Regnbuebyen med vind i sejlene

Kære Hirtshals

Jeg skriver til dig for at sige tak for sidst. Jeg ved ikke, om du lagde mærke til det, men vi var to fyre, som aflagde dig en fransk visit i lørdags. Den ene af os – formanden for Copenhagen Pride – skilte sig ellers noget ud. Hvis han var blevet væk, ville Nordjyllands Politi nemt have kunne sende et signalement ud: 45 år, 86 kg, højt, tilbagestrøget hår, fyldige solbriller med let toning, gråsprængt fuldskæg med vokset cykelstyrsmoustache, stribet butterfly, lyserød blazer og en lille nål på reverset med et regnbueflag. En overgang havde Lars Henriksen også et par røde laksko på med 15 centimeter høje hæle. Det var nogle, han havde lånt af en ven, der er drag. Ja sgu, røde laksko lige midt i gågaden.

Om nogen blandt lokalbefolkningen skulle tage anstød af sådan en mundering, var vi intj så baang for, som det hedder på vendelbomål, for vidste, at dine indbyggere holder meget af originaler.

Jeg kan nu godt forstå, hvis du ikke så os. Når du får gæster, er det som regel kæmpe flokke af nordmænd, der kommer vrimlende ud af Color Line- eller Fjord Line-færgen fra Bergen og Kristiansand. Nogle kommer for at købe pølser hos Slagter Winther eller for at få en lille skid på i et af byens mange udskænkningssteder. Andre har børn med og skal besøge byens pryd, Nordsø Oceanarium (med eller uden klumpfisk), eller videre ned mod Europa.

Det er vel i øvrigt derfor, at du har ‘Hirtshals: Porten til Europa’ som slogan. Jeg synes nu ærlig talt, du skulle overveje at gå tilbage til det gamle: ‘Byen med vind i sejlene’. Det er der langt mere poesi i; du er efter min mening den mest poetiske by i Vendsyssel, og nu skal jeg fortælle dig hvorfor.
Lige i overkanten

Lige i overkanten

Jeg spoler lige tiden lidt tilbage. For et par måneder siden interviewede jeg Knud Størup, ham din forhenværende borgmester gennem 28 år, du ved – og vel en af de største små bykonger, der er set nordenfjords siden 1960’erne. Jeg ringede til ham i forbindelse med Føljetons mere og mere ambitiøse artikelserie ‘Bøsser i Hirtshals’ for at høre, hvad han havde at sige. Det er jo virkelig gået ned ad bakke for dig i de år. Lad os være ærlige: Fiskeriet er ikke, hvad det har været. Før i tiden havde du så meget – ja, vind i sejlene, at man kunne gå hen over kutterne fra den ene ende af havnen til den anden, og fiskerne tændte deres cigaretter med tusindkronesedler. I dag står flere butikker i gågaden tomme hen, Skipperkroen, som var et af dine populære samlingssteder med musik, druk og dans, har drejet nøglen om, og nu siger de, at vandrehjemmet også ligger på sit yderste. Og de unge flytter væk.

Var det ikke for nordmændenes mange rare penge, stod du formentlig som en spøgelsesby i dag. Det tror jeg ikke, at den arkitekten og byplanlæggeren Steen Eiler Rasmussen havde forestillet sig, da han i 1919 udfærdige din grundplan.

Jeg spurgte også Størup, hvordan han mente, det stod til med mangfoldigheden og åbenheden blandt dine indbyggere. Han sagde, at du jo nok altid har haft beboere af homoseksuel observans, men at de nok har gået stille med dørene, fordi ”de pågældende mennesker ville ikke risikere på nogen måde at blive hængt ud. Og du ved jo også, at snakken hurtigt kunne gå i sådan et samfund som vores, og det ville sige, at de mennesker kunne få det ganske, ganske forfærdeligt.” Tolerancetærskelen, sagde han, er måske ”større i de større byer, end den er ude i de små bysamfund.” Men han vurderede dog, at dine indbyggere var mere rummelige end tidligere.

Og så var det, at jeg spurgte, om det var kommet så vidt med rummeligheden, at man kunne henlægge en stor varmblodig parade med glinsende bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner og queer-folk til dine gader – altså et arrangement i stil med Copenhagen Pride, Danmarks største mangfoldighedsfestival.

”Nej, det er nok lige i overkanten. Haha,” røg det ud af Størup.

