Billedanalyse

Bolsonaros tragiske coronacirkus

Michael Dantas/AFP/Ritzau Scanpix

Blod, iltmangel og indignerede skilte på portugisisk. Her er tydeligvis tale om en protest, men mod hvad? “500.000 kvalte“, siger det ene skilt. “Dødsfest“, er en mulig oversættelse af teksten på det andet. Stemningen virker dog noget mere dyster end på De Dødes Dag eller Halloween; festen skal næppe tages bogstaveligt. Hvilket vel egentlig også understreges af hashtagget: #UdMedKlovnen. Ballondyrene må blive derhjemme, situationen her synes anderledes alvorlig.

Personen til venstre har blod på sine hænder. Men her må også være tale om en metafor. Blodet tilhører velsagtens klovnen, der har malet byen rød under den uønskede dødsfest. Blikket fanges af den ubehagelige hovedbeklædning, som giver videre hints til klovnens brøde: Der er nogen, som ikke har kunnet få luft. Det er dog næppe et maskepåbud, som har gjort klovnen upopulær. Snarere tværtimod. De to demonstranter er faktisk så langt fra antimaskers, som man kan komme. Mundbindet sidder fastspændt helt selvfølgeligt, som hjælper værnemidlet faktisk på vejrtrækningen, i modsætning til den improviserede elefanthue. Sidstnævnte vidner vel snarere om, at demonstranterne ønsker større gennemsigtighed – men at udsynet sløres af tragedien. Hvad er det dog, klovnen har gjort?

Nøglen ligger selvfølgelig i tallet: 500.000. Brasilien passerede i sidste uge en halv mio. coronadødsfald, hvilket i weekenden resulterede i nye protester mod landets præsident, Jair Bolsonaro – eller Bozo-narröv, som præsidentens klovnenavn passende kunne være. Befolkningens tålmodighed er så godt som opbrugt: Efter et helt års coronapandemi, køber færre og færre Bolsonaros søforklaringer. Hvis der blev afviklet præsidentvalg i dag, ville den tilbagevendte ekspræsident Lula vinde. I befolkningen tegner der sig endog et flertal for, at Bolsonaro skal stilles for en rigsretssag. Ifølge mange har præsidentens håndtering af coronakrisen været så katastrofal, at den ret beset er kriminel. Bolsonaro har skabt en dødsfest, som kunne være undgået.

Parlamentshøringer har den seneste tid sat fokus på regeringens ubehændige coronaindsats, hvilket kun har pustet til demonstranternes ild. Allermest graverende var et vidneudsagn fra en Pfizer-repræsentant, som fortalte, at medicinalvirksomheden allerede sidste år kontaktede regeringen med et vaccinetilbud, men at Bolsonaros stab ventede flere måneder med at svare – en beslutning, der skabte alvorlige forsinkelser i landets vaccinationsprogram. Selv i dag halter det med vaccinationerne i Brasilien: Godt 12 pct. af befolkningen har fået deres stik, mens der registreres næsten 100.000 nye smittetilfælde dagligt. Og i modsætning til her på den nordlige halvkugle, har Brasilien ikke engang årstiden med sig. Vinteren er på vej, hvilket risikerer at forværre smittesituationen yderligere.

Selv uden parlamentshøringer synes det dog åbenlyst, at Jair Bolsonaro har spillet hasard med folkesundheden. Præsidenten har både gjort sig som vaccineskeptiker og maskemodstander, alt imens han har advaret mod restriktioner, der ville kunne inddæmme smitten. Han har endog kaldt Covid-19 for en ufarlig forkølelse – og sagt om landets mange coronadødsfald, at vi jo alle skal dø en dag. Senest har Bolsonaro endog bragt Copa América (Sydamerikas svar på EM) til Brasilien, efter de oprindelige værter, Argentina og Colombia, takkede nej som følge af coronasituationen og diverse politiske problemer. Det synes ikke at være faldet Bolsonaro ind, at Brasilien heller ikke er klar til at afvikle en så stor fodboldturnering på forsvarlig vis.

Brasilianerne skal næste år til stemmeurnerne ved et nyt præsidentvalg. Meget skal umiddelbart gå galt, hvis Lula ikke også til den tid vil være favorit til at vinde. I første omgang har Bolsonaro i hvert fald nok at gøre med at holde folkets harme fra døren og undgå en rigsretssag. For efter landets tragiske coronakrise, er der ikke mange (udover præsidentens hårde kerne) som skal bede om et ekstranummer fra den kvælende klovn. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12