Foto: Scanpix/REUTERS/Matthias Schrader
Det danske foreningsliv længe leve. Søndag eftermiddag deltog et medlem af Føljetons redaktion i en nyttehaveforenings årlige ordinære generalforsamling. Den løb af stablen fuldstændig efter forskrifterne. Formanden holdt sin beretning, regnskabet og budgettet blev godkendt med klapsalver, og der blev valgt en ny kasserer og suppleant.
“Evt.“, som typisk er det mest uforudsigelige punkt på enhver generalforsamlings dagsorden, eftersom kredsen af fremmødte her har mulighed for at bringe de mest perifere og obskure emner til torvs, forløb også gelinde. Diskussioner, der kunne have bølget frem og tilbage i halve timer, blev (af kræfter man ikke altid kan identificere) effent skudt til hjørne eller skubbet til næste års generalforsamling.
Den sag, der blev brugt mest krudt på, var et forslag om at gøre det tilladt at have vildmarksbad i sin have. Et medlem af haveforeningen havde købt sådan et og ønskede nu foreningens tilladelse til også at bruge det. Han gjorde møjsommeligt rede for, hvad et vildmarksbad er, hvordan det virker, og hvor store mængder vand brugen af det indbefatter. Det førte til en diskussion om, hvad det egentlige formål med en nyttehaveforening er. En mente, at det er at dyrke jorden og ikke andet. Andre mente, at det er at slappe af og nyde roen. Man diskuterede, hvad begrebet “at slappe af“ dækker over. Det var næsten umuligt at regne ud, hvor folk stod i sagen, men det, der gik igen, var en stor respekt for generalforsamlingens regelsæt og demokrati.
Det endte med, at forsamlingen efter en åben afstemning gav medlemmet dispensation til at tage sit vildmarksbad i brug i denne sæson. Ved næste års ordinære generalforsamling vil man så tage sagen op igen og afveje plusser og minusser. Forinden havde det været oppe at vende, om afstemningen skulle være hemmelig, men da man i så fald skulle stemme om det, gik det i sig selv.
Huhej, hvor det går
Så hurra for foreningslivet. Men en enkelt iagttagelse: Hvor velsmurt foreningsdemokratiet end er, så fylder det såkaldte glidebaneargument påfaldende meget i folks diskussioner. Hvis der er forslag, som nogle er imod og gerne vil have afmonteret, så er glidebaneargumentet deres foretrukne værktøj: “Hvis én nyttehave får en trampolin, så går der ikke lang tid, før alle har en trampolin.“ “Hvis nogen begynder at høre høj radio i deres have, så vil alle snart høre høj radio i deres have.“ “Hvis én person får lov at have et vildmarksbad, går der ikke ti sekunder, før alle ligger og flyder i vildmarksbade inde bag deres hække.“
Som fejlsluttende argumentationsstrategi er glidebaneargumentet ikke lige så led som argumentum ad hominem (den, hvor man betvivler sin modstanders motiver og går efter manden og ikke bolden), men den er åndssvag og tidskrævende. Hvis Undervisningsministeriet satte glidebaneargumentets faldgruber på skemaet – måske allerede i folkeskolen – så ville det danske samfund kunne spare utrolige mængder tid og penge.
Glidebaneargumentet er i familie med worst case-scenariet, som man kender fra risikostyring (og fra Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen). Der er folk – også eksperter og fagfolk – som nærmest er draget af worst case og opererer efter, at det er det, man kan forvente. En person, der er blevet beskyldt for at have det i sig, er professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen, som mere eller mindre konstant gennem det forgangne coronaår er gået på tv for at udtrykke bekymring. Ved “genåbningen“ af landet d. 4. maj, hvor Folketinget var blevet enig om at sende alle grundskoleelever tilbage i klasserne og åbne fitnesscentre, spillesteder og biografer, advarede professoren mod “øget smitteudbredning“ og sagde til TV2, at han nu for “første gang for alvor [er] bekymret“. Men som Berlingske påpeger i en artikel (betalingsmur), har indlæggelsestallene på intet tidspunkt siden været alarmerende.
Allan Randrup Thomsen siger selv, at det videnskabsmandens job at forholde sig kritisk til data og andres udlægninger, men da Berlingske spørger ham, om han ikke er med til at underminere befolkningens tillid til eksperterne, når han konstant tager fejl, svarer han: “Jo, det er en risiko, men på den anden side synes jeg ikke, at det er min opgave at være pauseklovn og bare sige, ‘huhej, hvor går det godt’, hvis jeg ikke fundamentalt set føler mig sikker.“
Man kan nu også blive en pauseklovn ved konstant at male fanden på væggen.
Nogle gange drømmer man nu alligevel om glidebaner. Tysklands målmand Manuel Neuer har i EM-fodboldslutrundens to første kampe spillet med et anførerbind i regnbuens farver i sympati med LGBTQI+-samfundet, der fejrer Pride-måned her i juni. Men det konservative europæiske fodboldforbund UEFA, som arrangerer EM, anså det som en politisk gestus, hvilket er imod forbundets regler, og ønskede at straffe det tyske fodboldforbund med økonomiske sanktioner.
Men i går kunne avisen Deutsche Welle så fortælle, at UEFA havde undersøgt sagen nøjere og trukket sine trusler tilbage. Man kan håbe, at alle anførerbind vil være i regnbuens farver resten af turneringen. Bare det ikke er noget, der skal stemmes om på generalforsamlinger rundt om i foreningsdanmark. /Oliver Stilling