Og lige dér, Hirtshals, lige dér i ekkoet fra den gamle bykonges latter i telefonen, fødtes idéen: kunne man da for pokker så ikke lade Copenhagen Pride begynde hos dig? Hvad ville du have at miste? Når Tour de France kan starte med en prolog i London, så kan Copenhagen Pride da også begynde i Hirtshals? Det ville være en suveræn regnbuemanifestation i en by, hvor regnbuer generelt har gode betingelser.

Jeg ringede til Copenhagen Pride og fik formanden i røret. Ideen var glimrende, sagde han, men én ting var totalt afgørende: lokal forankring. Hvis en Pride-prolog i et lille bysamfund skulle have gang på jord, måtte indbyggerne være med på den. Det var derfor, vi besøgte dig i lørdags: For at lodde stemningen.

Venlige afvisninger

Kære Hirtshals, der er ikke meget plads, så jeg skal forsøge at gøre det kort. Jeg har en pointe, som det kribler i mig for at nå frem til. Det kan godt være, at du ikke ventede os, da Lars Henriksen og jeg lørdag 21.maj ankom til parkeringspladsen foran Hirtshals Kro, men vi landede nu ikke helt uanmeldt, for vi havde sendt nogle e-mails af sted til flere nøglepersoner i byrådet i Hjørring Kommune (som du lidt modvilligt blev lagt ind under ved strukturreformen i 2007). Vi håbede, at de gerne ville mødes med os.

Det kunne de ikke. Borgmester Arne Boelts (S) sekretær, Gitte Thomsen, svarede venligt, at han var optaget af officielle og private forpligtelser, men ønskede os held og lykke med vores forehavende. Kulturudvalgsformand Svend Bertelsen (Lokallisten) skrev, at han ikke havde mulighed for at deltage, men også at han i øvrigt ikke forstod, ”hvad det er, der skal blæses op”. Han havde ”svært ved at se”, skrev han, at kommunale penge skulle kunne indgå i projektet, og mente at vide, ”at de fleste – ligesom jeg – ikke interesserer sig for folks seksualitet/religion/livssyn osv. osv., det må de holde for sig selv.”

Vi prøvede for en god ordens skyld også borgmesterens partifælle Lilli Damsgaard, der er formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget. ”Jeg er ikke interesseret i at mødes omkring dette emne, da jeg mener, at folks seksuelle observans er en privatsag, som ikke behøver udstilles på den ene parade efter den anden. Og således heller ikke i Hirtshals,” svarede hun.

Heldigvis var den lokale presse interesseret. TV2 Nord ville gerne lave et indslag, og da de selv ringede til borgmesteren og bad ham stille op, var han der som en mis. I indslaget, som blev vist samme aften, sagde han, at det var tvivlsomt, om nogen lokale ville bakke op om sådan en prolog. Og i dagbladet Nordjyske udtalte han, at der i hvert fald ikke ville være nogen penge fra kommunen. ”Det er ikke noget, vi økonomisk har tænkt os at gå ind i,” lød meldingen.

Nogle dage senere beskyldte en i Hjørring bosiddende socialdemokratisk ungdomspolitiker med teknokratiske tendenser  os for at forsøge at bypasse den lokalpolitiske beslutningsproces ved at troppe op med vores idé uden først at sikre os, at kommunen havde penge at rutte med.

Formandsbegejstring

Der var således to årsager til, at vi var kommet op til dig: Dels for at måle op med vores målehjul og dels for at møde de lokale og høre, hvor de stod i forhold til en LGBT-parade. Jeg tror ikke, at jeg støder dig, når jeg siger, at du ikke er verdens kønneste by. Forfatteren Hans Lyngby Jepsen beskrev dig engang sådan her: ”Auktionshaller, magasiner, fiskeindustrier, fabrikker, værksteder, oliebeholdere. Fra en bakke nær Nordsømuseet, hvor man bliver undervist i alt om Nordsøfiskeri, er der en udsigt mod byen så grim, at det er svært at forestille sig noget grimmere.”

Jeg tror heller ikke, at formanden var så imponeret over indfaldsvejen ind til dig. Det var ikke nogen stor æstetisk oplevelse. Men der skete noget forunderligt, da vi stod med vores målehjul ved den store rundkørsel, der forbinder Nørregade, Østergade, Vestergade og Søndergade med Jyllandsgade. Lars Henriksen blev ligesom grebet af dine besynderlige særkender. Af nybyggerbrutalismen i din forsømte gågade; af de rustne gadelamper, der med lidt god vilje lignede små skulpturer af Richard Serra; af din åbne, uforudsigelige himmel, af hele klondike-fornemmelsen. Du minder lidt om en guldgraverby – bare uden guld.

