Emily Elconin/Reuters/Ritzau Scanpix
Max Weber betragtede arbejde som en unaturlig aktivitet. Ja, faktisk mente Weber, at kærlighed til arbejdet var noget, som skulle læres. For hvad er det dog for en kraft, der driver mennesket til at modarbejde sine egne lyster og instinkter, og i stedet tjekke ind på jobbet – dagligt? Hvorfor ikke bare gøre som tidligere og arbejde til der er mad på bordet – for derefter at stoppe? Weber finder løsningen i protestantismen: Den kristne etik er gået hånd i hånd med kapitalismen, hvilket har skabt en særlig dogmatik: Arbejd så meget og så hårdt du kan, og du skal finde frelsen.
Weber havde måske ikke fuldkommen ret i sine teser, men meget kunne tyde på, at arbejdernes (selv)disciplinering alligevel er fortsat. I dag er arbejdspladser ikke bare et sted hvor man laver sit arbejde, men et sted, hvor man forventes at finde sin identitet. Store, ambitiøse virksomheder dækker op med luksuskantiner, fitnesscentre, bordtennisborde og sågar vuggestuer, så man har bedre mulighed for at slappe af, udtrykke sig kreativt, ja, leve livet på jobbet – og indrette sit liv efter det.
Med de mange ekstra faciliteter skal folk holdes glade og bekvemme, så de ikke lægger for meget mærke til den daglige dont, som trods alt skal udføres. De skal kunne udtrykke sig “frit“ (underforstået: inden for firmaets faste rammer), så de ikke bemærker den fremmedgørelse, som arbejdet indebærer. Gennem den opgraderede arbejdsplads kan virksomheden kontrollere den ansattes tilværelse på et dybere plan. Udførslen af ens arbejde bliver nu ikke bare et professionelt, men et eksistentielt spørgsmål – og så er det jo bare om at klø på. Heldigt, at du kan hive aftensmad med hjem fra kantinen og få barnet passet nede ved siden af HR-afdelingen, når du tager et par ekstra timer til at gøre din altafgørende præsentation færdig inden deadline.
Og så kom coronakrisen.
Efter at have levet med hjemmearbejde i mere end et år, stejler stadig flere ansatte nu ved tanken om, at de atter skal tilbage til den topmoderne arbejdsplads. Senest har Apples medarbejdere forfattet et længere klageskrift, som reaktion på at æblemanden himself (adm. direktør Tim Cook) forventer, at folk vender delvist tilbage til virksomhedens imposante bygninger i september. De ansatte vil langt hellere have den fleksibilitet, som hjemmearbejdet giver. Det er ikke så mærkeligt endda, for som skribent Tim Kreider skriver i et essay i The Atlantic, har karantænelivet “givet os alle tiden og ensomheden til at tænke“. Frigjort af den daglige transport og kontorbygningens rammer har stadigt flere ansatte simpelthen indset, at arbejdslivet godt kan have flere former – og at arbejdspladsen ikke behøver være omdrejningspunkt for hele tilværelsen.
Ikke alle arbejdsgivere virker lige begejstrede for dén introspektion. David Solomon, direktør for investeringsbanken Goldman Sachs, har eksempelvis kaldt hjemmearbejdet en “vildfarelse, som vi vil rette op på hurtigst muligt“. Men som Apple-eksemplet viser, er de ansatte ikke nødvendigvis rede til at gå tilbage til præ-pandemiske tilstande. Folk er kommet op af hulen og har nu vænnet sig til sollyset. En undersøgelse fra analyseinstituttet Morning Consult viste fx tilbage i maj, at 39 pct. af adspurgte voksne amerikanere kunne overveje at opsige deres stilling, hvis arbejdsgiveren ikke er fleksibel omkring hjemmearbejde.
En identitetskrise er med andre ord under opsejling, men styrkeforholdet synes vendt om: Det er nu ikke de ansatte, der skal indrette sig arbejdets rammer. Snarere forventes arbejdspladsen at imødekomme de ansattes drømme om mere fritid og fleksibilitet. Vi ved ikke helt, hvad Max Weber ville sige til udviklingen. Men han ville måske påpege, lettere drilsk, at hjemmearbejde stadig kræver selvdisciplin. /David Dragsted