Eurogruppens glade præsident, Paschal Donohoe. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
I 2020 betalte Microsofts datterselskab i Irland nul kroner i selskabsskat – og det på trods af, at selskabet kunne rapportere om en flot profit på 315 mia. dollars. Microsoft Round Island One, som datterselskabet hedder, er nemlig skattepligtig i Bermuda, hvilket smart nok betyder, at Microsoft ikke behøver punge ud til den irske skattefar. I Luxembourg kunne et Amazon-datterselskab glæde sig over noget lignende. Her blev det til et flot, rundt nul i betalte skattekroner, selvom salg på tværs af Europa havde givet en indtægt på rundt regnet 54 mia. dollars. Nu kender vi ikke de to selskabers revisorudgifter, men det ser da ud til, at de penge er givet godt ud.
Det er eksempler som ovenstående, der har fået både EU og USA til at skrue retorikken og ambitionsniveauet op, når det kommer til at beskatte de store, multinationale selskaber. Lange årrækker med lukrative skattely skal snart være ovre, lyder de politiske hensigtserklæringer. I sidste uge blev EU’s medlemslande og Europa-Parlamentet enige om en ny lov, der skal tvinge store multinationale selskaber i EU til at oplyse deres profitter og skatteudbetalinger. I praksis er loven måske lidt hullet, men intentionen er klar: Unionen vil have sine skatter. På den anden side af Atlanterhavet barsler USA’s præsident, Joe Biden, med lignende tiltag, og i weekenden var det så tid til den helt store fanfare: På et G7-topmøde blev det besluttet, at der skal laves en ny global skatteaftale.
Står det til G7, skal to “søjler“ få has på de multinationale selskabers skatteunddragelser. Den første søjle skal i grove træk sikre, at selskaberne betaler skat af deres profit i de lande, hvor de reelt laver forretninger – også selvom selskaberne ikke formelt har base i landet. Finter som den, Microsoft laver i Irland, skal med andre ord være fortid. Den anden søjle indebærer, at der indføres en global minimumsskat på 15 pct. Tanken er her, at de enkelte lande skal forhindres i at underbyde hinanden med favorable (eller ikke-eksisterende) skattesatser.
Det lyder umiddelbart som et gennembrud. Aftalen betragtes af mange som beviset på, at dagene med Trump og “America first“ definitivt er ovre, og at multilateralismen nu er tilbage på menuen. Og så har det nok også hjulpet, at coronakrisen og dertilhørende hjælpepakker har efterladt de fleste lande med en større regning, som der nu skal findes nye indtægter til – alt imens techgiganterne blot har øget deres enorme profitter. Jorden er gødet til omfattende skattetiltag i en grad, som tidligere har været utopisk. Om de nye regler overhovedet kan blive til noget – og hvilken effekt de i så fald vil have – er dog mere usikkert.
I første omgang skal G20-landene sige god for idéen på et møde i næste måned. Og så skal OECD også med på vognen, førend de helt store skatteomkalfatringer kan komme på tale. G7-aftalen roses for sin enkelthed, men skoses også for at være… ja, lettere uambitiøs. Den foreslåede minimumsskat på 15 pct. ligger reelt ikke langt fra de (for selskaberne) fordelagtige skatteniveauer, som eksempelvis findes i Irland og Schweiz. Som tyske taz skriver, risikerer den nye skat reelt blot at fungere som en slags aflad, som samtidig vil signalere, at virksomhederne faktisk ikke kan forventes at betale mere end de 15 pct. Når skatten samtidig ligger (betalingsmur) under det gennemsnitlige niveau, man ellers finder i USA og Europa, skal meget gå godt, førend de nye regler reelt kan blive en gevinst.
Samtidig frygtes det, at reglerne i deres nuværende udformning åbner for, at de multinationale selskaber blot finder nye, smarte smuthuller. I den første søjler lægges der umiddelbart op til, at selskaberne kun skal beskattes, hvis de har en profitmargin over 10 pct. – hvilket eksempelvis ville fritage Amazon, der er kendt for ivrigt at geninvestere sine penge.
Sigende for aftalen har netop Amazon, foruden giganter som Google og Facebook, da faktisk også rost den. Eksempelvis udtaler Facebooks vicepræsident for Global Affairs, Nick Clegg, at G7-planen er et “betydeligt første skridt med vished for virksomhederne, mens den offentlige tillid til det globale skattesystem styrkes“. Det virker umiddelbart som et dårligt tegn. Hvis ulven pludselig begynder at lovprise din nye fåreindhegning, bør du nok overveje, om ikke indhegningen skal have et ekstra sikkerhedstjek. /David Dragsted