Jeg havde kørt i bil med Lars Henriksen i fem timer, så jeg vidste ret meget om ham. Født i Holstebro, storebror, homoseksuel. Sprang ud som 16-årig. Uddannet skolelærer og underviser på 11. år på en skole, hvor han har seks linjefag, herunder dansk, fransk, billedkunst og gymnastik. Han har været selvstændig landmand, har undervist på balletskolen i Holstebro, han er gode venner med Marquis de Sade, han er uddannet operasanger og har været leder af et lille operakompagni. Han har været formand for Copenhagen Pride siden 2013 (det er et ulønnet job).

Og nu kunne jeg konstatere, at Lars Henriksen gik og blev begejstret. Han lyste op, som om han var forelsket, selv om vores opmålingsarbejde var ret trivielt. Vi målte gågaden til at være cirka lige så lang som Eiffeltårnet, hvis man lagde det ned, og hvis de tilbageværende forretninger trak markiserne lidt ind, ville en parade sagtens kunne klemme sig igennem. Gågaden har et fald på et par procent og munder ud i et stort torveagtigt tableau med Restaurant Lilleheden på den ene side og Hirtshals Kro på den anden. Når man står på torvet, er der et fabelagtigt vue ud over havnen, og ude i horisonten bag havnen har vi havet. Det er, som om der altid ligger en færge derude og hugger sig gennem bølgerne, enten på vej ud eller på vej hjem. Formanden og jeg talte om, at du da måtte være virkelig interesseret i det store, købestærke norske homo-segment, som i dag nok ikke har dig som førsteprioritet, når de skal vælge en feriedestination. Du kender akronymet DINK, ikke? Double income, no kids.

Vi lagde mærke til, at der stod et kæmpestort blåt telt, som lignede et cirkus, neden for trappen ned til havnen. ‘Sponsor: Hirtshals Sparekasses Gavefond’ stod der med store bogstaver på teltdugen. Teltet var stillet op i forbindelse med eventen Naturmødet, som ifølge hjemmesiden er ”verdens første folkemøde om naturen”. Formanden virkede helt pjattet med det telt.

Hvad siger de lokale?

Da vi var færdige med at måle op, satte han sig og snørede de medbragte laksko med den dramatiske hæl på fødderne. ”Jeg skal bare sikre mig, at vores drags ikke falder og brækker arme og ben,” sagde han og testede de dele af din belægning, som så problematisk ud. Men der var no problem.

Nu skulle vi finde ud af, hvad de lokale mente om priden. Og det gjorde os en lille smule nervøse. Knud Størup havde jo sagt, at du er en by, der har en tendens til at lukke sig om sig selv. Vi bestilte et par fadøl på Hirtshals Kro. Bartenderen Niels Borup havde set os gå rundt og måle op. Han spurgte, hvad vi lavede. ”Jeg håber fandme, at det lykkes for jer,” sagde han. ”Vi har brug for, at der sker noget nyt.”

”Må jeg citere dig for det?” spurgte jeg.

”Ja da. Du må gerne citere mig for, at jeg elsker bøsser!”

Der sad flere gæster omkring os og drak øl i solen. Samme aften så jeg flere af dem i TV2 Nords indslag om vores besøg: ”Det er en rigtig god idé. Vi trænger til at få lidt liv heroppe, så det ville bare være godt,” udtalte en hirtshalsborger ved navn Jørgen Simonsen. En medborger, der hed Niels Thomsen, sagde: ”Helt sikkert! Vi mangler sådan noget i Hirtshals.” En tredje borger, en Ingrid Mose fra Hjørring, udtrykte en bekymring, men vel at mærke en bekymring på andres vegne: ”Jeg tror ikke, at folk er parate til ligesom at sige, at det er okay, at man står frem og viser sig så meget på den måde,” sagde hun. Hvad Ingrid Mose selv mente, stod hen i det uvisse.

Til 50 års fødselsdag

Om eftermiddagen gik vi om bag Slagter Winther og hen mod et lille værtshus, som jeg har skrevet om før i denne serie: Jye’s Bagbutik, som drives af parret Jye (Jette) og Poul. Poul har 25 års erfaring fra assurandørfaget og rejsebranchen. Jye er en slags socialkontor. Hun hjælper stamgæsterne med hvad som helst, der volder dem besvær. Korrespondance fra kommunen, opsætning af mobiltelefonen, bestilling af nøglekort osv. Der var fuldt hus i det lille røgfyldte lokale, men vi blev taget godt imod og henvist til et bord, og inden vi vidste af det, stod der øl på bordet.

