Statsministeriet
Tanken kan være svær overhovedet at tænke: Kan man forestille sig, at udlændingedebatten i Danmark ikke længere kun handler om, hvordan politikerne kan overgå hinanden med stadig mere drakoniske strammerforslag og skinger hetzretorik? Findes der andet end frygt?
Kan man ligefrem forestille sig, at højredrejningen har nået grænsen her i 2021? Ja, et internt magtopgør i Dansk Folkeparti tyder på, at selv folk på højrefløjen nu erkender, at det er gået for vidt.
I årtier er hegnspælene ellers blevet rykket mod højre – debat for debat, værdikamp for værdikamp – ret præcist siden Dansk Folkeparti blev stiftet for lidt over 25 år siden. Anført af Pia Kjærsgaard og senere Kristian Thulesen Dahl er det lykkedes for partiet at flytte folkestemningen i Danmark: I dag står et bredt flertal i Folketinget faktisk en anelse til højre for Dansk Folkepartis oprindelige placering i udlændingepolitikken.
DF-faktoren kan sammenlignes med en dominoeffekt. I hvert fald indtil nu. Dansk Folkeparti har hidtil fået alle andre partier til igen og igen at falde mod højre, og den absolut største magtsucces må siges at være, at statsminister Mette Frederiksen (S) i dag ikke tør udfordre Dansk Folkeparti. S-regeringen lægger sig konsekvent på samme strammerlinje og gør sig store bestræbelser for at sende nøjagtig samme signaler som Dansk Folkeparti.
Men tiderne er ved at skifte. I løbet af de seneste få dage er et bittert opgør brudt ud i Dansk Folkeparti om netop linjen i udlændingepolitikken, og det ser ud til, at en række indflydelsesrige partimedlemmer har mødt muren. De konstante, skridtvise ryk mod højre er pludselig stoppet, og nu forsøger en ny generation i stedet at stoppe højreradikaliseringen.
Konflikten begyndte, da partiets tidligere topfigur og ultra-hardliner Martin Henriksen gik hårdt til angreb på Mette Frederiksen, efter statsministeren i sidste uge var blevet vaccineret af en sundhedsmedarbejder i Øksnehallen iklædt et sort tørklæde. Martin Henriksen, der ikke længere selv sidder i Folketinget, da vælgerne vragede ham ved sidste valg, skrev på Facebook:
“Jeg synes egentlig, at det er ret godt gået at statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet altid lige formår at lave et reklameindslag for islam – den største trussel mod vores frihed – stort set hver gang muligheden byder sig. Hvorfor egentlig? Her er det vaccinestik af en sundhedsperson iklædt sort shariatørklæde.“
Opslaget er på sin vis klassisk DF: Der er skruet maksimalt op for provokationen. Men som et nybrud i dansk politik har Martin Henriksen dog denne gang mest formået at tirre sine egne. Som et vådeskud. Formuleringen om, at Mette Frederiksen reklamerer for islam ved at lade sig vaccinere af det tilfældige personale på en offentligt Covid-klinik, har således fået partiets medlem af Europa-Parlamentet Peter Kofod til at gå til modangreb på de indre linjer.
I en lækket mail til hovedbestyrelsens medlemmer, herunder Kristian Thulesen Dahl, appellerer Peter Kofod til at få trukket en klar grænse mod det yderste højre: “Jeg kan se, der nu kører en debat på sociale medier om Martins tweet og FB-status om statsministerens coronavaccination. Uden at gå ind i en lang debat her, så synes jeg, det er over stregen,“ skriver Kofod og kommer samtidig med en opsigtsvækkende opfordring:
“Blot fordi andre nærmer sig vores politiske udgangspunkt, behøver vi jo ikke at lade dem skubbe os til højre.“ Og videre: “Vi kan godt have en benhård indvandringspolitik og stadig se andet end problemer. Eller i det mindste ikke bruge en konkret sundhedsmedarbejders positive bidrag til at løfte en udlændingediskussion.“
Martin Henriksen svarer hurtigt tilbage: “Nej, jeg bliver nok aldrig stueren.“ Konfrontationen mellem de to yngre DF’ere, som begge nævnes som mulige arvtagere til formandsposten – særligt hvis Morten Messerschmidts magtambitioner bliver bremset af den verserende retssag om svindel med EU-midler – udarter til en større og dramatisk mailtråd, hvor også det yngre hovedbestyrelsesmedlem Anders Vistisen blander sig med en opfordring til at formulere retningslinjer for, hvad Martin Henriksen som partiansat må fremføre af “ytringer på sociale medier“.
Opgøret har reelt karakter af et formandsopgør, og det er derfor kampen om Dansk Folkepartis fremtidige position, der udspiller sig lige nu. På den ene side står altså 41-årige Martin Henriksen, som vil gøre Nye Borgerlige rangen stridig som det mest yderligtgående højreparti, og på den anden side står 31-årige Peter Kofod, som sekunderet af 33-årige Anders Vistisen vil forsøge at vende tilbage til den mere bredtfavnende appel, som bragte Dansk Folkeparti op på en vælgeropbakning på 21,4 pct. af stemmerne ved folketingsvalget i 2015.
Fløjopgøret kan få afgørende betydning for dansk politik, ikke mindst fordi statsminister Mette Frederiksen selv orienterer sig minutiøst efter, hvor Dansk Folkeparti placerer sig. Et muligt og begyndende opgør med den gradvise højredrejning begynder derfor ikke i Socialdemokratiet, men snarere blandt de DF’ere, som kan se, at partiet risikerer at køre sig selv i grøften.
Hvad hverken udlændingeminister Mattias Tesfaye eller Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund nogensinde selv ville turde, nemlig at markere en kontant grænse ud mod højrefløjen, er på paradoksal vis nu ved at ske internt i Dansk Folkeparti. Og dermed kan pendulet i udlændingepolitikken været nået sit yderpunkt og snart begynde at svinge den anden vej.
I en situation, hvor S-regeringen gør et stort nummer ud af at føre en hård strammerkurs, fremstår det trods alt for absurd at fremstille Mette Frederiksen som én, der reklamerer for islam ved at lade sig vaccinere af en tilfældig sundhedsmedarbejder på Vesterbro. Intet tyder på, at hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti for alvor vil begynde at rykke den modsatte vej, men fotoet fra Øksnehallen kan vise sig at blive et vendepunkt. Efter 25 års højreskred i dansk politik er yderpunktet for mainstream-radikalisering endelig nået. /Lars Trier Mogensen