Axel Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix
Efter at have gjort deres lederhosen grønne hos de tyske vælgere gennem det meste af foråret, er smilene begyndt at stivne hos Die Grünen. Meningsmålingerne peger i en nedadgående retning, mens en række mindre møgsager har udfordret partiets kanslerkandidat, Annalena Baerbock. Hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt Baerbock fortsat er De Grønnes foretrukne valg, gav weekenden dog svar på tiltale. Ved De Grønnes årlige landsmøde, der blev afviklet digitalt, fik Baerbocks kandidatur en overvældende opbakning på 98,5 pct. Kursen er sat for klimapartiet. Nu skal båden blot holdes oven vande frem mod forbundsvalget i september.
De seneste uger har ellers budt på bekymringer nok for Baerbock og kompagni. Pludselig er der for alvor blevet sat spørgsmålstegn ved, hvor bæredygtige partiets forhåbninger om valgsejr og en kanslerpost reelt er. Mens CDU kom styrket ud af delstatsvalget i Sachsen-Anhalt den 6. juni, har De Grønne kæmpet med at genvinde fodfæstet. Baerbock stjæler ikke længere rampelyset med vellykkede interviews og magasinforsider, men har snarere bakset med intern splid og granskninger af hendes egne kompetencer og erfaringer.
Først kom det frem, at Baerbock oprindeligt havde glemt at opgive nogle gratialer, hun havde fået af partiet. Dernæst blev fokus rettet mod kanslerkandidatens CV, som var blevet pyntet mere, end hvad godt var. Bl.a. fremgik det, at Baerbock er medlem af den prestigiøse tænketank German Marshall Fund, hvilket ikke var helt rigtigt. Samtidig skabte De Grønnes anden leder, Robert Habeck (Baerbock og Habeck deler formandsskabet i partiet), pludselig forargelse, da han kom for skade at sige, at der bør sendes våben til Ukraine, så landet kan forsvare sig. Ikke nok med at De Grønne ellers er kendt som et pacifistisk parti, beskyldte kritikere straks Habeck for at mangle udenrigspolitisk takt og finesse.
Forbuddets spøgelse
Set i det lys forstår man godt, at Annalena Baerbock på landsmødet kom for skade at sige “Scheiße“ under sin tale – hvilket, uheldigt nok, er blevet føjet til listen over grønne svipsere. Mens Baerbock af mange er blevet hyldet for at være et friskt pust i tysk politik, er hun også blevet klandret for at mangle erfaring på den store scene. Isoleret set er ingen af sagerne nødvendigvis alt for graverende, men sammenlagt tegner de et billede af en kanslerkandidat, der stadig laver politiske begynderfejl.
Desuden lader der til at være kommet et øget fokus på partiets konkrete politik. Mens de fleste godt kan se sig selv i et grønnere, mere klimavenligt Tyskland, er vejen derhen fyldt med betændte stridspunkter. Eksempelvis er ikke alle tyskere udelt begejstrede for tanken om, at benzin og flyrejser skal være dyrere. De Grønnes gamle omdømme som et kedeligt “Verbotspartei“ spøger stadig i kulissen, og det samme gør partiets græsrodstunge bagland. Mens Baerbock og Habeck har haft held til at styre De Grønne ind på en mere moderat kurs, har de stadig behov for at smide mere drastiske (og potentielt upopulære) tiltag på bordet, hvis partiet skal leve op til sine egne klimaambitioner og undgå at polarisere de højlydte klimaaktivister. Men balancegangen er hårfin, hvis ikke partiet skal straffes på valgdagen – særligt når modstandere nu læser hvert et udspil, som Fanden læser bibelen.
Skuer man mod meningsmålingerne, bliver De Grønnes nylige kattepine åbenbar: Efter blot få måneder forinden at have været større end CDU, er man atter blevet overhalet af Angela Merkels kristen-konservative parti. Omkring 28 pct. af meningsmålingernes præmature stemmer går nu til CDU, blot 20 pct. til De Grønne. Håb er dog langt fra tabt for Baerbock endnu. Holder partiet sig omkring de 20 pct., vil det fortsat blive til en flot fremgang, som meget vel kan resultere i en såkaldt trafiklyskoalition: Et regeringssamarbejde mellem De Grønne, liberale FDP (som står stadig bedre i meningsmålingerne) og socialdemokratiske SPD. De Grønne skal blot bremse blødningen og kaste chokket af sig. Tysklands politiske fremtid balancerer fortsat på en knivsæg. Baerbock har lov til at ærgre sig over et tabt forspring, men det er endnu for tidligt at sige “Scheiße“. /David Dragsted