Det ueuropæiske europamesterskab

Et europamesterskab er i sagens natur altid et gennemført europæisk arrangement, men i år har man gjort en særlig indsats for at europæisere slutrunden. For at fejre dens 60 års jubilæum har man spredt spillearenaerne ud over hele kontinentet; fra Glasgow til Baku. 24 lande, 11 byer, ét kontinent. Resultatet er et regulært paneuropæisk karneval, og her på tærsklen til den post-pandemiske verden skorter det ikke på analyser af, hvordan lige netop dette EM kan forene og forbrødre.

“Fodbold viser, at et forenet Europa og nationalisme ikke er uforeneligt,“ skrev Financial Times’ Simon Kuper eksempelvis i en klumme op til åbningskampen.

Det har sikkert noget på sig. Men det er kun en overfadefortælling. Rigtigt nok, men så også lidt forkert. EM er kun en europæisk begivenhed for så vidt, at det er europæiske lande, der deltager, og kampene bliver spillet i europæiske byer. Sat på spidsen: EM er europæisk af geografi, men ikke af økonomi.

Jeg tænker på sponsorerne. Elektronikvirksomheden Hisense, techfirmaet Vivo, betalingstjenesten Alipay, det sociale medie TikTok, alle fra Kina, flyselskabet Qatar Airways – og sådan set også energigiganten Gazprom, selvom Rusland ganske vist er UEFA-land og spiller med i turneringen. Nuvel, listen tæller også Heineken og Volkswagen, to store, hæderkronede europæiske virksomheder, men det ændrer ikke på, at EM i høj grad er finansieret af EU’s største politiske og økonomiske rivaler. Hvis du ikke allerede har fået øje på sponsorerne, så prøv at lægge mærke til reklamebanderne næste gang, du tænder for en kamp. Du kan faktisk ikke undgå dem, de er over det hele.

To pointer i den forbindelse, en konkret og en generel. Den konkrete – og helt oplagte – først: Sammenlignet med VM i Rusland i 2018 og det kommende VM i Qatar er den aktuelle slutrunde kun i ringe grad blevet fremstillet som et stykke politik. Men det er den naturligvis. Det sørger sponsorerne for. De er enten direkte eller indirekte statsejede, så når de toner frem på skærmen, bliver EM nødvendigvis en del af en stormagtskamp. På værdier, penge og legitimitet.

Den anden pointe falder i naturlig forlængelse. EM’s politiske økonomi er en påmindelse om, at fodboldens demokratiske underskud kun kan forstås og bekæmpes til fulde, hvis man går systemisk til værks. Vi kan sagtens stille skarpt på eksempelvis Qatars VM-afholdelse – vi skal – men kampen for en mere ansvarlig og solidarisk fodbold er et maraton, ikke en sprint. Den hverken begynder eller slutter med verdensmesterskaberne næste år.

Det er ikke et argument for at slække på Qatar-kritikken. Tværtimod er det et argument for at brede den ud, at afqatarisere den og også anvende dens perspektiver på de dele af sporten, der ellers ser tilforladelige ud. Ofte er de det slet ikke. Vi har brug for en bredspektret fodboldkritik, der ikke nøjes med at interessere sig for ét land, én klub, ét forbund eller én sag, men går på tværs af det hele og netop forstår, at fodboldens problem er strukturelt.

EM er en god øvelse. Ingen enerådig præsident lægger stadions til (okay, i Baku og Skt. Petersborg), ingen bygningsarbejdere er døde i forberedelserne. Men den ublu kommercialisme og den autokratiske politisering er også her. Den er bare lidt mere subtil. /Oscar Rothstein

Ovenstående tekst indgår også i vores nye sportsnyhedsbrev, Sportshjerne, som laves i samarbejde med journalist og idéhistoriker Oscar Rothstein. Hvis du ikke allerede har skrevet dig op til at modtage Sportshjerne, kan det gøres lige her.