Ritzau Scanpix
Truslen fra Enhedslisten er ikke meget anderledes. Ligesom det svenske venstrefløjsparti Vänsterpartiet mandag valgte at vælte den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven, har Enhedslisten også markeret en rød linje over for Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S). Det svenske kaos kan også blive dansk virkelighed.
Hvis de aktuelle forhandlinger om en reform af kontanthjælpssystemet ikke fører til en afskaffelse af ‘fattigdomsydelserne’, har Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen truet med også at vælte Mette Frederiksen: “Det vil være så eklatant et løftebrud fra regeringen, at den risikerer et valg,“ udtaler Mai Villadsen: “Bliver der ikke leveret på så afgørende et område, kan vi sagtens se et scenarie, hvor vælgerne skal spørges igen.“
Vänsterpartiet gjorde alvor af deres trusler. Partiets 36-årige frontfigur, Nooshi Dadgostar, havde fra start gjort det klart, at Stefan Löfven ikke ville overleve som statsminister, hvis han så meget som begyndte at ville føre boligpolitik med de borgerlige støttepartier, som han tilbage i 2019 indgik et slagsforståelsespapir med, den såkaldte ‘Januariavtalet’.
Som forudsætning for at gøre Stefan Löfven til statsminister krævede de to centrum-højre-partier Centerpartiet og Liberalerna dengang, at den nye S-regering skulle liberalisere og tillade en mere fri prisdannelse på markedet for nybyggede lejeboliger. Kort sagt hæve loftet for huslejestigninger, så private entreprenører ville se en bedre forretning i nybyggeri.
Forslaget blev skrevet ind i ‘Januariavtalet’, som i modsætning til det danske forståelsespapir ikke havde den yderste venstrefløj med. Hvor Enhedslisten i Danmark sad med ved bordet og fik indflydelse på formuleringerne, stod Vänsterpartiet udenfor, og alene derfor blev retorikken også skærpet noget voldsommere helt fra begyndelsen.
Statsminister Löfven har stået i en politisk kattepine. På den ene side har han været altafhængig af mandaterne fra Centerpartiet og Liberalerna, og altså været nødt til at forpligte sig til at føre borgerlig politik på boligområdet, og på den anden side har han også vidst, at han ville risikere at få et mistillidsvotum imod sig fra bl.a. Vänsterpartiet, hvis han rent faktisk gjorde som lovet.
I weekenden forsøgte den drevne Stefan Löfven, som er tidligere fagforeningsboss og hyperpragmatisk af natur, at vinde lidt ekstra tid ved at foreslå, at boligmarkedets parter – udlejerne og lejerne – skulle forsøge at forhandle sig frem til et kompromis, som politikerne bagefter ville ophæve til lov. Men her havde han forregnet sig ved at undervurdere viljestyrken hos Vänsterpartiet.
Den slagkraftige partileder Nooshi Dadgostar gjorde kort proces. Men dermed kan også hun have forregnet sig, for flertallet i den svenske Riksdag er borgerligt. Når Stefan Löfven overhovedet kunne blive statsminister, både i 2014 og efter det seneste valg i 2018, skyldes det ene og alene, at de borgerlige midterpartier ikke vil lade højrefløjspartiet Sverigesdemokraterna få indflydelse. Men reelt er flertallet blåt i Sverige.
Effekten af mandagens mistillidsvotum til Stefan Löfven behøver langt fra at blive, at liberaliseringen af boligmarkedet rulles tilbage. Tværtimod er det nu blevet højeste prioritet for Centerpartiet og Liberalerna at få gennemført netop den politik, som Vänsterpartiet er lodret imod, og realpolitisk er det derfor yderst tvivlsomt, om Nooshi Dadgostar får succes med sin magtmanøvre.
Grundlæggende er der tre scenarier nu: 1) Hvis Stefan Löfven kan få bilagt striden om huslejestigningerne, vil han selv kunne forsætte som statsminister indtil der alligevel skal være valg i efteråret 2022, 2) Lederen af Centerpartiet, 37-årige Annie Lööf, kan overtage posten som statsminister i en ny midter-regering med støtte fra Socialdemokratiet, og endelig 3) svenskerne skal til nyvalg efter sommerferien.
Paradoksalt nok vil det bedste udfald for Vänsterpartiet være, at Stefan Löfven – som de jo altså netop har væltet – ender med at kunne fortsætte. For ellers tegner alt til, at Sverige får en ny borgerlig statsminister og med stor sandsynlighed sågar støttet af Sverigesdemokraterne. I stedet for at trække svensk politik mod venstre, kan Vänsterpartiet altså være ved at skubbe landskabet mod højre.
Isoleret set – og reelt mest til indvortes brug – kan Vänsterpartiets kamikaze-mission imidlertid sagtens vise sig at være en fordel. Venstrefløjspartiet har fået vist karakter og markeret over for vælgerne, at de ikke længere bare kan skubbes rundt i skolegården af de store. Vänsterpartiets mandater kan ikke tages for givet, og den mere selvsikre attitude kan der bestemt være stemmer i.
Herhjemme vil Stefan Löfvens videre skæbne blive fulgt nøje, for nu, hvor et støtteparti rent faktisk har udløst et mistillidsvotum – for allerførste gang i skandinavisk historie – vil fænomenet kunne sprede sig. Både Enhedslisten og Radikale Venstre må afgøre, om der ikke ville kunne være en større gevinst ved at vælte statsminister Mette Frederiksen, frem for blot at agere stemmekvæg – og i mange situationer tilmed optræde som nyttige idioter for en politisk kurs, som bevæger sig i en helt anden retning, end de selv ønsker.
Alt efter temperament har Vänsterpartiet optrådt heroisk eller barnagtigt, modigt eller naivt. Men spillepladerne er rystet – og brikkerne kommer aldrig igen til at stå, hvor de stod så sent som i weekenden. Heller ikke i Danmark. Når først et mistillidsvotum er en reel mulighed, vil det blive brugt. Før eller siden. Mette Frederiksens redning kan dog blive, at Mai Villadsen mildest talt ikke virker lige så kampberedt som Nooshi Dadgostar.
Enhedslisten er på alle tænkelige måder et blødere, sødere og lyserødere parti end Vänsterpartiet i Sverige. Men Mai Villadsen har ikke desto mindre truet med at vælte Mette Frederiksen, hvis fattigdomsydelserne består – og dermed er sommerens drama spændt maksimalt op. Hvis Enhedslisten og Mai Villadsen bakker og bøjer sig for overmagten, vil ydmygelsen være så meget desto større nu, hvor Vänsterpartiet har bevist, at nok vitterligt kan være nok. /Lars Trier Mogensen