Nyhedsanalysen

Cosby, Spears & Naser

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Cosby, Spears & Naser – det lyder som et dårligt kopiband af Crosby, Stills og Nash, men hvor alle medlemmerne kun kan spille på verdens mindste violin. Trioen fra helvede har sunget deres klagesang i denne uge, og for Bill Cosby og Jamie Spears har det runget i amerikanske retssale. I onsdags blev “hele Amerikas far“ (gys for en titel) Bill Cosby løsladt fra fængsel, efter hans dom om seksuelt overgreb var blevet omstødt. Han var dømt for at have bedøvet og seksuelt misbrugt Andrea Constand, hvilket han hævder, at han havde fået samtykke til. 60 kvinder er stået frem med en lignende historie, men det var Andrea Constands sag, der nåede retten, da den ikke var faldet for forældelsesfristen.

Tallet kan være større, hvis man tæller Karen Thisted med. Hun har fortalt, hvordan hun tilbragte nytårsaften med Bill Cosby i London, og næste dag intet kunne huske efter midnat. Da hendes veninde Suzanne Bjerrehuus fortalte hende, at der gik rygter om, at han bedøvede kvinder for at have sex med dem, svarede hun: “Nåh, men det er jeg ligeglad med, ligegyldigt, hvad der er sket, så havde han ikke behøvet at bedøve mig.“ Thisted har tydeligvis ikke forstået, at samtykke ikke just var, hvad Cosby tændte på.

Nu er han løsladt før tid, ikke fordi han er uskyldigt dømt, men fordi der er sket en procedurefejl. Cosby havde fået et løfte fra en anklager om ikke at blive strafforfulgt for udtalelser, han havde fremsat i en civil retssag, og eftersom de udtalelser blev brugt mod ham, er han nu løsladt. Cosby er ikke ligefrem en taknemmelig mand, der angrer. Han har sagt, at han hellere ville afsone ti års fængsel end at give udtryk for anger over sit overgreb på Andrea Constand.

En mand, der også er glad for at umyndiggøre en kvinde og ikke viser tegn på anger, er Britney Spears’ far Jamie Spears. I går, dagen efter Cosby blev løsladt, afgjorde en dommer, at Britney Spears ikke slipper af med sin far som værge. Afgørelsen knytter sig til en forespørgsel fra november 2020 og tager ikke sidste uges vidneudsagn i betragtning, så sagen er langt fra slut, men foreløbig blev #FreeBritney til #FreeBillCosby.

En gammel traver

Og så er der Naser Khader. I dag kunne DR bringe kulminationen af fire års arbejde. Her står fem kvinder frem med anklager om seksuelle overgreb og grænseoverskridende adfærd begået af Khader. Det er voldsom og bizar læsning, og i dagens Genstart kan man høre to af kvinderne fortælle deres beretning samt journalisten Sofie Rye om hendes arbejde med anklagerne. Alle kvinderne mødte Khader i, hvad de troede var en professionel sammenhæng, som dog hurtigt tog en grænseoverskridende drejning. Der er mange fællesnævnere. Særligt hans hang til massage men desværre også hans totale benægtelse af samtlige sager. Khader kan enten ikke huske dem eller husker dem anderledes. DR har holdt et møde med ham og hans advokat, hvor han gør opmærksom på, at han var en af de første blå politikere, der gik ind for samtykkelovgivningen og at: “Hvis man tager episoderne én for én, er det, der bliver beskrevet, løgn. Jeg ved ikke, hvorfor de kommer ud med det nu. Jeg er overrasket.“

Der lader til at være langt til selvransagelse, men vi håber, det er anderledes for De Konservative, der virker til at leve under devisen “den der lever godt, lever stille“. I et skriftlig svar udtaler Søren Pape Poulsen: “Vi ser med stor alvor på sagen, vi vil til bunds i den, og den vil få de nødvendige konsekvenser.“ Vi håber, det har større tyngde end den gamle traver om, at Khader er en presset mand, og at det ikke skal gentage sig, hvilket var PR-strategien, da Khader blev sygemeldt som partiets retsordfører. En sygemelding han har haft siden debattører stod frem i Berlingske og fortalte, hvordan han havde truet med at gå til deres arbejdsgiver, hvis de kritiserede ham. Efter dagens afsløringer må spørgsmålet være, om man kan blive sygemeldt fra sin sygemelding?

Apropos gammel traver, så skal vi lige et smut forbi Charlottenlund Travbane. Her er storhedstiden ved at være forbi, og derfor klynger de sig til deres sidste håb, Ghita Nørby. “Hun har et stort talent, og det skal man passe på. Hun skal have den tid, hun nu skal bruge. Og vi har slet ikke arbejdet med hendes fart endnu,“ udtaler travtræneren Alex Jacobsen om hesten Ghita Nørby, der skal tiltrække tilskuere til den lukningstruede travbane. Indrømmet, vi har en ting for hestenavne, hør blot et uddrag af de heste, der skal løbe på banen næste uge: “Playboy Face, Elvis Toft, Art Detective og Baloo Ice“. Mennesket Ghita Nørby blander sig i historien om den lukningstruede travbane: “Jeg bliver i min høje alder altid så fortvivlet, når jeg ser, at gamle skægge traditioner som denne er i fare.“

Nogle traditioner må dø. Vi håber, de skægge får lov at blive, men traditionen om mænd, der umyndiggør kvinder – og får medhold i retten – må gerne dø, jo før jo bedre. Ligeledes traditionen om ikke at turde stå frem med anklager af frygt for ikke at blive taget alvorligt samt tradition med at sygemelde sig, når den offentlige mening om en gør ondt. Cosby, Spears & Naser, næste gang I anklager en kvinde for at lyve, vil vi udbryde som mennesket Ghita Nørby til Mads Skjern i Matador: “Syg i hovedet? Det er dig, der er syg i hovedet!“ /Lise Benthin Præstgaard

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12