeg forklarede, hvor jeg kom fra, lukkede de i som en østers. Det gjaldt f.eks. Frank Jensen, der var den menneskelige udgave af teatermaskerne, et stort smil, da jeg henvendte mig og en sur smiley, da han hørte, hvor jeg kom fra. Det lykkedes dog at få Magnus Heunicke til at fortælle om sin “mavsefornemmelse“, noget man senere har hørt ham understrege, at han ikke brugte i coronahåndteringen.
Mens socialdemokraterne føltes som en lukket klub, så var Stram Kurs det bogstavelig talt. Journalister havde ingen adgang og blev smidt ud, hvis de kom for tæt på. Hos Radikale Venstre var der euforisk stemning, Morten Østergaard blev hyldet som en konge, og hos Venstre gik Jakob Ellemann-Jensen glad omkring på grund af Venstres fremgang. Ak ja, det var en anden tid dengang. Oppe under loftet gik Klaus Riskær Pedersen rundt og lignede et spøgelse, og nedenunder drak Lars Seier kold kaffe, mens Laura Lindahl fra Liberal Alliance chokeret indså, at hun ikke kom ind. Hendes partiformand Anders Samuelsen kom heller ikke ind. Aldrig har der været så dårlig stemning ved en rød- og hvidternet dug som hos Dansk Folkeparti, og det hjalp ikke, da Den Korte Radioavis’ udsendte fra TV Glad spurgte Søren Espersen, hvad der blev af det gode sommerhumør, en replik Espersens selv brugte til kritikere. Da Mette Frederiksen endelig viste sig med Martin Rossen ved sin side, var valgdækningen slut.
Kalkunjagt og fødende “fruentimmere“
“What a difference a day makes“, som den gamle sang lyder, og det er klart, at der er sket meget på 730 dage, men det er alligevel interessant, hvor meget der kan ske. Siden valget er antallet af løsgængere vokset støt, Borgen er blevet til en hoppeborg af partihoppere, Frank Jensen og Morten Østergaard er færdige i politik, og nye partier er blevet dannet, bl.a. af Lars Løkke Rasmussen, som fik en noget anden rolle efter valget, end han regnede med. Inger Støjberg skal for en rigsret, den sjette i landets historie, og kan i yderste konsekvens gøre Alberti selskab som en politiker, der røg i fængslet. Også Mette Frederiksen har en potentiel rigsretssag hængende over hovedet efter minkskandalen, men borgerforslaget om at stille hende for en rigsret før granskningsundersøgelsens konklusion er blevet nedstemt af Folketinget. Forslaget blev støttet af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Inger Støjberg. Venstres støtte vakte opsigt og blev af Hans Engell kaldt “en kalkunjagt“.
Borgerforslag er en ny opfindelse, siden Grundloven blev vedtaget, nu kan borgere – inklusiv de fem f’er – med 50.000 underskrifter få deres forslag fremsat i Folketinget. Det er dog sjældent et forslag bliver fremsat, og endnu sjældnere det bliver vedtaget, men i torsdags skete det – borgerforslaget om flere rettigheder til fødende har med undtagelse af Konservative og Liberal Alliance fået opbakning. De konkrete rettigheder samt finansieringen skal stadig forhandles på plads, men det er en god nyhed for fødende kvinder og demokratiet, og gode nyheder flager vi gerne med på Grundlovsdag.
Om “den med instrumenterne“ bliver spillet på Grundlovens fødselsdag kan vi kun opfordre til, så længe instrumentet ikke bliver verdens mindste violin. Den spiller politikere så rigeligt på, når de prøver at forklare love, der bevæger sig på kanten af Grundloven – måske endda over, det vil tiden vise. Med alt hvad der er sket på to år, tør vi ikke tænke på, hvad der kan ske de næste to år i dansk politik. Vi håber politikerne finder det gode sommerhumør inden da, men mon ikke sandsynligheden er stor, de er jo gået på sommerferie. /Lise Benthin Præstgaard