Netflix
Er algoritmerne denne gang gået for vidt? Netflix har lanceret et nyt realitykoncept, der på mange måder er hårrejsende. Hvis det ikke var nok med blinddates i blinde, kan seerne den 21. juli lappe streaminggigantens nyeste realitysatsning i sig: Showet Sexy Beasts, hvor en række deltagere skal forsøge at finde kærligheden iklædt dyre- og monsterkostumer. Traileren landede onsdag, og det ser… meget mærkeligt ud.
I den evige, besatte søgen efter “ægte“ kemi, lader forskellige (naturligvis meget flotte) mennesker sig sminke til ukendelighed, inden de møder den (måske) eneste ene. Snart ser man en panda diskutere børn og sundhedsforsikring med en tyr, mens et slags insekt (?) bowler med en delfin. Vi har ikke tal på, hvor mange gange vi har set traileren, men vi bliver lige forvirrede hver gang. Og dog: Sikkert er det, at en benhård kalkule ligger bag Sexy Beasts chokerende ydre. Med de bizarre billeder er Netflix-showet dømt til at gå viralt – også selvom der reelt blot er tale om en velproduceret gentænkning af et britisk realityprogram fra 2014.
Chokfaktoren er altså ikke helt ny, men alligevel synes Sexy Beasts med sin blotte eksistens at rejse nogle meget presserende spørgsmål: Er den tv-transmitterede kærlighedsjagt simpelthen blevet for dum? For kynisk? For upoetisk? Efter at have set traileren, har vi i hvert fald følt os nødsaget til at grave lidt i den filosofiske rodekasse efter nogle tanker, der atter kan hjælpe romantikken på gled.
Søren Kierkegaard: Ja okay, at lave en retvisende udredning af Kierkegaards kærlighedsfilosofi kræver vist lidt mere plads, end vi her kan give det. Men det gør ikke spor, for viser kærligheden sig alligevel ikke bedst i dens gerninger? Se bare indledningen, som Kierkegaard her laver i et kærlighedsbrev til sin elskede Regine. Det rummer dybder, som et dyrekostume nok aldrig vil kunne nå:
“Dette Brev har ingen Datum og skal hell. ingen have, da dets væsentlige Indhold er en Bevidsthed om en Følelse, som vel er tilstæde hos mig i ethvert Øieblik om end i alle Kjærlighedens forskjellige Tonearter, men som netop derfor hell. ikke er tilstæde i noget enkelt Øieblik i Modsætning til andre (ikke Kl. 10 præcise, ell. Kl. 11 slet. ikke d. 11 Nov: i Modsætning til den 10d ell. d. 12de). Denne Følelse forynger sig nemlig bestandig, den er evig ung ligesom de Bøger, Middelalderen har overleveret os, der, skjøndt flere hundrede Aar gamle, bestandig ere: trykte i dette Aar.“
Susan Wolf: Ifølge den filosofiske kærlighedsekspert Susan Wolf giver kærlighed os en “orientering i verden“ foruden en “motiveret rodfæstning“ i selvsamme. Eller, sagt mere ligefremt, skaber kærlighed en retning i tilværelsen, som rækker udover vores egeninteresser. Hvad er kærlighed? Det som skaber en “involveret, dyb og personlig omsorgsfuldhed“ mod noget, for dets egen skyld.
Simone de Beauvoir: Hos Simone de Beauvoir er den bedste kærlighed autentisk. Hvordan bliver den autentisk? Det gør den, hvis den bygger på gensidig frihed. Den elskende skal have friheden til at opleve sig selv som sig selv og som den elskede. Ingen må altså give afkøb på sin egen transcendens. Kærligheden skal kunne veksles frit. For Beauvoir er det netop det, der historisk set er gået galt mellem mænd og kvinder: Kvinden har givet afkøb på sin egen frihed, når hun i parforholdet har underordnet sig manden. Og det kommer der ikke megen romantik ud af.
Platon: Ingen kærlighed uden Platon, den gamle traver. I Symposion (der snildt kunne have haft undertitlen “det store drikkegilde“) udlægger Platon kærlighed (eller ret beset eros) som et begær efter det, man mangler. Twistet er dog, at begæret ikke partout retter sig mod fysisk skønhed, men også mod skønhed i dets ideelle, metafysiske form. Eros er lyst, men også en slags erkendelsesmiddel, som giver indsigt i verdens skønhed. Sexet.
Bertrand Russell: “Kærlighed er vis, had er tåbelig,“ har den logiske romantiker Russell engang sagt i et interview. Så kort kan det også gøres. Helt uden realityclichéer og opstillede monster-dates. /David Dragsted