Netflix
En joke i den grafiske roman Watchmen (1986) går nogenlunde sådan her: En mand besøger en læge. Siger til lægen, at han er deprimeret. Siger, at livet virker barskt og uretfærdigt. “Behandlingen er simpel”, svarer lægen. ”Den store klovn Pagliacci er i byen i aften. Gå hen og se ham. Det burde muntre dig op”. Manden begynder at græde. ”Men doktor… Jeg er Pagliacci!”
Gennem karrieren har komikeren Bo Burnham gjort ironisk distance til sit varemærke. Ikke nok med, at han spidder alt fra fjollede hverdagsbekymringer til større, sociale problemstillinger gennem humoristiske sange, sketches og sporadisk stand-up, så er han heller ikke bleg for at ironisere over sin egen ufarlige og priviligerede position. Alt kan punkteres med en joke, og Burnham er pinligt bevidst om det dilemma, som er indbygget heri. På den ene side forventes det, at han som komiker gør sin pligt og serverer det afvæbnende grin. På den anden side gør manøvren ham til en crowdpleasende klovn, som måske kommer lidt for nemt rundt om sagerne.
Selvironien bliver derfor Bo Burnhams vigtigste våben. Ved at henlede publikums opmærksomhed på komikerens egen futile situation, forsøger Burnham at hæve sig over latterens umiddelbare banalitet. Uden at det skal blive alt for fortænkt, kan man eventuelt skele til Søren Kierkegaard og tænke på filosoffens forhold til ironien: lige så vel som den kan være en farlig sovepude, kan ironien også blive et konstruktivt middel, der rokker ved fastlåste tankemønstre og hjælper erkendelsen på vej. Problemet er bare, at Burnham ikke rigtigt ved, hvem erkendelsen skal tilfalde – ham selv eller publikum.
I slutningen af Netflix-showet Make Happy fra 2016, beskriver Burnham – i et Kanye West-inspireret autotune-rant – sit ambivalente forhold til de grinende tilskuerrækker. “Mit største problem er jer”, synger han. ”En del af mig har brug for jer, en del af mig frygter jer”. Burnham bryder pludselig med forventningerne, og bruger nu sin komik til at sætte spørgsmålstegn ved selve formatet, foruden sin egen rolle i det. Lidt ligesom den australske standupper Hannah Gadsby gjorde i showet Nanette, hvor jokens natur og opbygning pludselig dekonstrueres midt på scenen, hvorved folk nægtes den nemme forløsning, som punchlinen ellers skal give. Sangen illustrerer, hvordan Bo Burnham tilsyneladende ikke kan blive sit dilemma kvit. Komedien kræver en tilskuer, og Burnham har brug for komedien. Men tragisk nok forvandler folks forventninger ham til Pagliacci, den deprimerede klovn. Og hvad gør man så?
Jo, man laver den nye Netflix-special Inside.
Med coronakrisen som meget konkret anledning, har Bo Burnham isoleret sig i sit hus, og ved egen hånd optaget et helt comedyshow i spillefilmslængde. Helt uden publikum. Arbejdet har taget mere end et år, og resultatet giver et overraskende råt indblik i komikerens kamp med indre dæmoner – godt spædet til med sketches og sange, der revser moderne internetkultur og det dertilhørende behov for at blive underholdt med ”en lille smule af alting, hele tiden”. Uden at have andre som vidne end det rullende kamera, synes Burnham frigjort til at tage den naturlige konsekvens af sin egen komik, og simpelthen forvandle den til en tragedie. Det er hårdt at se på, men også ret hypnotiserende. Og endnu vigtigere: Benspændet lader til at være lige netop det Bo Burnham behøvede i sin kamp mod latterens paradoks. /David Dragsted