Frederic J. Brown/AFP/Ritzau Scanpix
“Alt jeg vil have, er retten over mine penge, at det her [formynderskab] slutter, og at min kæreste kan køre mig rundt i sin fucking bil.“ Nu er det ikke som sådan en menneskeret at blive kørt rundt af sin kæreste i dennes “fucking bil“, men ser man bort fra det, lød det umiskendeligt som om, det var basale rettigheder og ikke ret meget mere, popsangeren Britney Spears i et retslokale onsdag i sidste uge kæmpede for.
Her fortalte hun for første gang med sine egne ord, hvad fans i en årrække har haft på fornemmelsen: Britney Spears er en af verdens største popstjerner, og så er hun grundlæggende ufri. Igennem de sidste 13 år har hendes far, Jamie Spears, styret hendes økonomi, givet hende (sparsomt) med lommepenge af hendes egne fortjenester, skullet godkende hendes gøren og laden og i perioder fyldt hende med potent medicin, når hun ikke gjorde, som han og hans hold ønskede. Alt det og mere til har han under amerikansk ret haft lov til, som værge i det formynderskab, hun i 2008 blev placeret i.
Formynderskabet er egentlig en ordning, der er tiltænkt demente og ældre, der hverken kan sluge deres mad eller tænke to sammenhængende tanker om deres privatøkonomi. Den kan så også bruges til popstjerner i krise, viste det sig i 2008, efter Britney Spears gennemlevede, hvad der dengang blev beskrevet som en offentlig nedsmeltning. En “nedsmeltning“, der også kunne ses som et forsøg på at undslippe rollen som Disney-popprinsesse og økonomisk skaffedyr for sine opportunistiske familiemedlemmer og ditto managere. Da Spears i et offentligt optrin valgte at barbere sit lange Barbie-hår af, blev det taget som et tegn på, at sukkermåsen endeligt havde tabt sutten. I dag er det svært at ignorere symbolikken i, at hun forsøgte at sabotere det, der gjorde hende egnet som manegehest.
Det er fristende at synge med på den gamle sang om, hvordan vi behandler og forholder os til de stjerner, vi sørger for at bygge op, for at der skal være tilsvarende dybt at falde, når vi fælder dem – hvilket vi altid gør. I stedet skulle vi nok tage at synge med på Britneys egne hits.
Slave 4 U
Historien om Britney Spears er historien om en ung stjerne, der efter sit brud med 00’ernes største dario, Justin Timberlake, var jaget vildt i pressen. Luften var tyk af spørgsmål om hendes jomfruelighed, hendes moral og sidenhen hendes evner som mor. Den samme kontrol og mistillid synes at have fulgt hende ind i hendes voksenliv. Under høringen onsdag fortalte Spears, hvordan far Jamie og hans hold har tvunget hende til at arbejde umenneskeligt lange timer, ligesom de ikke har villet lade hende fjerne sin prævention eller gifte sig med sin kæreste. Ejerskabet over hendes krop og penge sammenlignede hun med forholdene under sextrafficking.
“Jeg er her ikke for at være nogen slave,“ slog hun fast i hvad, der for dedikerede fans (hvilket vi naturligvis er her på stedet), vil være en reference til hendes MTV-optræden fra 2001. Her dansede hun rundt i et bur, mens hun sang, at hun var vores alle sammens slave. Selv før hun officielt fik frataget selvbestemmelsen, var hun i omverdenens øjne først og fremmest en krop. Det vidste og udnyttede den dengang 19-årige stjernes managere fuldt ud.
Det har holdt hende i et jerngreb, der gør, at hun i en alder af 39 både lyder som og (på overfladen), har de samme drømme for sit liv som en 20-årig. Farmand Spears er den åbenlyse skurk i fortællingen om megastjernen, der ikke selv må bestemme, om hun vil have flere børn, og hvad hun vil bruge sine penge på. Men de fleste af os har på et eller andet tidspunkt købt det produkt, Britney Spears – og mange kvindelige stjerner både før og efter hende – er blevet reduceret til. Det bør vi nok lige få snakket om, når Britney har fået sin frihed. /Asta Kongsted