About a Girl (2005). Mamma Andersson
Vi kan ligeså godt tone rent flag. Det her skulle have været en tekst om det, vi kunne kalde Louisiana-effekten. En metatekst, der i stedet for at handle om museets kommende udstilling, skulle handle om de mennesker, der dukker op til museets pressefremvisninger af kommende udstillinger.
Vi ville have fundet ud af, om man kan se på Politikens anmeldere, hvorvidt de har tænkt sig at give en udstilling 4 eller 5 hjerter. Vi ville have skrevet om, hvad den nyeste mode indenfor anmelderkluns er (det kan vi nu alligevel godt: Det er kontrasterende farver for kvindernes vedkommende og stadig skolelærer-core for mændenes). Og så ville vi være kommet til bunds i det vigtigste: Hvorfor Louisiana altid får så svimlende god omtale, og hvad coronapressemødehelten Knud Meldgaard mon lavede til pressevisningen. Det bliver der ikke noget af, for selvom Louisiana måske ikke altid fortjener den udelte medvind, de har, så gør de det i denne omgang (eller også er vi bare selv blevet stukket af Louisiana-effekten. Det er godt nok et lækkert katalog, de har prakket os på).
Med udstillingen Humdrum Days åbner den svenske kunstner Mamma Andersson (f. 1962) for en hane af stoflighed, filmiske tableauer og uhygge og lader det strømme ud over sit publikum. Hendes værker refererer de største nordiske malere som Vilhelm Hammershøi og Edward Munch. Men i hænderne på Andersson er de nordiske landskaber og de klassiske stillebener blevet tilført et særegent nærvær og gådefulde motiver som sorte katte, kinesiske porcelænsfigurer, dukker og personer, der larmer i deres fravær. På en og samme tid fremstår mange af værkerne moderne og komplet tidløse.
“Vi lever i alle tider på samme tid. Jeg vil ikke binde mine billeder op på en tidsakse,“ fortæller hun, mens vi går rundt på udstillingen. Andersson gør ophold foran maleriet Jeg (2016) og erklærer, at det er et selvportræt. Det forestiller et skelet, der er sunket sammen i et hjørne. Farverne er mørke og dybrøde og der er arbejdet sand ind i malingen, så knoglerne stikker en smule ud og fremstår porøse. “Det er mig,“ siger hun til de grinende påhørende og tilføjer: “Men det er også jer.“
Det er uhyggeligt
Andersson gør sig umage for ikke at male en specifik tid frem. I stedet er det miljøer, der optager hende, fortæller hun. Det er det, der gør, at man som beskuer kan kigge på hendes malerier og blive i stand til at placere sig selv. Man begrænses ikke af, at der pludselig dukker tidstypiske elementer som mobiltelefoner eller Coca-Cola flasker op. Snarere virker tiden flydende, som om den allerede har fundet sted og endnu ikke har udspillet sig. Det er også det, der gør oplevelsen lidt dyster eller måske ligefrem uhyggelig.
Med begrebet das Unheimliche (det uhyggelige eller det uhjemlige) beskriver psykoanalytikeren Sigmund Freud det, der på en og samme tid føles fremmed og velkendt, og det virker rammende for den stemning Mamma Anderssons malerier hensætter sit publikum til. Det gør sig især gældende på et af udstillingens kronværker, About a Girl (2005). I et salonagtigt tableau sidder otte unge kvinder og taler med hinanden. Som var døren lige gået op og en ubuden gæst (beskueren?) trådt ind, ignoreres den fremmede af nogle, mens andre stirrer tilbage med glasagtige øjne, som for at gengælde det (i malerkunsten ofte mandlige) blik, der hviler på dem. Det er som om, de har siddet der altid og kommer til at sidde der til evig tid, frosset i deres positurer. På væggen bag dem hænger små billeder af Snehvide og bortvendte geishaer. Symbolikken er tyk, men budskabet presser sig ikke som sådan på. Det er der ligesom bare til dem, der har lyst til at gribe det.
Sådan er det at træde ind i Mamma Anderssons univers. På en og samme tid er Humdrum Days mættet og åben. Man kan give sig hen til endeløse tolkninger eller bare fortabe sig i den tekniske snilde og materialelegen. Begge dele vil være forrygende. Og lidt uhyggeligt. /Asta Kongsted
Humdrum Days kan ses på Louisiana indtil den 10. oktober 2021.