Nu ville skæbnen imidlertid, at der var et stort arrangement med masser af gæster og levende musik i det store festlokale lige ved siden af Bagbutikken. En tilflytter og stamkunde kaldet Bornholmer fyldte 50 år, og hans søn og mor og far var kommet fra Bornholm for at fejre ham. På en eller anden måde blev man opmærksom på vores tilstedeværelse, og vi blev inviteret indenfor. Stemningen var høj, der var levende musik, og nogen fortalte os, at det havde været i gang i fem timer. Orkestret, der var fra Marineforeningen, spillede ‘Papirsklip’ og ‘Viva España’, og der var folk på dansegulvet, selv om det stadig var lyst udenfor. De forstod at more sig her. Bornholmer var en afholdt fyr.

Til at begynde med sad Lars Henriksen og jeg lidt decentralt, men et bord, som fortrinsvist var befolket af kvinder omkring de 40, insisterede på, at vi skulle sætte os hos dem. Jeg mener, at en af dem endda slog et par gange på en stol. De kunne godt lide formandens tøj og udstråling, og vi fortalte, hvorfor vi besøgte dig. Det er ikke løgn, når jeg fortæller dig, at alle, vi talte med, støttede ideen. En kvinde fortalte formanden, at hun havde en homoseksuel bror, der først var sprunget ud, da han var sidst i 30’erne. Det havde været en kæmpe overvindelse for ham. Alle vidste, at han var bøsse, men ingen havde havde sagt det til ham.

Det er ikke rigtigt

Hirtshals, jeg kan mærke, at du er ved at miste koncentrationen. Jeg skynder mig at få afrundet min historie. Jeg sad ved siden af Henriette Jørgensen Petersen på 42 år. Hun arbejdede på Statoil, var mor til to og gift med en mand, der havde tre børn fra et tidligere ægteskab.

Vi begyndte at tale om homoseksualitet. Hun sagde, at hvis hendes eget barn en dag kom hjem og sagde, at han var homoseksuel, så ville hun støtte sit barn 100 procent – ”selv om jeg har min egne holdninger til det. For det er jo ikke rigtigt. I mine øjne.”

Med ”ikke rigtigt” mente hun, at det jo ikke var sådan, vi var ”skabt”. ”Altså… jeg går tilbage til Adam og Eva. Det er mand og dame, ikke også. Og det er sådan, jeg ligesom har det med det. Men jeg har heller ikke noget imod det. Jeg kan bare ikke li’ at se det. Jeg bryder mig ikke om at se det. Men var det et af mine børn, ville jeg bakke det op 100 procent, det ville jeg. Jeg ville aldrig nogensinde forvise mit barn fra sit hjem, for det er stadigvæk mit barn, uanset hvad.”

Lars Henriksen sad på den anden side af bordet, men hvis han kunne høre med, ville han nok have sat, at det lød lidt forstokket. Henriette Jørgensen Petersen kom ham i forkøbet:

”Hirtshals er lidt forstokket. Fordi man er sådan lidt indgroet, hvis man kan sige det sådan. Og en masse mennesker har nok en masse fordomme. Det har jeg nok også selv et eller andet sted.” Så begyndte hun at tale om vores idé til en festival: ”Jeg tænker bare: Giv det dog et skud. Prøv det, for pokker da! Jeg bakker det 100 procent op. Jeg kommer gerne til parade. Og jeg vil også gerne klæde mig ud, hvis det er det, det kommer an på.”

Formanden og jeg sad der længe, og timerne gik. På et tidspunkt prikkede en kæmpestor næve mig på skulderen. Den tilhørte en ældre herre ved det tilstødende bord. Han hed Preben Skipper Sørensen og havde fisket over hele kloden. Nu var han 74, og han ville bare sig hej. Han havde et flot, furet ansigt. Jeg spurgte ham, om det ville byde ham imod, hvis en storstilet parade med en masse homoseksuelle, bevægede sig gennem dine gader.

”Hvorfor skulle jeg have problemer med det?” spurgte han. ”Overhovedet ikke. Vi har så mange skide fordrukne. Jeg er en af dem. Skal man så klandre andre mennesker noget?”

Jeg sagde det jo, Hirtshals: Du er den mest poetiske by i Nordjylland.