Anti-akademi: Udflytning er en spareplan

Officielt skal studietilbuddene styrkes over hele landet. Et bredt flertal i Folketinget er netop blevet enige om en aftale, der kan få overrumplende og vidtrækkende konsekvenser for den danske uddannelsesverden.
Udadtil handler aftalen om at ville skabe en bedre geografisk balance, så flere unge begynder at tage en videregående uddannelse i mindre byer. Indadtil spiller flere andre politiske motiver imidlertid en udslagsgivende rolle. I Føljetons første sommerserie kastes et kritisk perspektiv på de bagvedliggende dynamikker i den nye udflytningsaftale.

Det centrale element i aftalen er, at universiteterne skal skære ned på optaget af studerende for derved at tvinge flere unge til at søge ud mod dels de mindre byer og dels mod andre typer af uddannelser, primært professionsuddannelser. Den slet skjulte dagsorden er således at få færre unge til at tage en akademisk uddannelse. Universiteterne bliver pålagt at udforme såkaldte “sektorplaner“, som allerede fra efteråret skal beskrive, hvordan de “kan udflytte eller nedskalere optaget i de fire største byer på 5-10 pct.“ Formelt set får universiteterne i de fire største byer – København, Aarhus, Odense og Aalborg – ganske vist mulighed for at kunne rykke hele uddannelser til mindre byer, men reelt vil en lang række uddannelser være nødt til at blive skåret ned eller ligefrem lukket. Ikke mindst inden for humaniora.

Pengene følger nemlig ikke med. De potentielle omkostninger ved at skulle rykke uddannelser og videnskabelige institutioner ud til mindre byer overstiger langt de få og små ekstramidler, som aftalen har afsat til det store uddannelseseksperiment. I praksis vil valget ikke stå mellem at “udflytte eller nedskalere“, men snarere mellem hvilke uddannelser, der skal beskæres drastisk.

De senere års mange forsøg på at oprette forskningsbaserede uddannelser uden for de fire største byer har vist to dystre mønstre: For det første ønsker unge ikke at studere i provinsen. Studiepladserne har derfor stået tomme. For det andet har det vist sig uforholdsmæssigt dyrt at etablere og drive universitetsuddannelser i mindre byer, hvor der hverken er tilstrækkeligt med undervisere, forskere eller faciliteter.

Eksempelvis har Aarhus Universitet – siden fusionen med Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning i 2006 – oprettet en række nye studiepladser i den midtjyske handelsby. Og vel at mærke inden for fagområder som energiteknologi og forretningsudvikling, hvor der på papiret skulle være gode beskæftigelsesmuligheder i fremtiden. Men satsningen er slået fejl: Selv med frit optag er ikke engang halvdelen af studiepladserne blevet fyldt op. Økonomisk har udflytningerne hidtil ikke hængt sammen, og Aarhus Universitet har på forhånd meldt ud, at der ikke vil kunne findes penge til at “finansiere yderligere aktiviteter“. Baseret på de bitre erfaringer fra de senere år er fortsat udflytning altså ikke en mulighed i den virkelige verden – og tilbage står dermed alene det politiske krav om at “nedskalere optaget“ med op til 10 pct.

I aftalen har forligspartierne afsat penge til at oprette nogle få profiluddannelser i provinsen, heriblandt en tandlægeuddannelse i Hjørring og en jurauddannelse i Esbjerg. Men de resterende uddannelser, som ifølge planen også skal ende med at blive udflyttet, får langt fra de fornødne ekstra-ressourcer, og det samlede regnskab vil dermed gå i minus for universiteterne. Om få år vil bevillingerne til landets universiteter været skåret markant ned.

Aftalen om udflytning under S-regeringen kan vise sig at føre til endnu større besparelser, end den tidligere VLAK-regering gennemtvang med de tidligere omprioriteringsbidrag, hvor uddannelsesinstitutionerne var pålagt at skulle spare 2 pct. hvert år. Endnu er protesterne ikke blusset op, og det skyldes i høj grad, at de nye spareplaner skubbes frem under dække af den sentimentale dagsorden om et Danmark bedre i balance, og samtidig er blevet pakket godt grundigt ind i en uigennemskuelig, bureaukratisk proces.

Branchefolk er imidlertid ikke i tvivl: Frem mod 2030 vil universiteterne – særligt i København og Aarhus – ikke kunne komme uden om at skulle sige farvel til tusindvis af studerende, et betydeligt antal uddannelser og dernæst skulle fyre hundredvis af forskere. For første gang i den moderne æra har et velstående land valgt at indsnævrede unges muligheder for at tage en lang videregående uddannelse i de største byer uden på forhånd at kunne være sikre på, at tilstrækkeligt mange unge i stedet vil søge ud i provinsen mod de professionsuddannelser, som politikerne foretrækker.
Den enes død kan dog ofte blive den andens brød, og i næste afsnit af sommer-føljetonen om udflytningen af uddannelser rettes fokus mod de mulige vindere. For hvem er det, som er begejstrede for udsigten til færre penge til universiteterne i de fire store byer? Hvem jubler rundt omkring i landet? Og kunne timingen måske i virkeligheden handle mest om det forestående kommunalvalg til november? Fortsættelse følger. /Lars Trier Mogensen