Håbets idioti

Håbets idioti

“EM 92 er både det bedste og det værste, der er sket for min generations forhold til landsholdet. Vi oplevede ikke den ultimative folkefest, men vi voksede op med tømmermændene derfra. Vores oplevelser har aldrig kunnet stå mål med den eufori, som vi nok registrerede med vores babyhjerner, men ikke oplevede i højere grad, end diverse skræmte kæledyr gjorde. Det, vi fik overleveret, var håbet, det tveæggede sværd, som holder optimismen i live og gør nederlagene ti gange mere modbydelige.“ Glimrende essay i Vagant om at vokse op i kølvandet på ’92 og for bestandig være dømt til at håbe på en ny EM sejr.